Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Jubilæum

Shakespeare – nu og til alle tider

I år har William Shakespeare været død i 400 år. Derfor hyldes historiens mest spillede dramatiker verden over. Men hvad er det egentlig, der gør ham til en forfatter, vi stadig kan bruge til noget?

»Svaghed, dit navn er kvinde«: Charlotte Engelkes og Caspar Phillipsson i Republiques musikalske, internationalt turnerende version af »Hamlet«.
»Svaghed, dit navn er kvinde«: Charlotte Engelkes og Caspar Phillipsson i Republiques musikalske, internationalt turnerende version af »Hamlet«.

Shakespeare - død i 400 år i år. Var det ikke nemmere for teatret at lade ham hvile i fred?

Tag et hvilket som helst af hans mange stykker. Uanset hvilket, man måtte vælge, vil der være tale om en kæmpe mundfuld at puste liv i for et moderne teater. Vi halser så hæsblæsende mod horisonten, og Shakespeares renæssance synes længere væk end nogensinde før. Shakespeare – vor fortidige!

Man kan også spørge på en anden måde: Hvor ofte ser vi egentlig en virkelig vellykket Shakespeare-forestilling herhjemme? Og hvor tit har teatrene ellers efterhånden mod på og lyst til at begive sig i krig med at gøre stykkerne tilgængelige for vores egen tid, til at give sig i lag med de vanskelige ord og de endnu vanskeligere referencer bag idéerne i dramaerne?

Ofte strander det hele på dansk teaters manglende evne til at svinge sig op på niveau med forfatteren. Måske er der en overordnet instruktøridé ovre i et hjørne, men ganske ofte en fiks en af slagsen. Interessant i en enkelt passage, en ørkenvandring resten af tiden.

Andre gange er der tale om en pligtopførelse uden anden mening end ørkesløs beskæftigelsesterapi for skuespillere og publikum. Medgivet: Øvelsen er hundesvær. For hvordan favne storheden i tragedierne? Shakespeare er jo alt andet end kommunal. Hvordan transponere det sjove i komedierne, så det rammer noget og nogen?

Og så er der ordene, de blankvers, der er så svære at få has på, og som ofte på de ikke synderligt poetisk sindede danske teaterscener ender i en liren af sig, fordi der på baggrund af seks ugers prøver ikke ligger klare nok tanker bag det, der bliver sagt.

Fordi han er en klassiker

Hvorfor skal vi så overhovedet spille ham – hvis han da overhovedet er en »ham«, ikke en »hende« eller en »dem« – med tanke på Shakespeare-forskningens mere eller mindre konspiratorisk-vidtløftige idéer om, hvem der gemmer sig bag den enestående række af komedier, tragedier og historiske skuespil, vi tilskriver forfatternavnet?

Svaret er enkelt: Fordi han er en klassiker. I det ligger der, at hans stykker – trods tidens og tankekraftens forhindringer – stadig handler om os.

Det vil sige om mennesket. Læg dertil, at hans dramatik har den elasticitet indbygget i sig, som gør, at han har den ægte klassikers åbning for fortolkning. Man bliver ikke færdig med ham. Dertil er han simpelt hen for uudgrundelig, for varieret, for mangesidig – det er velsagtens den ene af årsagerne til, at idéen om, at en halvstuderet røver fra provinsflækken Stratford-upon-Avon ikke kan være ophavsmand til så righoldigt et katalog, er opstået.

Den anden er, at vi reelt ved meget lidt om mandens liv. Det kan godt være, at hans samlede forfatterskab er blevet sammenlignet med Bibelen i storhed og betydning – i mangel af bedre. Men der er en afgørende forskel, for Shakespeares dramatik er på ingen måde dogmatisk. Hans verden er ikke for fastholdere. Den højeste, mest ophøjede poesi afløses af pruthumor. Fyrster efterfølges på scenen af ludere og lommetyve. Og Shakespeare moraliserer ikke.

For tilsyneladende kender han til tvivlens nådegave. Modstridende idéer er der masser af, men ikke som abstrakt filosoferen. Det er altid indlejret i figurerne. Det er her, principperne strides: I den enkelte. Som idéhistorikeren, filologen og Shakespeare-oversætteren Johannes Sløk så glimrende har udtrykt det, er Shakespeares skuespil »et sammenstød af ideer, ikke abstrakte idéer, men de i mennesker inkarnerede og derfor konkrete ideer.«

Flerdimensionelle figurer

Hans figurskildring er ikke sort-hvid, men flerdimensionel. Selv i den værste skurk er der en menneskelighed, som gør, at vi godt kan sætte os ind i hans eller hendes bevæggrunde.

