Sådan gik det til, at Dannebrog ikke længere skulle vaje over De Vestindiske Øer

I dag er det 100 år siden, at danskerne ved en folkeafstemning godkendte en aftale om at sælge De Vestindiske Øer til USA. Salgs-processen var sket under skrål, skrig og protester, men afstemningen var klar. Danskerne ville gerne sælge. Vestinderne blev ikke spurgt.

Der er i år 100 år siden, at Danmark solgte De Vestindiske Øer til USA.
Der er i år 100 år siden, at Danmark solgte De Vestindiske Øer til USA.

Ejerskabet af De Vestindiske Øer var blevet en møllesten om halsen for Danmark: Indtægterne fra plantagerne faldt. Den sorte befolkning var utilfreds og oprørsk. Danmarks lokale administratorer var vanskelige, alkoholiserede og korrupte. Og øerne kostede os en bondegård. I 1845 havde Danmark solgt Dansk Ostindien til Storbritannien og i 1850 Dansk Guinea, så det lå lige for også at sælge de tre vestindiske øer.

Ikke mindst på Skt. Croix voldte økonomien uro og store problemer, fordi salget af sukkerrør faldt. Der var spændinger mellem den sorte, fattige befolkning og plantageejerne, som var hvide. Desuden var der ikke noget stærkt historisk, kulturelt eller religiøst bånd mellem øerne og moderlandet. De fleste lokale talte engelsk, de var ikke protestanter, og når de skulle have en uddannelse, tog de fleste til USA. I det hele taget var øerne en sørgelig historie med elendige sociale forhold og sygdomme, der blandt andet viste sig ved stor børnedødelighed.

Ved fredsforhandlingerne i 1864 efter krigen mod Det tyske Forbund forsøgte Danmark at bytte øerne til gengæld for at få tabte områder fra Slesvig og Holsten tilbage, men ideen blev skudt ned. Der var i 1867 en amerikansk interesse i at erhverve øerne, fordi de kunne fungere som base for den amerikanske flåde, og man nåede 24. oktober 1867 frem til en aftale. Men netop som handlen skulle afsluttes, blev øerne ramt af orkan og jordskælv, og aftalen blev skyllet over bord.

USA viste fornyet interesse efter den spansk-amerikanske krig i 1898, og forhandlingerne om et salg begyndte i januar 1900. I 1902 nåede man til enighed om en pris på fem millioner dollar for alle tre øer. Salgstraktaten blev dog stoppet af det danske Landsting, da den ikke sikrede befolkningen en folkeafstemning og amerikanske borgerrettigheder.

Sagen lå herefter død nogle år, men flere forhold aktualiserede et salg omkring Første Verdenskrig. På Skt. Croix var der til stadighed uroligheder. I foråret 1915 havde arbejderlederen, David Hamilton Jackson, organiseret den sorte befolkning i en fagforening, og for første gang kunne de bruge strejkevåbnet. På baggrund af strejke og uro telegraferede plantageejerne på Skt. Croix efter et krigsskib fra Danmark, og 11. november 1915 sendte Danmark krydserkorvetten Valkyrien til øerne. Urolighederne, den belastende økonomi og afsendelsen af Valkyrien overbeviste ikke mindst de radikale politikere om, at et salg var uundgåeligt.

Med i spillet om øernes fremtid var den internationale situation, for danske politikere frygtede, at USA ville indtræde i krigen og kræve øerne som flådebase. Det ville Danmark ikke kunne afvise, og en sådan overgivelse eller salg til USA kunne opfattes som et brud på neutraliteten over for Tyskland. Den danske regering og ikke mindst den radikale udenrigsminister, Erik Scavenius, ville gøre næsten alt for at holde Danmark neutral.

USA frygtede, at Tyskland ville besætte Danmark og derved skaffe sig kontrol over øerne og bruge dem som base for operationer, så også af den grund var det sandsynligt, at amerikanerne ville overtage øerne. Desuden medførte de tyske undervandsbåde, at der var en forøget interesse for en amerikansk flådebase. Undersøgelser har vist, at tyskerne næppe havde konkrete planer om at overtage øerne til det formål, men i USA var der en formodning om, at det var tilfældet.

I maj 1915 havde Erik Scavenius et møde med den amerikanske gensandt i København, Maurice Egan, og gjorde det her klart, at Danmark var interesseret i at sælge øerne, selv om det var betændt på grund af Danmarks neutralitet, som betød, at vi ikke selv kunne rejse sagen. Egan anbefalede sin regering, at man købte øerne, og i august 1915 oplyste han, at et amerikansk tilbud var på vej. 29. oktober var et amerikansk udspil en realitet.

