Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Efterliv

Sådan får man en plads i litteraturhistorien

Først døde Tomas Tranströmer, så Klaus Rifbjerg. Begge var levende legender og titaner i deres samtid. Men hvad skal der til for at blive litteraturhistorie og blive stående i eftertiden?

Forfatteren Klaus Rifbjerg døde efter længere tids sygdom. Han blev 83 år.
Forfatteren Klaus Rifbjerg døde efter længere tids sygdom. Han blev 83 år.

Når en forfatter dør, dør forfatterskabet også. Den evige strøm af nye udgivelser river det med sig og dømmer det til glemsel i bibliotekernes magasiner og boghandlernes udsalgskasser eller ultimativt: Som røg i forbrændingsanstaltens skorsten.

Sådan er det bare.

Medmindre man altså er »én af de store«, »én af de uomgængelige«, eller hvad der nu stod i de mange glødende nekrologer og omtaler af Tomas Tranströmer og Klaus Rifbjerg, der for nylig døde med mindre end to ugers mellemrum. De var begge titaner og legender, allerede mens de levede.

Men deres død kalder også, nu hvor guldstøvet har lagt sig, et spørgsmål frem. For hvad skal der egentlig til for at blive litteraturhistorie og blive stående i eftertiden?

Anne-Marie Mai er professor i dansk litteratur ved Syddansk Universitet og har blandt meget andet skrevet en litteraturhistorie i tre bind, »Hvor litteraturen finder sted«. Hun mener, at høj kunstnerisk kvalitet er det vigtigste:

»Det er helt afgørende, men rejser naturligvis også spørgsmålet om, hvad »kunstnerisk kvalitet« overhovedet er. For mig at se er det, når en forfatter er i stand til at ramme noget i sin tid, men samtidig byder på noget eksistentielt, noget almenmenneskeligt. Sådan er det i William Shakespeares stykker, og et godt dansk eksempel er Tom Kristensens »Hærværk« fra 1930, der jo handler om det her jazzede journalistmiljø, men også peger ud over sin tid med sin historie om menneskelig fallit.«

Vigtigt med gode læsere

Ud over kunstnerisk kvalitet – altså både at kunne ramme og række ud over sin tid – er det vigtigt, at forfatteren har gode læsere.

»Det er kritikere, forskere og læsere i almindelighed, der anbefaler andre at læse den pågældende forfatter«, forklarer Anne-Marie Mai. »Men det er ikke sådan, at en forfatter med mange læsere er sikret en plads i litteraturhistorien. Der skal man have kritikerne og ikke mindst forskerne, dem, der oftest skriver litteraturhistorien, med sig.«

Men litteraturhistorien er ikke en slags Olymp, hvor indskrevne forfattere er sikret plads i al eftertid:

»Litteraturhistorien er ikke en konstant, men en evig forhandling,« siger Anne-Marie Mai.

»Selv sådan én som Shakespeare har ikke altid været lige stor. I den danske romantik fandt man eksempelvis nogle af hans stykker for blodige, og Brorson og hans elskede julesalme »Den yndigste rose er funden« var stort set ukendt og glemt i 1800-tallets begyndelse, fordi man var træt af pietismen. Så tidsånden spiller i allerhøjste grad med.«

»Det gælder også køn og kønsroller. Kvinder havde længe en meget beskeden plads i litteraturhistorien, mens det er anderledes balanceret i dag, hvor Amalie Skram, Tove Ditlevsen og mange andre er repræsenteret. Så litteraturhistorien er, blandt meget andet, et spejl af nutidens værdier. Og litteraturhistorien bliver også holdt levende og bevægelig, fordi forskere gerne vil præsentere et stærkt, glemt forfatterskab. Men igen: Kvaliteten skal være der, og mange har eksempelvis forsøgt at genlæse den danske forfatter Karl Gjellerup, der jo fik Nobelprisen i litteratur. Jeg har også forsøgt mig, men ud over et par digte, er det meget svært at holde ud! Han var god til at bearbejde sin samtid, men det holder jo ikke efter døden.«

Kulturbærerne huskes

Også professor og dr.phil Birgitte Possing, der foruden selv at have skrevet biografier har skrevet om genren i »Ind i biografien«, mener, at kvaliteten i værkerne er vigtigst. Ikke bare forfatterens, men også dem, der skrives om forfatteren:

