Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Teater

Rusland under overfladen

Sonja Vesterholt kom til Danmark fra Sovjetunionen i 1970. Hendes erindringer fra en opvækst under KGBs regime kan nu opleves som teatermonolog.

Sonja Vesterholt voksede op i en såkaldt »kommunalnaja-lejlighed« i Leningrad, hvor otte familier trængtes om pladsen. I dag deler hun sin smukke, gamle herskabslejlighed i København med sin datter, svigersøn og barnebarn.
Sonja Vesterholt voksede op i en såkaldt »kommunalnaja-lejlighed« i Leningrad, hvor otte familier trængtes om pladsen. I dag deler hun sin smukke, gamle herskabslejlighed i København med sin datter, svigersøn og barnebarn.

Som barn blev Sonja Vesterholt under et besøg hos sin moster i Litauen bidt af familiens hund. Af frygt for hundegalskab blev Sonja straks sat i behandling med daglige indsprøjtninger, mens hunden blev sendt til undersøgelse.

Det var i sommeren 1952 på et tidspunkt, hvor Stalin og hans hemmelige politi KGB endnu styrede Sovjetunionen med jernhånd, millioner var blevet myrdet, og det var daglig kost, at mennesker bare forsvandt. Så da Sonjas mor efter hjemkomsten til Leningrad en dag fik besked på straks at henvende sig på det lokale postkontor, blev hun grebet af rædsel og pakkede i hast en taske med tøj, inden hun med datteren i hånden begav sig af sted.

I et lille baglokale ventede to mænd. På bordet foran dem lå et telegram med teksten »Hunden er rask«. Mændene mente tydeligvis, at det var en kodet besked, og Sonjas mor en farlig spion og fjende af systemet. Men da moderen havde forklaret sammenhængen, og Sonja havde krænget blusen op og vist de mange stik, hun havde fået mod hundegalskab, fik de lov til at gå.

Der blev ikke brug for tasken med tøj.

»Da vi kom ud på gaden, standsede hun op og begyndte at grine. »Tåber!« udbrød hun. Jeg husker latteren. Hun grinede hele vejen hjem.«

Episoden er et godt eksempel, ikke bare på angsten og usikkerheden i efterkrigstidens Sovjet, men også på den robuste humor, hvormed Sonja Vesterholt i sine erindringer, der netop har fået titlen »Hunden er rask – fortællinger fra mit liv i Sovjet«, som hun har skrevet i samarbejde med Britta Sørensen, afslører det sovjetiske systems absurditet.

Bogen udkom i 2011 og blev modtaget med begejstring af både anmeldere og publikum. Og nu kan essensen af den opleves i teatermonologen »Hunden er rask«, der i øjeblikket opføres på Folketeatret med skuespilleren Pia Rosenbaum på scenen.

69-årige Sonja Vesterholt tager imod i den smukke, gamle herskabslejlighed med storslået udsigt over H.C. Ørstedsparken, som hun deler med sin datter, svigersøn og barnebarn. Hun er lige kommet hjem fra en uges skiferie i Georgien, og der er georgisk te i kanden og fint indpakkede georgiske chokolader i skålen på det lille sofabord ved vinduet.

Kat til aftensmad

Sonja Vesterholt kom til Danmark som 25-årig i 1970.

»Dengang var alle her så venstreorienterede og syntes, at det var spændende, at jeg kom fra Sovjet, fra et land, der prøvede at virkeliggøre den socialistiske utopi. Men livet i det land var slet ikke så utopisk, som de venstreorienterede her i Vesten forestillede sig,« siger hun. »Derfor tænkte jeg allerede dengang, at når tiden kom, og jeg kunne begynde at udtrykke mig på dansk, ville jeg skrive om, hvordan det virkelig var.«

Det blev dog først mange år senere, efter et langt og afvekslende liv, først om bryggeriarbejderske – som det hed dengang – på Carlsberg, som russisklærer på Københavns Universitet og andre højere læreanstalter, som galleriejer, filmproducent og dokumentarfilminstruktør, at der kom gang i skriveriet.»Det første kapitel, jeg skrev, handlede om belejringen af Leningrad og dengang, min mor spiste en kat,« fortæller hun.

