Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Playlisten

R.E.M. sender postkort fra fortiden, mens Benal går bersærk på danmarkshistorien

Ny lyd fra R.E.M., Benal og K-Phax. Velkommen til Playlisten, hvor musikredaktøren hver uge peger på fem nye sange til din weekend.

Nyt gammelt fra R.E.M. Her forsanger Michael Stipe tilbage i 2003 på Midtfynsfestival.
Nyt gammelt fra R.E.M. Her forsanger Michael Stipe tilbage i 2003 på Midtfynsfestival.

1. R.E.M. feat. Natalie Merchant: »Photograph«
Nyt fra R.E.M.? Nej, ikke helt. Og så alligevel. »Photograph« er en glemt lille perle af en sang, der aldrig nåede med på mesterværket »Automatic For The People« (1992) men i stedet endte op på pro-choice-støttepladen »Born To Choose« (1993). Men nu er den altså blevet genudsendt som single og tak for det. Over Peter Bucks ringlende guitarer istemmer Michael Stipe og 10,000 Maniacs-sangerinden Natalie Merchant en på én gang klarsynet og vemodig meditation over livets forgængelighed. Såre smukke sager.

2. Sherpa: »Fornever«
Hvilket bringer os fint videre til dagens næste levende billede. For temaet er lidt det samme her på den danske duo Sherpas fine debutsingle, hvor der i både sangtitel og tekst kredses om erkendelsen af, at intet varer evigt. At de store øjeblikke i livet netop er øjeblikke. Sherpa var blandt de tre vindere af dette års Karrierekanonen, og talentet fornægter sig ikke på denne blåtonede ballade, hvor forsanger Carsten Sherpa Eliasens stemme tårner flot og følsomt op i et funklende elektronisk månelandskab.

3. Benal: »Bersærkergang«
P3 vil gerne skrue op for musikformidlingen, og derfor har radioprogrammet Lågsus dette efterår fået en række musikere til at skrive nye sange inspireret af danmarkshistorien. I denne uge er turen kommet til den uforlignelige duo Benal, der på »Bersærkergang« endnu engang viser, at alt kan ske i deres særegne møde mellem absurd lyrik, hårdtslående rap og blip-bloppende electro-produktioner. »Der er intet, der kan slå os nu,« lyder det. Det handler om vikinger. Men nok også om Benal.

4. K-Phax: »Oh My God«
Med debutsinglen fra den 19-årige dansk/kenyaner K-Phax har Danmark fået sin første mumle-rapper. Med sine amerikanske gloser, flittige brug af autotune og hyper-melodiske omkvæd lægger udtrykket sig i snorlige forlængelse af den nye skole af unge modebevidste amerikanske hiphop-navne anført af Lil Yachty. Selv Yachtys signatur, det neonfarvede braids har K-Phax taget til sig. Talentet er der, nu mangler han bare at finde sin egen sti.

5. Devonté Hynes: »Suite Per il Servo Moro«
Devonté Hynes er en mand med mange talenter. Under sit musikalske alias Blood Orange laver den newyork-bosatte brite queer protestmusik i forklædning som sensuel funk, men hans seneste udspil i eget navn er i en helt anden boldgade. Her er tale om en tyve minutter lang suite skrevet under et artist residency i Firenze, hvor han giver sit eget fascinerende spin på arvegodset fra newyorker-minimalister som Philip Glass, Steve Reich og Arthur Russell.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.