Ved en folkeafstemning 14. december 1916 blev danskerne spurgt, om Danmark skulle sælge De Vestindiske Øer til USA. Flertallet satte kryds ved »Ja«.
Ved en folkeafstemning 14. december 1916 blev danskerne spurgt, om Danmark skulle sælge De Vestindiske Øer til USA. Flertallet satte kryds ved »Ja«.

Sagen var ikke enkel, for et salg til USA kunne som nævnt opfattes som en provokation, og den radikale indenrigsminister, Ove Rode, skrev i sin dagbog, at man kunne sælge til et neutralt land, men ikke til et land, der viste fjendtlig optræden over for Tyskland. Det var af stor betydning for den danske regering, at forhandlingerne blev ført i dybeste fortrolighed, og de førte i begyndelsen af 1916 til et konkret tilbud på 25 millioner dollar eller godt 100 millioner kroner, hvilket svarede til halvdelen af et dansk statsbudget.

Den 20. januar 1916 forelå en konkret aftale, og Erik Scavenius orienterede de øvrige partiledere, dog under forudsætning af, at de ikke sagde noget videre til partiernes øvrige medlemmer. Men der blev alligevel hurtigt livlig debat, blandt andet fordi de danske politikere i amerikanske medier kunne læse om sagen. Venstre fastholdt den gamle idé fra 1800-tallet om, at øerne skulle indgå i en eller anden form for byttehandel med Nordslesvig, men Scavenius afviste pure, at det kunne lade sig gøre.

I marts 1916 kom et traktatsudkast fra amerikanerne, og først da blev Storbritannien, som var en stormagt, orienteret om planerne. Den britiske regering havde ikke noget imod aftalen, muligvis fordi den ville forværre forholdet mellem Tyskland og USA. I juli var forhandlingerne om aftalen næsten færdige, og man orienterede forsigtigt både London og Berlin om situationen, men blandt danske politikere var der voldsom ballade og utilfredshed med, at Scavenius havde ført forhandlingerne i al hemmelighed og ikke havde involveret Rigsdagen.

Også den danske presse skrev kritisk om regeringens hemmeligholdte forhandlinger, men Scavenius fastholdt over for politikerne, at et salg var nødvendigt for ikke at inddrage Danmark i internationale konflikter. Debatten i Folketinget blev ophidset og personlig, som da Scavenius sagde til en venstrepolitiker, at hans spørgsmål kun viste: »at det ærede medlem ikke har forstået et ord af, hvad der foregår, og fremdeles er ude af stand til at forstå det. Hvad skal jeg så gøre? Jeg kan jo ikke tvinge folk til at forstå noget, de viser sig ude af stand til at forstå.«

salg1
salg1

Modstanden var ikke begrundet i økonomiske forhold, men i nationale motiver. Det trak op til en krise i Rigsdagen, og regeringen truede med at lægge aftalen ud til folkeafstemning. Situationen syntes uløselig, og kong Christian X foreslog, at en samlingsregering skulle dannes for at komme ud af dødvandet, men Scavenius var modstræbende. Kongen støttede i sidste ende Scavenius – og 30. september nåede man til enighed om at optage tre kontrolministre i regeringen: J.C. Christensen fra Venstre, Thorvald Stauning fra Socialdemokratiet og Chr. Rottbøll fra de Konservative. Stauning blev dermed den første socialdemokratiske minister.

Regeringen nedsatte en kommission, der fik til opgave at udarbejde en betænkning om salget. Den forelå 2. december, og et flertal i Landstinget gik nu ind for et salg. Der blev afholdt en folkeafstemning 14. december 1916 – altså for nøjagtig 100 år siden – hvor et klart flertal på 283.670 stemmer gik ind for salget og 158.157 imod, hvilket svarede til, at kun 37 pct. af vælgerne stemte. Øernes befolkning deltog ikke i folkeafstemningen, men David Hamilton Jackson arrangerede en privat folkeafstemning på Skt. Croix, hvor 4.027 stemte for og syv stemte imod. Dermed var aftalen i hus, og den blev ratificeret 17. januar 1917. 1. april 1917 blev øerne formelt overdraget USA. Fem dage senere trådte USA ind i krigen mod Tyskland.

Kilder:

Bo Lidegaard: »Dansk Udenrigspolitisk Historie 1914-1945«.
Hans Henrik Appel: »Skal de Vestindiske øer sælges - JA eller NEJ?«.
Carl Østen: »Da Dannebrog blev strøget i Dansk Vestindien, et 40 års minde« (Handels- og Søfartsmuseets årbog 1957).
Rigsarkivets hjemmeside om De Vestindiske Øer: virgin-islands-history.org

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.