Interview med Simon Kvamm i anledning af hans nye plade

Simon Kvamm er halvt i live, halvt død, og det er slet ikke så tosset endda

For halvandet år siden rykkede han hele familien fra Frederiksberg til Klitmøller. I næste uge udkommer hans første soloplade, der sjovt nok besynger vigtigheden af meningsfulde fællesskaber. Har Simon Kvamm en midtlivskrise, eller har han netop fundet en måde at holde den fra livet?

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Himlen hænger i 50 nuancer af grå over Silkeborg. Luften er fugtig af støvregn, og i gågaden går livet sin stille gang. »Normal« hedder en af butikkerne. Det er så uspektakulært, som det næsten kan blive sådan en tirsdag formiddag i en mellemstor jysk provinsby.

Men for Simon Kvamm bringer det gode minder frem. Om en ungdom, hvor hormonernes umættelige opdagelsestrang og livslyst kunne farve de grå kulisser i alle regnbuens farver. Hvor et halbal i »en sportshal fyldt med børn, der slås og drikker og knepper«, som han selv så malerisk beskriver det, kunne tage sig ud som et paradis for en ung knægt med bajere, knallerter og damer på hjernen.

Det er her, han er født og opvokset. Og det er her, han har sat Berlingske i stævne. Til en snak om dengang. Men så sandelig også om nu, hvor han står midt i livet og forsøger at gøre status. Over hvem han er og var, og hvad han har nået i sine 41 år her på planeten.

Set udefra har Kvamm allerede opnået mere, end de fleste tør drømme om: Indtaget radio, hitlister og landets største scener som frontfigur i bands som Nephew og De Eneste To. Fået os til at flække af grin over karakterer som den knokkelskæve, hollandske cykelrytter, Pim de Keysergracht, og den mentalt udfordrede jydebasse, Baune, begge fra det hedengangne TV-satireprogram, »Drengene Fra Angora«.

Men han har aldrig stået alene. Ikke før nu. I næste uge udsender han sit første soloalbum, »Vandmand«. En plade med otte sange, der første gang kunne høres i sidste års soloshow af samme navn, og som han snart tager en runde mere med.

»Det er noget, der har ruget i mig i mange år. Dels trangen til at stå der selv i eget navn og bestemme det hele selv. Og skrive nogle sange, som er 100 procent personlige og selvbiografiske i en eller anden grad. Jeg kan mærke, at der er nogle sange, som har presset sig på med udgangspunkt i mit liv på en måde, som ikke passer så godt ind i et band,« fortæller han.

»Da jeg begyndte at tænke over, hvad jeg skulle skrive om, begyndte der at dukke episoder fra barndommen og ungdommen op. Jeg ved ikke helt hvorfor, men måske det handler om, at jeg står midt i livet og prøver at forstå nogle sammenhænge i verden og mit eget liv. Helt konkrete episoder: Engang til halbal, hvor jeg fik nogen på hovedet. En pige jeg havde et crush på, som jeg aldrig fik gjort noget ved,« siger han.

»Det har meget været fornemmelser af, hvordan jeg har ageret i forhold til andre mennesker i min barndom og ungdom, som jeg så har trukket tråde op til nutiden og mit liv nu. Hvordan hænger det sammen? Er jeg overhovedet, som jeg selv har troet, jeg var? Er jeg, som jeg selv tror, jeg er, i andres øjne? Det hele centrerer sig om én selv i verden, én selv i forhold til andre, individet i forhold til fællesskabet,« siger han og tilføjer så:

»Tror jeg. Der har aldrig været en programerklæring, men nu kan jeg jo se, at det lidt er det, det handler om.«

Individet i forhold til fællesskabet. Det er et tema, der giver god mening i forhold til lige netop Simon Kvamm.

»Det var meget centralt i min opvækst, at jeg var en enspænder, som søgte en klub, et fællesskab, en kode at være en del af. Da jeg så blev teenager, fandt jeg nogle gutter i mit kvarter, som havde en knallertbande, som jeg blev en del af. Selv om jeg godt vidste indeni, at jeg nok selv var lidt for meget en klaver-bogorm til rigtigt at være en knallertbølle. Men det var jeg altså et par år, fordi jeg så gerne ville være en del af noget,« siger han.

Det er ikke svært at trække tråde fra knallertbanden til Nephew, Drengene Fra Angora og De Eneste To. Uden sammenligning i øvrigt, så har det for Simon Kvamm handlet om at være en del af noget sammen med andre.

»Men det er da paradoksalt, at det, at jeg springer ud som solokunstner, har fået mig til ikke bare at tænke på, men også at skrive sange om, hvor fedt det er at være en del af et fællesskab,« siger han med reference til sangen »Solo« fra den nye plade, der synes at gå i rette med tidens individualiseringstrang. Og i stedet peger den på, at de største ting i livet er nogle, vi skaber i fællesskab:

De si’r, man skal finde det, der gør én unik
De si’r, man skal finde det, der gør, at man kan stik’ ud
Og de si’r, at man selv skaber alt det, der står
Hvorfor si’r man så, et barn er noget man får?

(Fra sangen »Solo«)

Soloprojektet har taget form i en periode, hvor Simon Kvamm samtidig har trukket sig fra et andet stort fællesskab, som han har været en del af det meste af sit voksenliv: Storbyens. For halvandet år siden flyttede han sammen med sin kone og to børn fra lejligheden på Frederiksberg til den lille fisker/surfer-by Klitmøller i det nordvestlige Jylland. Og trådte dermed ind i en anden form for fællesskab: Provinsbyens.

