Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Silas Holst: Sikkerhedsnettet er revet væk under mig

Med »The Book of Mormon« er Silas Holst kommet derud, hvor han tvivlede på, om han overhovedet kunne bunde.

Silas Holst har kæmpet for at blive klar til rollen i musicalen The Book of Mormon. Scanpix/Nils Meilvang
Silas Holst har kæmpet for at blive klar til rollen i musicalen The Book of Mormon. Scanpix/Nils Meilvang

For fem år siden blev Silas Holst bjergtaget. På Broadway midt i den amerikanske storby New York ramte magien ham under musicalen »The Book of Mormon«.

Da telefonen nogle år efter ringede, og en teaterdirektør i den anden ende spurgte ham, om han var interesseret i at komme til prøve på en dansk opsætning af den populære musical, var svaret derfor et rungende ja.

Selv var han dog usikker på, om han havde, hvad der skulle til, men rollen var intet mindre end en drømmerolle, så Silas Holst tog til audition.

»Til den første prøve sang jeg afskyeligt dårligt og kunne ikke nå de høje toner. Men så tiggede og bad jeg chefen om en chance til, som jeg gudskelov fik. Men anden gang sad den heller ikke i skabet.«

»Teaterdirektøren spurgte så, om jeg var interesseret i at få rollen med det for øje, at jeg investerede et år på at træne sang inden. Det ville jeg hellere end gerne,« siger Silas Holst og tilføjer:

»Så jeg stoppede med at ryge, gå i byen og drikke alkohol i et år. Det har været et småkedeligt år, men det er det hele værd.«

Nu er han aktuel i den ultrapopulære musical, men selv om 34-årige Silas Holst kan skrive op til flere musicalroller på cv'et, så har der ikke været meget rutine at trække på denne gang.

»Det her er min første rolle, hvor jeg ikke rigtig danser, så for mig har det også været en personlig udvikling, hvor jeg har skullet finde modet frem. Hele mit sikkerhedsnet, med alt hvad der hedder dans og rytme, er revet væk under mig.«

»Jeg har ikke bare kunnet charme mig igennem de ting, som jeg syntes, var svære, og det har været vildt grænseoverskridende,« forklarer Silas Holst.

Det seneste år har han derfor brugt på at modtage sangundervisning og dramatimer for at blive klar til rollen.

»Jeg har aldrig været så forberedt til en rolle som den her, fordi jeg vidste, at det var så meget ude af min komfortzone. Men jeg havde brug for at lære noget fra bunden og udvikle mig.«

»På den måde kom det her på det helt rigtige tidspunkt. Det var præcis nu eller aldrig, at jeg skulle bruge et år på at komme et andet sted hen. Jeg har brug for at bevise over for mig selv og andre, at jeg kan mere end bare at danse en engelsk vals og tango,« siger Silas Holst, der for alvor blev landskendt i »Vild med dans«".

Det seneste år har på mange måder været hæsblæsende, erkender han. Ud over den intense forberedelse op til musicalen har han mistet sin reservemor, er blevet far til sønnen Bob Jones og skilt fra skuespilleren Johannes Nymark.

Intet af det er kommet som lyn fra en klar himmel, fortæller Silas Holst, og derfor har han kunnet finde ro og overskud til også at fokusere på arbejdet.

»For mig er det godt at have et arbejde, hvor jeg både er fysisk og kreativ. Det er helt sikkert en ventil for at få tankerne ud,« forklarer Silas Holst.

Og selv om 2017 har været fyldt med udfordringer, så er han glad for, at han bed tænderne sammen og holdt ud.

»For en som mig, der ikke har så meget selvværd, er det rart at blive bekræftet i, at jeg godt kan finde ud af nogle ting, og det får den her forestilling mig til at føle hver dag. Så for mig er det en stor gave hver dag at få lov til at optræde og overskride min grænse,« forklarer Silas Holst.

»The Book of Mormon« får premiere 25. januar på Det Ny Teater i København.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.