Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Poul-Erik var Godhavnsdreng: »Det var et fængsel for børn«

Hvad betyder det for et menneske at få daglige tæsk gennem flere år af sin barndom? For den tidligere Godhavns-dreng Poul-Erik Rasmussen førte det til et liv med mange kampe. Men en datter og nogle børnebørn fik ændret mønstret.

»Nu føles det endelig, som om der er nogen, der tror på os,« siger Poul-Erik Rasmussen om filmen »Der kommer en dag«. Foto: Thomas Lekfeldt
»Nu føles det endelig, som om der er nogen, der tror på os,« siger Poul-Erik Rasmussen om filmen »Der kommer en dag«. Foto: Thomas Lekfeldt

37 kroner. En papirspose med tøj. En togbillet til København.

Dette udgjorde den 16-årige Poul-Erik Rasmussens samlede gods, da han efter fire års ophold blev sluppet fri fra drengehjemmet Godhavn i Tisvildeleje.

»Jeg anede intet om, hvad der foregik i verden uden for murene. Jeg vidste intet om, hvordan jeg skulle opføre mig der. Det førte til en masse konflikter,« fortæller den i dag 67-årige Poul-Erik Rasmussen.

Han er en af de tidligere elever på Godhavn, der i sidste uge var samlet i Odense for at overvære en særlig visning af filmen »Der kommer en dag«, der er inspireret af Godhavnsbørnenes beretninger om vold, ydmygelser og seksuelle overgreb.

De tidligere elever har i årevis kæmpet for at få en undskyldning fra det officielle Danmark for den behandling, de blev udsat for af forstanderen Christian Bek og andre lærere på drengehjemmet. For Godhavnsdrengene repræsenterer »Der kommer en dag« et vigtigt skridt i retningen af en offentlig anerkendelse og forståelse for de lidelser, som børnene på Godhavnshjemmet og i en række institutioner over hele landet måtte udstå helt op i 1970erne.

Et fængsel for børn

Da Berlingske i sidste uge første gang talte med Poul-Erik Rasmussen, havde han endnu ikke set filmen i sin helhed, og han vidste på dette tidspunkt ikke, om han følelsesmæssigt var i stand til at se den.

»Jeg har før besøgt Godhavn som voksen sammen med andre af de gamle drenge, og nogle af dem måtte opgive besøget, da de i indkørslen fik øje på bygningerne. Det var ganske enkelt for hårdt at genopleve stedet,« siger Poul-Erik Rasmussen, der understreger, at det nuværende Godhavn-hjem er en helt anden og velfungerende institution end den, han kendte til i 1960erne.

»Dengang var Godhavn et fængsel for børn. Vi fik at vide, at vi intet var værd, og at ingen nogensinde ville få brug for os. Det gav en helvedes masse problemer for de børn, der kom ud, for det betød, at vi aldrig turde stole på nogen, og at vi aldrig turde stole på, at det, vi lavede, var godt nok. Det er en af de værste konsekvenser af den behandling, vi blev udsat for,« siger Poul-Erik Rasmussen.

Han mistede sin far som fireårig. Hans mor arbejdede på fabrik og skulle forsørge tre børn alene. Da Poul-Erik begyndte at pjække fra skolen, var det for at kunne arbejde på det lokale slagteri. En dag blev han samlet op på gaden af en mand fra børneværnet og fik besked på at pakke sine ting og følge med. Han blev i 1962 placeret på Godhavns drengehjem, hvor forstanderen Christian Bek udøvede et rædselsregime af disciplinær vold mod børnene.

»Hvis et barn viste nogen form for følelsesudladninger som vrede og frygt eller gav udtryk for, at han savnede sine forældre, blev det straks belønnet med lussinger og spark. Konsekvensen var selvfølgelig, at man lukkede helt ned for sit følelsesliv. Den utryghed ved følelser har fulgt mig hele livet,« siger Poul-Erik Rasmussen.

Gik sin vej

Godhavnsårene kom til at præge Poul-Erik Rasmussens måde at forholde sig til både sit arbejdsliv og personlige relationer.

»Jeg lærte, at det ikke nyttede noget at tage konflikter, når man ikke blev regnet for noget. Det kunne der allerhøjst komme tæsk ud af. Derfor var det umuligt for mig at tage konflikter på de job, som jeg begyndte i. Når der opstod problemer, gik jeg bare min vej. For jeg følte det som nederlag, når jeg skulle bøje mig,« siger Poul-Erik Rasmussen.

For nylig tjekkede han hos ATP, hvor mange job han havde haft i årenes løb, og nåede op på over 70, heriblandt transportchauffør, skibskok og elefanttræner i Cirkus Benneweis. De mange forskelligartede job skaffede han sig trods manglende træning og uddannelse. På Godhavn blev børnene kun undervist hveranden uge i få timer om dagen.

