Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Rock'n'roll på fuld tryk

Læseinteressen for biografier breder sig også til musikkens verden. Og antallet af såvel danske som udenlandske musikbiografier synes samtidig at være støt stigende. De fleste er ligegyldige, men der findes også musikbiografier, som kan matche skønlitterære hovedværker.

Rockgruppen Mötley Crües eskapader overgår det meste, og den elementære underholdningsværdi gør, at »The Dirt« er den ultimative rockbiografi. <br>Foto: William Hames
Rockgruppen Mötley Crües eskapader overgår det meste, og den elementære underholdningsværdi gør, at »The Dirt« er den ultimative rockbiografi. <br>Foto: William Hames

Bøgernes bestsellerlister præges i disse år af en stadigt stigende interesse for biografier om vægtige politikere, erhvervsledere, machosoldater og idrætsstjerner. Men også inden for kulturens mange grene opleves der en ny og større interesse for at læse om de store, H.C. Andersen, Georg Brandes, Tage Skou-Hansen og Bjørn Nørgaard, for nu at blive i den nære sfære.

Tendensen er så småt ved at brede sig til musikkens verden, hvor efteråret bl.a. bød på første bind af Bob Dylans længe ventede trebinds selvbiografi »Chronicles«, på et digert værk om rapfænoment Eminem. Og på Stings overraskende fine selvbiografi og et nyt værk om Sebastian.

Men som med så mange andre biografier er der inden for musikkens verden langt imellem de virkelig interessante værker, som giver et mere nuanceret og perspektiverende blik ind i en lokal eller international stjerneverden. Fra kælderværelse til rampelys.

Mange forfattere vælger at koncentrere sig om den kunstneriske produktion alene, hvilket typisk giver et lidt kedeligt værk. Kan man i forvejen lide musikken, er man måske mere interesseret i mennesket bag den og i tiden som sådan. Andre forsøger at blande kunst og menneske. Det slipper de færreste godt fra. Det gør Michael Eigtved for eksempel ikke i sin nyudgivne bog om Sebastian.

Men der findes fantastiske musikbiografier. Endog bøger som matcher selv de mest gribende skønlitterære værker. Og det behøver ikke være bøger om de største: Elvis, Lennon, Dylan. Man kan sagtens skrive elendige biografier om de største, hvis blot vinklen er den forkerte. Og det er den tit. Nogle gange ligger historien i kunsten, men det gør den faktisk sjældent. Snarere tværtom.

Den faktuelle vinkel
Eksempelvis fangede Jan Poulsens biografi om Sort Sol - »Under en Sort Sol - fra Pisserenden til Statens Museum for Kunst« (2002) - alt andet end den mest interessante historie om gruppen. Forfatteren valgte en faktuel vinkel, hvor de fleste, incl. bandet selv, langt hellere ville læse deres egen fandenivoldske rock'n'roll-historie med stoffer, psykisk terror, drama og generelt vanvid. Den gode vinkel lå altså væk fra musikken. Det skal dog til forfatterens forsvar nævnes, at hovedparten af medlemmerne ikke ville medvirke i bogen.

Det ville medlemmerne af det store, engelske halvfemserband Suede imidlertid gerne, da David Barnett spurgte om lov til at skrive »Love and Poison« (2003). Ikke mindst gruppens karismatiske forsanger, Brett Anderson. Også Suedes historie er gjort af myteguf, af sex, drugs & rock'n'roll i en speciel tid for den engelske popkultur, som spillede sammen med både film, billedkunst og politik.

Men selv om især Anderson fortalte om alt fra misbrug til nedtur, mistede relationer og mere til, stod den egentlige og bedste historie om Suede, som var halvfemsernes mest populære udenlandske band i Danmark, imellem linierne. Forfatteren havde simpelthen stillet de forkerte spørgsmål. Og han formåede heller ikke at trække de store linier, at sætte Suede ind i den kontekst, den samfundsudvikling, som var nøglen til deres daværende succes.

Fabelagtig fortælling
Alt det og mere til mestrede Legs McNeil og Gillian McCain i deres »Please Kill Me: The Uncensored Oral History of Punk« (1997). Faktisk stillede forfatterne så mange og rigtige spørgsmål, at bogen er bygget op som en lang citat-fortælling om nøglepersoner i det amerikanske punkmiljø. Og resultatet er en fabelagtig historie skrevet med blod og blæk i rendestens- og scenehøjde om en kultur og dens både positive, negative og patetiske sider. En fabelagtig fortælling.

Biografier bygget på øjenvidneberetninger er sjældent kritiske, og det er Danny Sugerman og Danny Hopkins' »No One Here Gets Out Alive« da heller ikke. Deres værk om The Doors, i hvilket »firma« Sugerman var ansat som helt ung (han er stadig bobestyrer), er ekstremt positivt over for gruppen. Men beretningen er levende og guf for alle, der bare har et perifært forhold til myten om bandet og Jim Morrison i særdeleshed. På samme måde fungerer Peder Bundgaards »Gasolin' - Masser Af Succes« (1983). Som ven af bandet (og bl.a. også deres coverdesigner) og mand i det samme miljø kan han noget med detaljen, som ikke kan researches hjem. Men den kunne have været mere kritisk, vist så, burde måske tilmed have været det i en perfekt verden, men den holder alligevel.

Det vilde liv
Der findes massser, også ind imellem ganske gedigne bøger om alt og alle fra Beatles, Dylan, Hendrix, The Smiths, Neil Young, Oasis, Janis Joplin, New York Dolls, Sex Pistols, Bowie, Iggy Pop, U2, Metallica, Madonna, Led Zeppelin, Bruce Springsteen, Nirvana, Rolling Stones, Joy Division og Prince til mange, mange andre, som kan læses både af lyst og med faglig interesse. Men én bog overgår dem alle, »The Dirt« om Mötley Crüe, den ultimative rockbiografi, der i den grad lever op til sin undertitel: »Confessions of the World's Most Notorious Rock Band«.

De fire medlemmer af Mötley Crüe, et i bund og grund morsomt glitret og knap så musikalsk interessant rockorkester fra firsernes Los Angeles, lægger i bogen sandhederne på bordet i interviews med New York Times-journalisten Neil Strauss.

Glem alt om Keith Richards, Mick Jagger, Janis Joplin, Kurt Cobain, Jimi Hendrix osv. Ingen af deres eskapader når Tommy Lee, Vince Neil, Mick Mars og ikke mindst Nikki Sixx til sokkeholderne. Mötley Crüe var fra day one det rene vanvid på alle planer. Og Tommy Lee, manden der på et tidspunkt fandt en vis Pamela Anderson og derigennem blev folkeeje, er sammen med Mick Mars den kedelige i banden, det siger i sig selv ikke så lidt. Nikki Sixx' historie alene kunne have trukket bogen, denne socialt og økonomisk forarmede white trailer-trash/lowlife knægt, som ender i et stofhelvede, boller sig igennem Baywatch, spenderer millioner på mindre end ingenting og render ind i skydevåben. Jamen, det er guddommelig læsning, som ingen fantasi kan matche.

Så de findes bestemt, de gode musikbiografier, men der er langt imellem dem. Og husk på, de bedste er i reglen dem, der handler mindst muligt om musik.www.amazon.com

http://bibliotek.dk/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.