Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Teater

Rapport fra kulkælderen

Det var de klassiske tekster af Shakespeare og Strindberg snarere end medicin og psykologsamtaler, der hjalp instruktøren Staffan Valdemar Holm gennem en svær depression. Det har inspireret ham til forestillingen »Topmøde for de mest deprimerede«.

Portræt af instruktør Staffan Valdemar Holm og scenograf Bente Lykke Møller om deres forestilling »Topmøde for de mest deprimerede« på Republique.
Portræt af instruktør Staffan Valdemar Holm og scenograf Bente Lykke Møller om deres forestilling »Topmøde for de mest deprimerede« på Republique.

Det er den dejligste forårsdag. Solen skinner fra en næsten skyfri himmel, fuglene synger, kastanietræerne langs de københavnske søer er på nippet til at springe ud, og på Østerfælled Torv sidder cafégæsterne på række med ansigtet vendt mod solen.

Lige om hjørnet venter sommeren med lange lyse aftener, grill på terrassen, udflugter til skov og strand. Er det ikke den helt forkerte årstid at beskæftige sig med noget så mørkt og dystert som depression?

»Overhovedet ikke!« lyder det enstemmigt og med stor overbevisning fra instruktøren Staffan Valdemar Holm og hans kone, scenografen Bente Lykke Møller, da jeg møder dem på teatret Republique, hvor de lørdag 16. april har premiere på forestillingen »Topmøde for de mest deprimerede«.

»Tværtimod er lyset noget af det værste for folk, der mentalt befinder sig kulkælderen. Faktisk er netop foråret den tid på året, hvor flest mennesker med depression begår selvmord,« siger Bente Lykke Møller.

Staffan Valdemar Holm følger op: »Depression betragtes som ét af de største helbredsproblemer i verden. Man regner med, at ca. 350 millioner mennesker lider af depression. Det svarer til to tredjedele af den samlede befolkning i EU – så det er et stort publikum,« siger den svenskfødte instruktør på sit drævende skånske og med en lille, tør latter.

Ned med flaget

Det er hans egen kamp for at komme ud af mørket, der har inspireret Staffan Valdemar Holm til forestillingen. Efter succesfulde chefposter først på Malmö Dramatiska Teater og siden på Dramaten i Stockholm blev han i 2011 chef for Düsseldorfer Schauspielhaus. Men efter kun godt et år gik han, nærmest fra den ene dag til den anden, ned med flaget.

»Düsseldorf var den mest pragtfulde chefperiode, jeg nogensinde har haft. Der er så meget gang i tysk teater, helt anderledes end i Skandinavien, dernede er det virkelig alvor, det er liv eller død, og jeg ville have elsket at blive, hvis det ikke var sådan, at alting var ekstremt problematisk i mit liv lige på det tidspunkt. Min kone ville skilles, mine børn respekterede mig ikke.«

»Og begge mine forældre døde inden for kort tid, en meget smertelig dødsproces, som virkelig gjorde ondt. Samtidig måtte jeg slås med tyske politikere og tyske fagforeninger. Det var alt muligt, der rottede sig sammen,« forklarer han.

Samme dag, lægen havde stillet diagnosen, forlod Staffan Valdemar Holm teatret.

»Jeg kaldte alle medarbejderne sammen og sagde, at jeg ikke kunne fortsætte. Så afleverede jeg nøglerne til min ekstremt dyre Audi firmabil og tog i lufthavnen. Jeg var væk.«

Den mentale helingsproces

I månederne før og efter søgte Staffan Valdemar Holm hjælp hos tre psykologer, én i Düsseldorf, én i København og én i Wien.

»Vores datter grinte ad mig og sagde, at jeg var så snobbet, at selv når jeg var blevet fuldkommen tosset, skulle jeg have en psykolog, som var i familie med Freud og professor på universitetet i Wien,« ler han.

»Men uanset hvad, hjalp det ikke. Den almindelige behandling med samtale og medicin sagde mig absolut ingenting. Derimod opdagede jeg, at visse klassiske tekster havde en helende virkning. Og det er jo ikke så mærkeligt, for hvis du kigger på psykologiens historie, har både Freud og mange andre netop brugt litterære og teatrale tekster til at beskrive sindet.«

»»Hamlet« var ekstremt vigtig for Freud – og Ødipus, som vi jo alle kender. Han brugte de klassiske tekster af bl.a. Shakespeare, fordi de meget mere eksakt, end han selv formåede, kunne beskrive, hvad han egentlig mente.«

På samme måde blev det for Staffan Valdemar Holm en stor hjælp i den mentale helingsproces at læse tekster, der meget præcist beskrev, hvordan han havde det.

»Er du i meget sort humør og ikke selv kan definere, hvad fanden der er i vejen, og heller ingen anden kan definere det for dig, er man ligesom endnu mere ilde stedt,« siger han.