Tag den ubehagelige Jago i »Othello«, den evige næstkommanderende, som bliver sin herres banemand og oven i købet er skyld i, at titelfiguren håndkvæler sin hustru i ægtesengen. En vaskeægte skiderik, ham Jago, men vi forstår ham jo godt. For Shakespeare giver ham lov til at forklare sig, til at lette sit hjerte over for publikum. Forbryderen ligger ganske enkelt under for det »grønøjede monster«, som sygelig jalousi er.

Selv ægteparret Macbeth, som udvikler sig til blodbesudlede tyranner for at holde på magten, ser vi bag kulisserne, hvor de hidser hinanden op: Hvorfor skulle de ikke have en bid af kagen?

Eller hvad nu med den værste satan af dem alle i hele Shakespeares store forbryderalbum, den pukkelryggede massemorder Richard III: Også han gør publikum til medvidere i sin blanding af blind ambition og outsiderens hævntogt. Med charmen som forsonende træk.

Man kan også vende den om og se på Shakespeares helte. Også de er behæftede med fejl og mangler – og deraf opstår jo så oftest tragedien, for det er deres brist, der, som en akkilleshæl, bringer dem til fald. Er Hamlet bare en lysende prins uden ubehagelige sider? Absolut ikke.

Udover at han nøler for længe med at handle, så vil man da egentlig nødig være i nærheden af ham. Han er et menneske på godt, men lige så meget på ondt.

Eller hvad med Kong Lear, som man inden længe kan se på Det Kongelige Teater, når Peter Langdal sætter det svære stykke op med Tommy Kenter i hovedrollen? Vist synes vi da, at det er synd for den gamle konge, der må vandre hvileløst og forstødt på den vilde hede efter at have haft de bedste intentioner om at dele sin magt mellem sine døtre. Vi hepper på ham, men er hans ulykke ikke også et spørgsmål om hovmod, der står for fald?

Verden vendes op og ned

Det er denne flersidighed i figurerne, der er med til at gøre Shakespeare til en klassiker, man ikke kan blive færdig med. Man kan lægge vægten på det ene eller på det andet i deres psykologi. Det er deres destruktive kaos, der kommer indefra som et psykologisk overtryk, der påvirker det verdensbillede, som ligger til grund for stort set alle Shakespeares skuespil: Orden bliver til kaos bliver til orden igen. Verden bliver vendt op og ned, men restitueres.

Hvad enten det er i komedierne, hvor en gruppe mennesker i for eksempel »En skærsommernatsdrøm« løber til skovs og lever de erotiske muligheder ud, inden de vender tilbage til byens ordnede forhold. Eller i »Helligtrekongersaften«, hvor Viola klæder sig ud som mand og sætter gang i kønsforvirringen, inden alt falder på plads inden tæppefald.

Eller i »Trold kan tæmmes«, hvor vildkatten Katharina længe byder sin mand arrigt trods, inden hun underkaster sig ham.

På samme måde i tragedierne: Parret Macbeth må for eksempel stødes fra tronen, for at en ny hersker kan sætte sig på den. »Romeo og Julie« skaber først ulykke med deres kærlighed, siden indstiftes freden af stridende familier hen over deres lig. I »Hamlet« genopretter den norske prins Fortinbras stabiliteten efter at have sparket døren til Kronborgs slagtehus ind. Men er den orden ikke til forhandling? Er Katharina nu også så underdanig? Narrer hun bare sin mand? Eller snyder de sammen alle de andre? Er de gode overklassegrækere egentlig helt de samme efter skærsommernattens udskejelser?

Er tragediernes mange nye tronbestigere ikke bare mere af samme tyranniske skuffe, sådan som den polske Shakespeare-fortolker Jan Kott mente i 1960ernes banebrydende udlægning, »Shakespeare - vor samtidige«.

Der er frit valg. Det er dette frie valg inden for rimelighedens grænser, der gør Shakespeare til verdenslitteratur, vi aldrig bliver færdig med. Som gør det muligt for vores egen tid – vores egne iscenesættere – at gennemstrømme ham.

Læg dertil, at han minder os om, at vi ikke er de første, forhåbentlig heller ikke de sidste, på denne jord. Der var noget før os, der lignede. Der kommer nogen engang, som tager over. Som stod, eller som kommer til at stå, over for nøjagtig de samme moralsk-etiske valg som vi. Eller i hvert fald nogen, der ligner.

Det kan vi vist alle sammen have bruge for at blive mindet om.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.