Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Bogbjerget

Rod og kanoner

Søren Kassebeer, litteraturredaktør hos Berlingske.
Søren Kassebeer, litteraturredaktør hos Berlingske.

Kanoner skal omgås med varsomhed. Her tænker jeg ikke på den slags kanoner, man skyder med, for dem har jeg ingen forstand på, men på de kanoner, der udtales med tryk på første stavelse og er en slags rettesnore, vejledninger, og som har knopskudt, siden daværende kulturminister Brian Mikkelsen i 2006 udsendte en kulturkanon, udarbejdet af udvalgte eksperter.

Brian Mikkelsens kanonudvalg kanoniserede dansk kunst og det, der ligner, og de gjorde det inden for en række forskellige kategorier, og det samlede resultat var så inkonsekvent, at det ikke kunne tages alvorligt (I det omfang kanoner overhovedet kan tages alvorligt).

Blandt de ti kanoniserede værker inden for billedkunst var der således ikke noget, der var skabt af den mest ikoniske af alle danske malere, P.S. Krøyer, og ingen frembringelser af store Arne Jacobsen var kanoniseret inden for design og kunsthåndværk. I departementet for børnekultur var der til gengæld en tegneserie af den fortræffelige amerikanske Anders And-tegner Carl Barks. Helt ærligt!

Nå, der er nok ikke mange, der længere skeler til bemeldte kulturkanon. Eller forhåbentlig ikke. Grunden til, at jeg overhovedet bringer den på bane her, er, at der nu i relativ ubemærkethed er sket noget nyt på kanonfronten. Som Kristeligt Dagblad forleden kunne berette, vil der fra 1. august være lavet om på den obligatoriske fælleskanon for folkeskolen og gymnasiet, som fastlægger, hvilke forfatterskaber, de unge mennesker som minimum skal lære at kende.

Det betyder blandt andet, at Martin A. Hansen ryger ud, og det vil nok blive begrædt. Hans kristent forankrede, antimaterialistiske modernisme (Kristeligt Dagblads formulering) tiltaler stadig mange. Vist nok. (Mærkeligt nok).

Personligt finder jeg det dog i særlig grad langt ude, at Klaus Rifbjerg nu heller ikke længere vil være at finde på listen. At manden bag »Den kroniske uskyld«, »Konfrontation« og mange andre hovedværker i nyere dansk litteratur skal glimre ved sit fravær, er lige så bizart som en kulturministerielt bestilt kulturkanon uden Krøyer og  Jacobsen.

At Tove Ditlevsen til gengæld kommer indenfor i varmen er fint nok i sig selv,  men ingen ved deres fulde litteraturhistoriske fem kan påstå, at hun har samme betydning som Store Klaus, og at Henrik Ibsen nu også bliver repræsenteret, for det gør han, er udtryk for samme type inkonsekvens som den, der ramte kulturkanonens amerikansk inficerede børnekulturkanon.

Med norske Ibsen på listen bør skandinaviske giganter som Knut Hamsun og August Strindberg logisk set også være der, men så vil kanonen jo have forvandlet sig fra en (næsten) dansk til en skandinavisk, og det var jo ikke meningen ...

Det er kort sagt noget rod, og ondets rod er, at kanoner typisk er roden til, ja, rod. Måske skulle man i højere grad overlade det til lærerne at bruge den faglighed, de må formodes at have.  Det tror jeg de vil have rigtig godt af, de gode forfatterskaber. Også og ikke mindst Klaus Rifbjergs.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.