Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Sherlock Holmes-serie udråbt til verdens mest populære

Ny sæson af Sherlock startet på Netflix . Serien kan ses i 240 lande og slog hos BBC dronningens juletale, men den nye kan blive den sidste med Benedict Cumberbatch som den karismatiske Holmes, antyder hovedpersonen.

Benedict Cumberbatch begejstrer på fjerde sæson som Sherlock Holmes.
Benedict Cumberbatch begejstrer på fjerde sæson som Sherlock Holmes.

Det er elementært: Sherlock Holmes er verdens mest kendte detektiv. At den nyeste TV-version med den 129 år gamle  mesterhjerne samtidig skulle blive verdens i øjeblikket mest populære TV-serie, er dog langt fra en selvfølge, men det er ifølge britiske The Independent tilfældet.

BBC-serien »Sherlock« med Benedict Cumberbatch i hovedrollen som det nærmest autistiske detektiv-geni, lader handlingen foregå i moderne tid, og kombinerer billedsiden med grafiske virkemidler på til tider nyskabende vis. Første episode af fjerde sæson har netop haft premiere på BBC, og serien kan også ses på Netflix. Senere bliver den som de tidligere sæsoner vist på DR.

»Sherlock« har indkasseret et hav af priser og bliver vist i 240 lande - serien har ikke mindst mange fans i Asien, og da daværende premierminister David Cameron var på officielt besøg i Kina for tre år siden var et af de spørgsmål, der mødte ham, hvorfor den engelske regering ikke kunne få BBC til at lave flere episodes af »Sherlock«, fortæller The Independent.

Det lykkedes dog - uden regeringens hjælp - og i dag har detektiv-serien knap 6 millioner fans på Facebook. Bag Sherlock står serieskaberne Steven Moffat og Mark Gattiss, og sidstnævnte fortæller til Independent, at han konstant er bagud med at besvare fanmails.

»Folks begejstring og hengivenhed til serien er overvældende - om det er fra Kina eller Rusland. Man får nogle meget bevægende breve om, hvordan serien har påvirket folks liv. Nogle fortæller, at de er kommet ud af en depression eller har fået nye venner gennem serien. Det er virkelig noget særligt, at en serie har den effekt - bare gennem 10 episoder,« siger Mark Gattiss. Hver sæson er kun på tre episoder - plus en special-udgave sidste år.

 

Første episode af den nye sæson, der blev vist på BBC 1. nytårsdag blev set af 8,1 million briter og slog således seertallet for den britiske dronnings traditionsrige julehilsen, skriver de engelske medier. Episoden hedder »The Six Thatchers« og er baseret på Conan Doyle novellen »Eventyret om de seks Napoleon'er«. Den sætter ifølge Daily Telegraph den fjerde sæson i gang med et brag, mens The Guardian mener, at Sherlock nærmest er på linje med James Bond i action og drama. Handlingen skal af spoiler-hensyn ikke beskrives nærmere her, men anmelderne er stort set enige om, at afsnittet lever op til den enorme hype, serien især i Storbritannien har fået.

Se traileren her:

Om der så kommer flere sæsoner med Benedict Cumberbatch som Sherlock og Martin Freeman som sidekick Watson er mere tvivlsomt. I et interview med Daily Mirror i sidste uge, antydede, Cumberbatch - der i år har haft stor succes i filmen »Dr. Strange« og i øvrigt har barn nr. to på vej på hjemmefronten -  at det kunne blive svært at passe Sherlock ind i hans tidsplan fremover

»De nye afsnit tager serien et sted hen, som umiddelbart bliver svært at følge op på.  Vi siger aldrig aldrig om den serie, men i den nærmeste fremtid har vi alle en del ting, som vi skal i gang med, og serien virker meget komplet, som den er nu,« lød det fra Benedict Cumberbatch.

Som i øvrigt har genetiske forudsætninger for at spille Sherlock Holmes, mener historikere ved hjemmesiden Ancestry.com, der udbyder slægtsforskning. Her har man regnet sig frem til, at Benedict Cumberbatch - meget langt ude - er i familie med forfatteren bag Holmes, Sir Arthur Conan Doyle. Angiveligt nedstammer de begge fra John of Gaunt, der levede fra 1340 til 1399 og var hertug af Lancaster og skulle være Doyles tipoldefar i 15. led og Cumberbatch' i 17. led.  Det er så heller ikke helt elementært.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.