Under tyskernes 900 dages belejring af Leningrad – det nuværende Sankt Petersborg – under 2. verdenskrig døde op mod to millioner mennesker af sult og kulde.

Sonjas mor overlevede, bl.a. ved sammen med nogle venner at spise en død kat. Sonja Vesterholt husker tydeligt, hvordan moderen hvert år fejrede »Kattens dag« med et festmåltid for hele familien. I fælleskøkkenet i den såkaldte »kommunalnaja-lejlighed«, hvor 28 mennekser deltes om pladsen efter et nøje udregnet kvadratmetersystem, kogte og brasede hun af det bedste, hun havde kunnet skaffe, ofte ved at stå i kø i mange timer.

»Sovjetunionen var et land, hvor næsten intet blev produceret for befolkningen. Man producerede en masse våben, men hverdagen var en kamp, ikke for at købe ind, men for at skaffe, ikke for at få, men for at fortjene. Der var så mange ting, der var enten forkerte eller forbudte, så mange familier, der havde noget at skjule,« mindes hun.

»Alligevel levede vi med både glæde og begejstring, angsten var blevet en så naturlig del af vores liv, at vi ikke tænkte over den. Lidt ligesom mennesker, der lider af dårlig ånde, sjældent selv er opmærksomme på det.«

Betændelse i samfundet

Systemets greb om befolkningen var dog ikke lige fast i alle årene. Efter Stalins død i 1953 løsnedes grebet, og Sonja Vesterholt var så heldig at leve sin ungdom under det såkaldte tøbrud under Khrusjtjov. Hun deltog i den nationale eufori over Jurij Gagarin, den første mand i rummet.

Hun kom på universitetet og studerede musik og russisk litteratur, og sammen med andre intellektuelle mødtes hun i små baggårdslejligheder og sang »forbudte sange« som et oprør mod den officielle totalitære sangskat.

Og hun mødte sin kommende mand, danske Ole Vesterholt, der som russiskstuderende var på studieophold i Leningrad.

Men »det slimede væsen«, som hun kalder KGB, var ikke dødt og er det stadig ikke.

»Det ligger som en betændelse under hele det russiske samfund og med mellemrum popper det op – som filipenser i et teenageansigt,« siger hun. »Dengang hed det KGB, nu hedder det FSB, og ind imellem har der været andre bogstavkombinationer, men uanset hvad, man kalder det, er væsenet det samme. Det skyldes, at Rusland har aldrig haft en renselsesproces på samme måde, som den afnazificering. man havde i Tyskland efter nazitiden, og hvor tyskerne i mange år blev konfronteret med det, der var sket.«

Efter opblødningen under Khrustjov oplevede Sonja Vesterholt i 1970erne og 80erne, hvordan Sovjet igen lukkede sig om sig selv. Hun boede på det tidspunkt i Danmark, og det lykkedes hende kun med største besvær at komme tilbage til Lenin- grad, da hendes mor lå for døden i 1975. Da faderen, som gennem 50 år havde været trofast medlem af kommunistpartiet, nogle år senere lå på sit dødsleje, fik han ikke sit ønske om et sidste besøg af datteren opfyldt.

Siden Sovjetunionens sammenbrud i 1991 har Sonja Vesterholdt jævnligt besøgt sit fødeland, hvor hun fortsat har både familie og venner. Og hun er bekymret over, hvad hun ser.

»Efter at Putin kom til magten, er den betændelse, som aldrig blev behandlet, blevet stadig mere synlig. I min ungdom var det forfærdeligt og skammeligt at blive afsløret som en, der samarbejdede med KGB. Sådan er det ikke mere,« siger hun.

»Det er den frygtelige dobbelthed, der piner mig. På overfladen ser alt godt ud, og materielt har russerne aldrig haft det bedre end nu. Men neden under den sminkede hud lurer det væsen, som man aldrig har fået tilintetgjort. Det er et væsen, som ikke kan gøre godt. Kun myrde og forfølge.«

Teatermonologen »Hunden er rask« er blevet til i et nært samarbejde mellem Sonja Vesterholt og Pia Rosenbaum. Forestillingen, der er kåret til Årets danske stykke af CPH Culture, spiller på Folketeatret til 22. januar.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.