Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Analyse

Sådan vil race påvirke oscaruddelingen

"La La Land" eller "Moonlight" - begge film vurderes til at kunne vinde en oscar som årets bedste film. Hvordan vil Hollywood spille racekortet ?

Instruktøren Barry Jenkins foran plakaten for »Moonlight«, der er en af favoritterne til Årets Bedste Film.  
Instruktøren Barry Jenkins foran plakaten for »Moonlight«, der er en af favoritterne til Årets Bedste Film.  

Tidligt om morgenen efter sidste års oscaruddeling, skrev undertegnede om, hvorfor det var på høje tid, at Hollywood fik leveret nogle film med markante roller til sorte skuespillere. Det var efter en oscar-ceremoni, der på forhånd var blevet kraftigt kritiseret for (igen) ikke at have en eneste sort skuespiller eller instruktør blandt de nominerede.

Eneste “sorte” indslag var oscarværten Chris Rock, der brugte en stor del af sin taletid til at kritisere det alt for hvide Hollywood - på socialmedier kaldet #OscarSoWhite.

Som filmelsker, og det var sidste år budskabet i min kommentar, er jeg i princippet ligeglad med hvilken etnicitet en skuespiller har - eller om filmenes “usynlige” instruktør er asiat, ukrainer eller hvid, angelsaksisk protestant. Hvis filmens historie er skruet ordentligt sammen, bliver jeg som publikum farveblind, og vil bare vide, hvor handlingen bringer mig hen.

Når farven på de medvirkende alligevel er vigtig, skyldes det selvfølgelig, at etnicitet uomtvisteligt spiller en rolle i virkelighedens verden, hvad enten vi bryder os om det eller ej.         

Hvis kunsten derfor skal bevare en tilknytning til virkeligheden, og ikke være ren eskapisme, er farven på de medvirkende vigtig. 

Kunst spiller en rolle, når det handler om at inspirere mennesker i deres egne liv, og selv om hvide filmkunstnere gennem årene har inspireret millioner af sorte publikummer og omvendt, er det nemlig såre menneskeligt at identificere sig mest med dem, der ligner én selv. Man kunne kalde det en slags racisme. Chris Rock demonstrerede selv princippet, da han interviewede en stribe sorte amerikanere om hvilke af de nominerede film de havde set. Ingen havde set de “hvide” film som »Bridge of Spies« eller »Trumbo«.

Søndag nat, når dette års oscar-priser bliver delt ud, vil racespørgsmålet stå stærkere end nogensinde før. En af de nominerede film, Barry Jenkins’ “Moonlight”, er i sig selv et godt eksempel på, hvor stor forskel farver i filmkunsten stadig kan gøre.

Som en af de første mainstream spillefilm nogensinde skildrer “Moonlight” nemlig de bitre erfaringer, mange afroamerikanske homoseksuelle har gjort sig i en sort minoritetskultur, der historisk har hyldet det hypermaskuline. Sorte homoseksuelle er minoritetens minoritet, og lever dertil i fare for at blive gjort til syndebukkenes syndebuk, ganske som det bliver skildret så knugende i “Moonlight”. I avisen The Guardian har kritikeren Josh Lee fortalt, hvordan filmen mindede ham om en opvækst med kulturel isolation og mangel på forbilleder. Filmen har tændt håb i en tabuplaget og stigmatiseret del af verden.

Dermed skulle man tro, at “Moonlight” med sin sorte instruktør og helt sorte cast af fantastiske skuespillere er selvskrevet til at erobre en oscar for årets Bedste Film, idet det normalt homovenlige Hollywood ville kunne vise sin velvilje overfor hele to minoriteter på en gang.

Men så enkelt er det ikke. Sikkert er det, at de over 5.000 medlemmer af oscarakademiet er blevet mere følsomme overfor den kritik, der beskylder dem at være for enøjet hvide, og Akademiets ledelse har da også bevidst søgt at rekruttere flere farvede medlemmer.

At der i år er tre nominerede film, der handler om sorte amerikaneres liv og erfaringer, er dog ikke en direkte følge af et ønske om større diversitet. De tre film er, udover “Moonlight”, Denzel Washingtons “Fences” og Theodore Melfis “Hidden figures” var i produktion allerede inden #OscarSoWhite-kampagnen var i gang.

Ved højtidelige lejligheder hylder Hollywood altid etnisk diversitet, men kun så længe diversiteten ikke kommer i konflikt med evnen til at tjene penge. Grunden er, at der i de senere år har dannet sig en forestilling i filmbyen om, at film om sorte ikke kan tjene penge.

Det betyder, at de allerfleste spåkoner i dag sætter deres penge på, at den nostalgiske - og “helhvide” - musical “La La land” kommer til at vinde ceremoniens sidste og vigtigste oscar for Bedste Film. Musicalen har allerede hjemtaget alle de priser, der traditionelt regnes for at være sikre oscar-pejlemærker. Det gør indtryk på akademiet, der består af professionelle branchefolk. I den forbindelse gør det knapt så meget indtryk, at »La La Land« er blevet beskyldt for at »kultur-approbriere« den sorte jazzmusik. En beskyldning der kun er et pindehul mindre slem end beskyldningen direkte racisme. 

Det vil være en overraskelse, hvis “Moonlight” vinde den oscar, som mange mener den fortjener. Det ville i så fald kunne starte en ny tendens, hvor filmproducenter tør satse mere på film med sorte stjerner. Hollywood er ikke racistisk. Hollywood vil bare gerne tjene penge.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.