Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Scenekunsten hyldet med Reumert-priser - og Lisbet Dahl med en særlig én

Søndag aften blev årets Reumert-statuetter uddelt i Operaen.

Lisbet Dahl, skuespiller og instruktør tildeles Årets Hæderspris ved uddelingen af Årets Reumert søndag d. 12 juni 2016 i Operaen i København. (Foto: Jens Astrup/Scanpix 2016)
Lisbet Dahl, skuespiller og instruktør tildeles Årets Hæderspris ved uddelingen af Årets Reumert søndag d. 12 juni 2016 i Operaen i København. (Foto: Jens Astrup/Scanpix 2016)

Cremen af dansk scenekunst var søndag aften samlet i Operaen, hvor såvel storslåede præstationer som nyt talent blev hyldet ved uddelingen af årets Reumert-priser. Rasmus Botoft ledte publikum gennem aftens festligheder med hjælp fra Nikolaj Stokholm og Bodil Jørgensen.

Odense Teater løb med prisen Årets Forestilling for vampyrdramaet »Lad den rette komme ind«, der havde premiere på Sukkerkogeriet i januar. Forestillingen, der er instrueret af Jacob Schjødt, handler om det 12-årige mobbeoffer Oskar, der bor alene med sin mor i et kedeligt boligkompleks. En dag flytter Eli ind ved siden af, og Oskar bliver venner med den mystiske pige, der har en usædvanlig tørst efter blod. »Lad den rette komme ind«, der blander kærlighed, hævn, hverdag og vampyrer i en meget original cocktail, er baseret på Tomas Alfredsons svenske film med samme titel fra 2008, der igen var baseret på en roman af John Ajvide Lindqvist.

Prisen Årets Musical/Teaterkoncert gik til Det Ny Teaters opsætning af Richard Rodgers dejlige musical »The Sound of Music«, mens Det Kongelige Teaters bud på en fortolkning af verdens første blow job-opera, den britiske komponist Thomas Adès musikalske genistreg »Powder Her Face«, blev kåret som Årets Opera. »Lige om lidt bliver alting meget sjovere« på Teater Momentum modtog prisen for Årets Danseforestilling/Performance, og Teater Grob og Frit Fald fik Årets Særpris for forestillingen »Hår på den«, der handler om den moderne kvinde. Årets Børne-/Ungdomsforestilling blev »Citroner i Vand« på Det Lille Teater.

Årets Hæderspris til Lisbet Dahl

Blandt prismodtagerne var også en af dansk scenekunsts mest garvede og afholdte kræfter, hele Danmarks Lisbet Dahl, der fik Årets Hæderspris. I begrundelsen for at give Lisbet Dahl den fornemme pris, hed det blandt andet, at hun er en »institution på revyscenen«.

En anden markant kvindelig skikkelse i dansk teater gennem mange år, Benedikte Hansen, modtog prisen for Årets Kvindelige Hovedrolle for sin rolle som en sørgende kvinde i »Tørst« på Teater FÅR302, mens Årets Mandlige Hovedrolle for andet år i træk gik til Olaf Johanson. Denne gang fik han prisen for sin rolle på Det Kongelige Teater som Puntila, en finsk godsejer med et temmelig lunefuldt sind, der også er titelpersonen i den tyske dramatiker Bertolt Brechts stykke af samme navn.

Årets Kvindelige Birolle gik til Mette Døssing for hendes rolle som køkkenpige i August Strindbergs »Frk. Julie« på Aarhus Teater, mens Flemming Enevold tog prisen Årets Mandlige Birolle for den måde, han spillede nazist på i tyske Roland Schimmelpfennigs »Vintersolhverv« på Det Kongelige Teater.

Talenter på stribe

Og der blev uddelt flere priser endnu: Rolf Heim løb med den fornemme pris som Årets Instruktør for sin iscenesættelse af henholdsvis Ibrahim Amirs »Hvem har Æren« på Odense Teater – der hermed blev hædret for anden gang på en aften – og dukketeaterforestillingen »Arne går under« på Bådteatret. Rolf Søborg Hansen modtog prisen for bedste scenedesign for samme forestilling, og Årets Dramatiker blev forfatteren og dramatikeren Peter Asmussen, der blev hædret for dramaet »Soli Deo Gloria« på Betty Nansen Teatret.

Til showet blev der desuden uddelt talentpriser til Marie Knudsen Fogh, Tobias Praetorius, Liv Helm, Kristoffer Helmuth, Franciska Zahle, Nanna Rossen, Simon Sears og Morten Grove Frandsen. De modtog udover Reumert-statuetten 35.000 kroner.

Reumert-priserne uddeles af en jury, der i år bestod af teateranmelder, cand.mag. Anne Middelboe Christensen, Information, kunstnerisk leder, cand.mag. Charlotte Mors, Danseværket, forfatter & teaterkritiker Gregers Dirckinck-Holmfeld, Gregersdh.dk., skuespiller og projektudvikler Henning Sprogøe, teateranmelder, mag.art. Henrik Lyding, Jyllands-Posten, teaterredaktør, cand.mag. Jakob Steen Olsen, Berlingske, kulturredaktør Lene Kryger, Fyens Stiftstidende & Fyns Amts Avis, rektor, ph.d. Mads Thygesen, Den Danske Scenekunstskole, festivalchef, kunstnerisk leder Michael Bojesen, Copenhagen Opera Festival, teaterredaktør, mag.art. Monna Dithmer, Politiken, ansvarshavende redaktør Rie Hammer, Teater 1 og radiovært og programmedarbejder, cand.mag. Tore Leifer, DR.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.