Censur

Rugekassen i dansk kunst

Gennem store dele af det 20. århundrede var Kunstnernes Efterårsudstilling en af de vigtigste porte til en plads i kunstlivet. Det er stadig en god platform – men den har fået selskab af så mange andre muligheder for at bane sig vej i den danske kunstjungle.

Med efteråret kommer også Kunstnernes Efterårsudstilling, der gennem mange år har været en af indgangene til kunstscenen. Udstillingen vises i J.F. Willumsens udstillingsbygning over for Østerport Station.
Med efteråret kommer også Kunstnernes Efterårsudstilling, der gennem mange år har været en af indgangene til kunstscenen. Udstillingen vises i J.F. Willumsens udstillingsbygning over for Østerport Station.

»Kunstnernes Efteraarsudstilling er Navnet paa et Foretagende, der i Aar for første Gang føres ud i Livet men forhaabentlig i Fremtiden bliver en fast og varig Institution.«

Ordene stammer fra Berlingske Aftenavis den 10. september 1900 - og det fromme ønske er siden blevet opfyldt. Sådan da.

Kunstnernes Efterårsudstilling blev en fast institution i dansk kunst. KE har eksisteret i nu foreløbig 115 år, og lige for tiden ser det ikke ud til, at KE lukker. Men KE har haft sine gode perioder og sine mindre gode perioder.

KE er en censureret udstilling. Det vil sige, at man kan sende værker ind til bedømmelse af en komite. Hvis den vender tommelfingeren op, deltager man i en efterfølgende udstilling. Det er altså langt fra sikkert, man kommer med. Kun en beskeden procent af alle indsendere gør.

Robert Jacobsen blev for eksempel kasseret i 1941 - men det overlevede han nok uden varige mén. Stort set alle betydende kunstnere i det 20. århundrede har været igennem censuren på KE eller Charlottenborgs Forårsudstilling.

Dalende betydning

Charlottenborgs Forårsudstilling kom først, og KE blev oprettet som en slags alternativt til Charlottenborg, der på det tidspunkt blev betragtet som en stærkt reaktionær institution. Sådan er det undertiden skiftet gennem årtierne. I perioder har Charlottenborg været mest efterspurgt. På andre tidspunkter er det KE.

I år udgøres censurkomiteen af Ruth Campau, Sophie Dupont, Cai-Ulrik von Platen, Niels Pugholm og Jesper Rasmussen.

KE’s betydning er imidlertid dalet med årene. Det skyldes først og fremmest, at der er kommet en lang række alternative indgange til kunstlivet - der er langt flere udstillingssteder - og for den sags skyld en række andre måder at opfatte sig som billedkunstner på.

En kunstnerisk praksis kan i dag også være politisk aktivisme eller engagement i for eksempel de syriske flygtninges sag.

Vejen ind i kunstlivet

Men der var en gang, da KE var en nærmest uomgængelig port til kunstlivet. Det var dengang, da der ikke var stort set lige så mange gallerier som cafeer.

Det var dengang, kunstnere ikke i samme omfang som i dag tog sagen i egen hånd og etablerede alternative udstillingssteder. Det var dengang, da sammenslutningerne havde en enorm betydning, for alternativerne var få. Der er ingen regler uden undtagelse - men i princippet var vejen ind i kunstlivet følgende:

Man slap igennem censuren på KE (eller Charlottenborg), og man var talentfuld og heldig, og man gjorde det igen. Året efter måske. Og næste år osv. osv.

Og så var der andre, der begyndte at lægge mærke til en, og når man så havde bevist, at man ikke var en døgnflue, men at man blev ved og ved, og man havde talent og noget på hjerte osv. osv., så kunne man måske blive inviteret som gæst af en af sammenslutningerne, og der var måske en af landets få, egentlige kunsthandlere, der turde binde an med en udstilling.

Og sådan fortsatte livet og karrieren frem til døden og nekrologen. Og for eksempel i nekrologen - eller i et kunstnerleksikon som Weilbach - blev det omhyggeligt noteret, hvornår man egentlig var debuteret på KE. For det betød noget den gang.

Ændret betydning

Det gør det ikke på samme måde i dag, og det skrives eller menes ikke for at forklejne hverken KE eller Charlottenborgs Forårsudstilling eller de mange andre censurerede udstillinger rundt om i landet.

For publikum er KE i Den Frie Udstillings Bygning en glimrende mulighed og meget praktisk anledning til at danne sig et overblik over, hvad der rører sig blandt de hyppigt yngre udstillere, som ikke må vise værker, der er mere end højst to år gamle.

Undertiden vil man kunne se, hvilke malere eller hvilke retninger, der er populære i tiden. For eksempel fik gruppen af kunstnere som Julie Nord, Kathrine Ærtebjerg og Lise Blomberg stor indflydelse på et par årgange af KE-debutanter.

Fornyelse og modernisering

Noget tilsvarende gjaldt for malere som Tal R., Kaspar Bonnén og John Kørner. Det er der imidlertid ikke i sig selv noget odiøst i. Alle kunstnere begynder et sted, og alle står i gæld til hinanden. Problemet opstår først, når man lader, som om man ikke er inspireret, for så bliver det netop plagiat.

Som andre af institutionerne i det 20. århundredes danske kunst - Charlottenborg for eksempel, og de sammenslutninger, udstillingsbygningen husede - har også KE været til debat og under pres.

Og eftersom man må forny sig, for at alting kan forblive det samme, som det hedder i Giuseppe Tpomasi di Lampedusas roman, »Leoparden«, har også KE forsøgt at modernisere sig selv. Men selve KE’s rolle i dansk kunst er den samme: KE er en af portene til kunstlivet.

Årets KE vises i Den Frie Udstillings Bygning på Oslo Plads fra 7. november til 3. januar.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.