»Hvad der præcis var det helbredende ved de her tekster, kan jeg ikke sige. Men de fik sat ord på tingene, og det, tror jeg, har en betydning. En tilstand som depression bliver jo til sidst helt fysisk.«

»Du sidder ikke og tænker, at nu får jeg lidt sortsyn. Sådan er det ikke. Man har det sådan, at man næsten ikke kan få vejret. Så når Horatio i »Hamlet« hele tiden spørger sin ven: »Hvorfor disse dybe suk?« er det jo fordi, det er en slags hyperventilering. Man sukker af den ene grund, at man er nødt til at få ilt til kroppen,« siger han.

Løsrevne tekster bliver føjet sammen

Til forestillingen har Staffan Valdemar Holm og Bente Lykke Møller sammen med dramaturgen Lucas Svensson og teaterhistoriker Alette Scavenius samlet et stort antal tekster fra så forskellige kilder som Biblen, Dantes »Guddommelige komedie«, Shakespeare, Strindberg og Ibsen, den eksperimenterende franske forfatter og filmmager Marguerite Duras og den tyske nonne, Hildegard von Bingen, der levede i 1100-tallet og nedskrev opskrifter på, hvordan man behandlede depression med urter.

Teksterne er føjet sammen som løsrevne stumper uden en samlende handling eller rammefortælling, nærmest som en revy. Og Bente Lykke Møller har skabt en helt enkel scenografi og kostumer i lutter sorte, hvide og grå nuancer.

»Det har været vigtigt for os at lade alting stå så rent som muligt. Teksterne skal tale for sig selv,« siger hun.

Teatret præsenterer forestillingen som en »sort komedie«, men som udgangspunkt var det slet ikke tanken, at det skulle være et humoristisk stykke. Sådan er det bare blevet.

»Vi kom med hele den her bunke tekster til første læseprøve, og sagde: Bare læs, hvad det står, så finder vi ud af det. Det var meget uorganiseret, men det blev en virkelig interessant proces,« siger Staffan Valdemar Holm.

»Vi har et fantastisk hold af skuespillere, som alle har evnen til at være morsomme og underholdende, og jeg tror, at de på en måde nyder den her tilgang, at »sker det, så sker det« – bliver det morsomt, så bliver det morsomt. Men det har ikke været det, der var vores primære opgave,« siger han og tilføjer:

»Jeg tror, det fine netop er, at vi alle har været ude på tynd is, et sted, hvor ingen af os har været før.«

»Vi kan ikke skilles«

Staffan Valdemar Holm og Bente Lykke Møller mødte hinanden i midten af 1980erne, da de begge gik på Statens Teaterskole. Og de har dannet par lige siden, både privat og professionelt. Det har givet dem store kunstneriske oplevelser over det meste af verden, men det nære arbejdsmæssige fællesskab har også konsekvenser, og det hektiske år i Düsseldorf var tæt på at få Bente Lykke Møller til at trække stikket.

Skilt blev de dog ikke, og i dag siger hun:

»Vi kan ikke skilles. Vi hænger jo sammen, både arbejdsmæssigt og privat. Men at være så tæt sammen med et andet menneske i så mange år – det er forfærdeligt. Man betaler en pris for det, faktisk. Men vi har det også sjovt. Det er da et enormt privilegium at have et liv sammen omkring noget, man brænder for. Vi har rejst rundt i hele verden og lavet teater – og vi er ikke færdige endnu.«

Staffan Valdemar Holm supplerer: »Det er jo også netop det, der kan være besværligt, som giver en kvalitet og gør, at man ind imellem skaber noget, der virkelig hænger sammen.«

Depressionen har han endnu ikke helt lagt bag sig. Men allerede få måneder efter sin exit fra chefposten i Düsseldorf var han tilbage – denne gang som instruktør af Ibsens »Peer Gynt« med danske Olaf Johannessen i titelrollen.

»Min største angst var, om jeg havde mistet min kreativitet. Som skabende kunstner kan du aldrig være sikker, så det var en stor oplevelse for mig at forstå, at jeg stadig kan instruere, at det faktisk er godt for mig at arbejde,« siger han.

At hendes mand også har lært af sin psykiske nedtur er Bente Lykke Møller ikke i tvivl om:

»Som chef i 20 år har Staffan typisk haft den holdning, at folk, der gik ned med flaget, bare skulle tage sig sammen,« siger hun. »Jeg tror virkelig, han fik et chok over, at en depression ikke er noget, man bare lige fikser. Nu ved han, hvor smerteligt det er. Det er blevet payback-time, hvor han har måttet betale tilbage for den uforstand, han tidligere mødte denne gruppe mennesker med.«

»Topmøde for de mest deprimerede« spiller på Republique, Store Scene, 16. april - 21. maj. De medvirkende er Birthe Neumann, Preben Kristensen, Olaf Johannessen, Laus Høybye, Mette K. Madsen og Bebiane Kreutzmann. Læs mere på republique.dk.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.