»Det kom af en lyst til at prøve noget nyt og få meget plads. Og prøve en anden form for frihed. Den frihed man som ungt menneske kommer til København for at få, den får en noget anden karakter, når man får børn. På en eller anden måde går man rundt og siger, at man lever det samme liv, som man levede før. Men det gør man jo ikke, man bruger ikke byen på samme måde. Der synes jeg, det er sjovt at bo i sådan en landsbyvirkelighed, som virkelig er fri, når man har børn. De kan bare vælte rundt. Man behøver ikke ledsage dem hele tiden og opfinde projekter til dem. De kan selv køre hen til vennerne. Min datter går til surfing. Så der er en grad af frihed, som jeg synes er større end i storbyen. Så må man leve med, at kaffen er dårlig.«

Hvordan har det været at flytte til så lille et samfund, når alle ved, hvem du er?

»På en måde er man meget synlig hele tiden. Det kan godt være lidt hårdt. Jeg er ligesom blevet Thys kendis. Alle forholder sig til, at jeg bor deroppe og synes, at de kender mig. Sådan er det at være et kendt ansigt, men sådan er det virkelig meget deroppe. På den anden side, så kender alle alligevel hinanden i en lille by som Klitmøller. Og det devaluerer det lidt. Når jeg går ned i Spar – den ene butik, der er åben om vinteren – så er det jo ikke kun mig, som folk genkender. Jeg er blot byens musiker. Så er der en, der er byens tømrer. Og der er en, der er byens frisør. På den måde er der lidt mindre fuzz omkring det.«

Det er nogle ret markante skift, som Simon Kvamm har foretaget i sin tilværelse. Han har fået et nyt liv i en ny lille by. Lavet en solo-
plade, der skifter hans tidligere så sproglegende og somme tider sloganagtige tekstunivers ud med et langt mere personligt og historiefortællende ditto. Et univers, der prøver at skrive sig ind i, hvad det vil sige at stå lige midt i livet.

Når man er 25 plus 16
Er man halvt i live og halvt død

(Fra sangen »Revner«)

Spørgsmålet er, om alt det her måske er et udtryk for, at Simon Kvamm er ramlet ind i en klassisk 40-års-krise. Eller om det måske netop er et forsøg på at afværge den.
»Jeg tror helt klart, at det er et udtryk for det. Om det ligefrem er en krise, ved jeg ikke. Men jeg kan godt forstå, at man snakker om 40-års-krisen. Det er da vildt at nå til et sted, hvor man ikke rigtig kan flygte fra, at man ikke længere er i første del af sit liv længere. Det er jo at nå til halvlegen i en fodboldkamp på en eller anden måde. Herfra er der kun anden halvleg at gøre godt med,« siger han.

Og vi er fulde
Og vi er gamle
Og vi begynder at tude på grund af en sang
Og sådan er det, sådan har det altid været
Når vinen har smag, er det, fordi det har gæret

(Fra sangen »I Luften«)

»Den sang dér, »I Luften«, handler meget om det. Det der med at forstå, at man for helvede er blevet voksen. Det har jeg været lang tid om at forstå. Og det tror jeg, at der er mange i min generation, der har. Jeg har en fornemmelse af, at mange synes, at de er unge langt op i 30erne. Og ikke er voksne. Sådan havde jeg det selv – og kæmper vel egentlig stadig med det. Altså at forstå, at jeg ikke længere er på affyringsrampen. Jeg er ikke ved at forberede mig til livet. Jeg er i fuld gang. Det er ikke noget, der sker om lidt. Og det næste, der sker, er, at jeg skal ned igen efter at have været i luften. Det er den erkendelse, der gør, at man kan blive lidt kriseagtig. At man begynder at kunne skimte enden derude i horisonten. Det er jo en vild udsigt at få.«

Udsigten skræmmer dog ikke nødvendigvis. Simon Kvamm lyder som en mand, der også er i stand til at nyde den. Måske netop fordi han ved, at han lige nu har nået den maksimale flyvehøjde.

»Jeg kan helt klart også godt finde noget inspirerende i det. Det er ikke bare en hård og ubarmhjertig nedturserkendelse at være blevet voksen og være midt i livet. Der er også noget optur ved det. Jeg ved at den måde, jeg gør tingene på, den måde jeg lever mit liv på, er god nok. Jeg kan godt finde ud af at leve et liv. Det, der ligger i ikke at ville være voksen, er jo, at man ikke rigtig ved, om man gør det rigtigt. Men at man ligesom ser på, hvad man har opbygget, ser på sin familie, sine bedrifter og ejendele og kan sige: »Det er sgu godt nok, du. Fanden-fuck’me. Jeg kan godt finde ud af det.« Noget gør jeg ligesom mine forældre, og noget gør jeg helt modsat af dem. Og det er fint nok,« siger han og vender tilbage til flyve-analogien.

»Det er her, man kan se mest i begge retninger, og måske derved drage nogle sammenhænge – uden at sige, at man er klogere end andre. Men der er da udsyn. I takt med at man så bevæger sig nedad, kan man forhåbentlig finde energi i, at der er nogle andre, der er på vej op. For eksempel ens børn. At man i mindre grad tænker på sig selv. Det holder man selvfølgelig aldrig op med, men man kan godt se et formål med tingene, som ikke kun handler om ens egen røv og forløsning. Men også nogle andre menneskers. Og måske bruge, hvad man har set deroppe til at give videre. Det er vel også det, der ligger i at blive ældre. At kunne gøre noget med tingene for andre.«

»Jeg har en fornemmelse af, at mange synes, at de er unge langt op i 30erne. Og ikke er voksne. Sådan havde jeg det selv – og kæmper vel egentlig stadig med det. Altså at forstå, at jeg ikke længere er på affyringsrampen.«

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.