Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Portræt af en dansk familie 2006

Trisse Gejls nye roman »Patriarken« har fået strålende anmeldelser. Men er det en politisk roman om fremmedhad, eller er det en familieroman om skrøbelig kærlighed mellem far og datter? Bent Blüdnikow har mødt forfatteren til en dyst.

»Bogen er ikke en politisk roman, men jeg giver et portræt af en tid, hvor jeg har forsøgt at spejle træk og handlemønstre, vi plejer at forbinde med de fremmede i en temmelig almindelig dansk middelklassefamilie,« fortæller forfatteren Trisse Gejl, der er aktuel med den anmelderroste roman »Patriarken«. Foto: Sigrid Nygaard
»Bogen er ikke en politisk roman, men jeg giver et portræt af en tid, hvor jeg har forsøgt at spejle træk og handlemønstre, vi plejer at forbinde med de fremmede i en temmelig almindelig dansk middelklassefamilie,« fortæller forfatteren Trisse Gejl, der er aktuel med den anmelderroste roman »Patriarken«. Foto: Sigrid Nygaard

Trisse Gejl har netop høstet rigtig gode anmeldelser for sit familiedrama »Patriarken«. Fem stjerner i Berlingske Tidende. I centrum for denne nutidsskildring af de skrøbelige familiemæssige bånd i en dansk familie står Harald Hügler og hans datter Helle. I det meste af bogen taler de ikke til hinanden, men udveksler ubehageligheder i Haralds avis. Harald er ramt af sin elskede kones tidlige død og gør sig nu i spalterne som en brovtende fremmedhader. Han er frygtet af alle, og selv hans søn kalder ham et dumt svin. Helle er forfatter og vel nærmest det, man kan kalde »hallal-hippie« med et naivt syn på indvandringen. Helle har skrevet en udleverende bog under forfatterpseudonym om sin far, og han har svaret igen ved at anmelde den negativt. De elsker hinanden, men kan ikke give udtryk for kærligheden.

Politik og synet på fremmede bliver en af drivkræfterne i forholdet mellen far og datter, for det er i disse politiske spørgsmål, forholdet slår ud i noget, der minder om had og afsky. Harald er tidligere chefredaktør og nu klummeskriver for et stort borgerligt blad, og han lægger ikke fingrene imellem i sine tirader mod muslimerne: »De banker deres koner! Ved du godt, at de kaster om sig med affald? De kyler det ud over altanerne. Se bare i Vollsmose, der ligner en losseplads! Det hober sig op, affaldet, rotternes paradis er det. Og de er ligeglade, ikke?.«

Trisse Gejl, der nu har fire skønlitterære bøger sig, siger: »Bogen er ikke en politisk roman, men jeg giver et portræt af en tid, hvor jeg har forsøgt at spejle træk og handlemønstre, vi plejer at forbinde med de fremmede i en temmelig almindelig dansk middelklassefamilie.« Om 20 år vil litteraturhistorikere sidde med danske skønlitterære værker om forsøge at forstå tidsånden i begyndelsen af det 21. århundrede. Trisse Gejls roman om Harald og Mette Hügler vil uanset romanforfatterens intentioner blive en kilde til forståelse af vor tid.

Harald Hügler er en brovtende, ubehagelig fremmedhadende type. Det er jo nærmest en karikatur. Hvorfor gør du det?

»Han har selv valgt rollen med den brovtende attitude og de stærke meninger. Læseren ved, at der også er en anden Harald, nemlig den kærlige far og ægtemand. Men efter hustruens død har Harald selv valgt den provokerende stil. Det er den måde, han føler, han er synlig på.«

Harald skal gå for at være en intellektuel kommentator, men hans udsagn er jo primitive og generaliserende. Gør du ikke historien svagere ved at tegne en stereotyp af en usymptisk højrepopulist?

»Han har nuancer, men det er rigtigt, at han er brovtende. Jeg har mødt den slags mennesker, der baldrer op for at provokere og drille.«

Hvis man er tidligere chefredaktør og et intellektuelt menneske, der skriver klummer, så skal der vel mere intellektuelt gods til, end de egenskaber, som du har udstyret Harald med?

»Jeg er ikke enig med dig, for Harald har andre kvaliteter. Det her er ikke en politisk roman eller et debatindlæg. Det er en fortælling om mennesker. Det politiske er ikke det væsentlige, det er et baggrundstæppe. Men jeg har da set læserindlæg i aviserne, der er fordomsfulde og grove i stil med Haralds.«

Han er jo intellektuel og kommentator, han er jo ikke læserbrevsskribent?