Til gengæld var Poul-Erik Rasmussen god til at bluffe sig til nye job – også selvom han ingen baggrund havde for at passe de opgaver, de indebar.

»Jeg fortalte aldrig nogen om min børnehjemshistorie. Det var skamfuldt. Til gengæld kæmpede jeg hårdt for ikke at virke som den dumme og fik stille og roligt lært mig selv, hvad jeg skulle, ved at holde øje med andre. I dag kan jeg håndværksmæssigt en million ting, som jeg har lært mig selv. Jeg har kæmpet for at bevise, at jeg alligevel var noget værd,« siger Poul-Erik Rasmussen.

Ikke desto mindre mener han, at han har været mere heldig end mange af sine kammerater, der hurtigt røg ud i misbrug og kriminalitet efter Godhavn. Poul-Erik Rasmussens held kom i form af et hotelbestyrerpar i Hørsholm, der gav ham en læreplads kort efter opholdet på Godhavn.

»De adopterede mig nærmest som deres søn. Det var af stor betydning for mig i den første tid efter Godhavn,« siger Poul-Erik Rasmussen.

Forståelsen

Da Poul-Erik Rasmussen fik sin første computer i 2000, begyndte han for første gang at lede efter andre tidligere elever på Godhavn. Det førte til, at sytten af dem mødtes til et træf på den campingplads, som Poul-Erik Rasmussen da var indehaver af. Mødet blev en skelsættende begivenhed for såvel de gamle elever som deres pårørende.

»Pludselig kunne vores familier bedre forstå, hvad det var, vi havde snakket om gennem alle årene. Men langsomt blev vi også selv klogere på, at det, vi havde oplevet, sgu ikke var i orden. Og da var det, at vi fandt ud af, at vi ville kræve en undskyldning af staten,« siger Poul- Erik Rasmussen.

I privatlivet havde Poul-Erik Rasmussens uvilje ved konflikter også præget hans kærlighedsliv. Efter nogle forliste ægteskaber besluttede Poul-Erik Rasmussen i 2008, at nu ville han ganske enkelt være alene. Da han blev pensionist, købte han derfor en gård højt oppe i Sverige og belavede sig på at tilbringe resten af sine dage der, fjernt fra andre danskere.

Men det lavede Poul-Erik Rasmussens 48-årige datter, Tine, om på. Hun havde aldrig kendt sin far, da moderen havde afbrudt alle forbindelser, og Poul-Erik Rasmussen troede selv, at hun boede langt fra Danmark – i Hongkong.

»Men pludselig stod Tine der i Sverige med to børnebørn og ville lære mig at kende. Det var en ny og dejlig følelse. Kort efter flyttede jeg tilbage til Danmark, og der fik jeg tilmed også en kæreste,« siger Poul-Erik Rasmussen.

Først i disse år er han begyndt at få modet til at vise sine følelser for omverdenen. Han prøver også at løse konflikter i stedet for bare at gå sin vej.

»Jeg er stolt over, at jeg har fået mit barn og mine børnebørn igen. Det betragter jeg som en meget stor sejr i mit liv. Jeg reagerer stadig ikke på alle ting, som jeg burde, men så har jeg min datter til at holde mig fast på at gøre det rigtige, som for eksempel hvis jeg falder tilbage i trangen til at isolere mig,« siger Poul-Erik Rasmussen.

Mod alle odds kan Poul-Erik Rasmussen i dag sige, at det på en måde har været et godt liv – men han insisterer på, at det skyldes hans personlige held.

»Mange af de gamle Godhavnsdrenge er gået bort, men jeg ved også, at der endnu sidder mange af dem derude bag nedrullede gardiner og føler sig som skidt – nøjagtig som de fik at vide så mange år siden på hjemmet. For dem ville en undskyldning kunne betyde, at de omsider ville kunne forstå, at det var Godhavn, der var noget galt med – og ikke dem,« siger Poul-Erik Rasmussen.

Det blev en bevægende dag, da gruppen af gamle Godhavnsdrenge sammen med deres pårørende første gang så »Der kommer en dag«, fortæller Poul-Erik Rasmussen: »Mange græd af bevægelse, da de genoplevede de grusomme ting. Men størst var måske scenen, hvor det endelig går op for folk udenfor, hvad der er foregået på Godhavn. Det er godt. Nu føles det nemlig endelig, som om der er nogen, der tror på os.«

Kim Valentin, borgmester i Godhavnskommunen Gribskov, gav tirsdag en undskyldning til Godhavnsdrengene og opfordrede samtidig indenrigsminister Karen Ellemann (V) til at gøre det samme. Det har hun afvist i en klumme i Berlingske onsdag.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.