»Der er eksempelvis skrevet over 800 større eller mindre biografier om Henrik Ibsen. Et stærkt behov hos efterfølgende generationer for at forstå og genfortolke store forfatteres liv og værker i forhold til deres egen tid er afgørende, hvis man skal blive husket.«

Possing har også noteret sig et andet fællestræk ved mange af de forfatterne, vi husker. Nemlig at de har formået at skubbe til deres samtid: »De er lidt foran, har udtrykt et opbrud eller en tidsånd, der var på vej. De, der er rene plagiater af en tidsånd, bliver hurtigt glemt. Men de kulturbrydere, der er deres tids kulturbærere, glemmer man ikke.«

En vis grad af mystik hjælper også, siger Birgitte Possing:

»Det er ofte kendetegnende, at forfatterne har efterladt sig en eller anden form for uhåndgribelighed. En gåde omkring deres person. Eller om tilblivelsen af deres værk. Noget, der er svært at forstå. Rifbjerg havde for eksempel det, at han altid - hvor han gik, stod og lå - kunne skabe, selv på sit dødsleje. Da Thomas Bredsdorff ringede og spurgte ham, om han kunne skrive nogle mindeord om Tranströmer, havde han et kvarter efter et digt klar, der blev trykt i Politiken.«

»Hvor kommer sådan noget fra? Det var, som om han havde en åben åre. Det er det samme med Henrik Ibsen og Knut Hamsun. Det her enorme arbejdsdrive. I Hamsuns tilfælde er der ovenikøbet det for eftertiden svært forståelige, hvordan han kunne være den store gennembrudsforfatter samtidig med at være nazist eller i hvert fald pangermanist. Det, man ikke kan forstå, kredser man om.«

Talent ikke nok i sig selv

Lars Bukdahl, litteraturkritiker på Weekendavisen, mener, at Tranströmer og Rifbjerg på hver deres vidt forskellige måde er eksempler på, hvad der skal til for at blive stående for eftertiden.

»De var på mange måder hinandens modsætning. Rifbjerg skrev omkring 150 bøger, mens Tranströmers værk er samlet i ét bind. Tranströmer var tidløs, uafhængig af tiden, mens Rifbjerg i den grad tegnede tiden som den, der gjorde dansk litteratur moderne. Men begge havde de et meget markant gennembrud,« siger Lars Bukdahl.

Og netop det at slå igennem med stor kraft og gerne ikke alt for sent i livet er afgørende, hvis man skal have en plads i litteraturhistorien, vurderer han. Og så repræsenterer Tranströmer og Rifbjerg de to typer, der formår at skille sig ud fra flokken.

»Rifbjerg havde i dén grad generationsappel, da han kom frem, mens Tranströmer var mesteren, der allerede fra ungdommen var fuldbragt – en dansk pendant er Henrik Nordbrandt.«

Lars Bukdahl giver et nyere eksempel på en forfatter, der har markeret sig allerede med sin første bog. »Yahya Hassan vil blive husket for sine markante debutdigte, uanset om han skulle blive statsminister, eller hvad han skulle finde på.«

Lars Bukdahl mener som Anne-Marie Mai og Birgitte Possing, at en forfatters talent ikke kan gøre det alene. Andre skal hjælpe én frem. Som kritiker er han selv en del af den komplekse fødekæde, der er med til at skabe litterære legender.

»Det begynder selvfølgelig på forlagene, der skal synes, at en forfatter er interessant. Herfra er det gennem anmeldelserne, at det virkelig vigtige og svært gennemskuelige forløb opstår i forhold til at blive en betydelig forfatter. Én, som akademikerne herefter skriver artikler om og fortolker og på den måde får ind i litteraturhistorien, og som så kommer på pensum på universiteterne.«

Men den egentlige kanonisering sker længere nede i uddannelsessystemet, mener Bukdahl.

»I sidste ende opstår udødeligheden, hvis man kommer i folkeskolens eller gymnasiets litteraturkanon. Det må siges at være den mest absolutte grad af udødelighed, man kan opnå. At det er skrevet ind i loven, at man skal læses.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.