»Jeg har nu også set eksempler i Berlingske Tidende i - hvad er det nu det hedder - Groft sagt, hvor skribenterne skriver Haraldsk. En drilsk, tone, hvor de kulturradikale bliver hånet.«

Altså den måde de kulturradikale selv i 40 år har praksiseret deres debatform? Så hvorfor vælge en skabelonfigur af den klassiske højrepopulistiske type, som er en genganger hos danske forfattere?

»Den der diskussion interesserer mig ikke. Det kan da godt være, at den anden fløj praktiserede den form for polemik. Men jeg har slet ikke tænkt Harald som en slags repræsentant for en højrepopulist, som litteraturhistorikerne om 20 år kan se som noget tidstypisk dansk. I virkeligheden synes jeg, at Harald er en stor humanist inderst inde, der mener, at hans datter er parat til at acceptere hvad som helst - også muslimsk kvindeundertrykkelse.«

Det vil jeg nok acceptere, hvis hans vrede over kvindeundertrykkelsen var blevet begavet formuleret, men hans overfladiske betragtninger står side om side med hans generaliserende dumheder. Læserne får ikke et indtryk af en begavet mand, der kunne have givet din historie tyngde?

»Jeg synes bestemt ikke, han er ubegavet, han elsker bare at provokere, men det er ikke mit projekt at ridse ham op som politisk figur - jeg møder ham som 70-årig, og hans provokationer er et råb til Helle. Det menneskelige aspekt interesserer mig mere end den politiske virkelighed.« Vi får ikke at vide, hvad der står i Helles roman om Harald. Men man fornemmer, at moderens død har slået familieidyllen i stykker, og at far og datter ikke har fundet hinanden siden. De er gået forbi hinanden, selvom de har brug for hinanden og nærer ægte kærlighed til hinanden.

Harald går så langt i sit opgør med sin egen datter, at han anmelder hendes roman, hvor han selv er udleveret. Det er jo fyringsgrund.

»Men det opdager de jo ikke på avisen, for hun har skrevet den under sit forfatternavn.«

En mand, der går så langt, har en alvorlig karakterbrist. Svækker du ikke romanens konstruktion, når han begår åndeligt hærværk på sin egen datter? Hans øvrige menneskelige kvaliteter synes derefter at være postulater?

»Han skriver altså den anmeldelse. Og ja, han har en brist, han har svært ved at vise kærlighed. Han har følt sig provokeret, og den provokation returnerer han, men han erkender undervejs, at det skulle han ikke have gjort. Han har malet sig selv op i et hjørne, hvor hans broventende provokerende side tager overmagten.«

Frygter du ikke selv, at du med Harald figuren glider ind i en klassisk dansk forfatter fjende-kliché om højrepopulisten? Mere Matador end Balzac?

»Næh, egentlig undrer det mig, at du sådan falder over Harald. Har du slet ikke tænkt over Helle? Hun er jo det modsatte yderpunkt, og hun har jo også troværdighedsproblemer. Helle er hykleren. En kulturradikal snob, der knap nok gider interessere sig for sin lidt ensporede svigerinde. Hun vil byde alt det fremmede velkommen, men er paranoidt angst for sin egen mørklødede nabo. De er begge yderpunkter, som jeg gennem romanen gør nuanceret ved at udbygge de menneskelige relationer. Når jeg skal være helt ærlig, så synes jeg slet ikke, at det politiske er interessant.«

Din roman er vel også politisk og et tegn på tidsånden. Haralds brovtende livslede udmønter sig i populistisk fremmedhad. Det er da et statement for pokker?

»De politiske udfald er ment som provokationer, der skal fremkalde en reaktion i Helle, som han savner. Det er kærlighed, der samtidig får dem til at indtage ekstreme holdninger. Det er hans forkvaklede måde at nå frem til hende.«

Bekymringen over islamismen og terrorismen er for de fleste rationelt begrundet og skyldes vel ikke privatsfæren forviklinger?

»Harald ser på sit elskede barnebarn og tænker, hvilken verden vil hun vokse op i. Jeg kender det fra mig selv. Hvilken verden, med de trusler vi har, vil mine sønner vokse op i? Jeg føler ikke, at jeg udleverer ham, men skildrer hans bekymring.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.