Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Interview

Populære Haruki Murakami: Kun den ensomme er helt fri

Succesforfatteren Haruki Murakami er inspireret af Twin Peaks, skriver kun, når han har lyst, og læste H.C. Andersen som barn. Ligesom alle japanske børn gør det. I søndags modtog han Hans Christian Andersen Literature Award.

I søndags modtog Hurakami Hans Christian Andersens Litterature Award, og tirsdag og onsdag kan han opleves i henholdsvis Østjylland og København.
I søndags modtog Hurakami Hans Christian Andersens Litterature Award, og tirsdag og onsdag kan han opleves i henholdsvis Østjylland og København.

Maraton er ikke nok for hans ben. Han løber helst 100 kilometer ad gangen. Og hvor andre ville have underholdt Facebook om den sag, skrev han en hel bog. Nærmere bestemt en erindringsbog fra 2008 med titlen »Hvad vi taler om, når vi taler om løb«.

Titlen spiller på amerikaneren Raymond Carvers herlige »Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed« – en meget læst novellesamling, der kendes fra biograferne som »Short cuts«.

Haruki Murakami befinder sig i Danmark for tiden. Den japanske succesforfatter modtog Hans Christian Andersen Literature Award ved en ceremoni på Odense Rådhus i søndags. Man kan også opleve ham i Sostrup Slot & Kloster på Djursland tirsdag og ved et udsolgt arrangement på Det Kongelige Bibliotek onsdag aften.

Han er 67 år og forfatteren bag nogle af vor tids mest læste bøger. Danske læsere vil især nikke genkendende til »Trækopfuglens krønike« fra 2001, »Kafka på stranden« fra 2007 og trebindsværket »1Q84« fra 2012 – alle oversat af kritikerroste Mette Holm.

Og ja: Han øser mest af vestlige inspirationskilder. Bøger som »Forbandede ungdom« af J.D. Salinger, »Slagtehal 5« af Kurt Vonnegut og flere af Raymond Carvers værker har gjort stort indtryk på ham.

For ikke at nævne filminstruktøren David Lynch og i særdeleshed hans »Twin Peaks«. Når man taler om »Twin Peaks«, liver han synligt op. Han er vild med den serie. Især anden sæson.

»Da jeg skrev på »Trækopfuglens Krønike«, så jeg »Twin Peaks« – og jeg kan nok ikke løbe fra en vis inspiration,« blinker han.

Okay: Han kan i virkeligheden lide hele den lange serie. Men anden sæson er den, der ligger hans eget univers nærmest. Altså afsnittene med kæmpen, dværgen og strålerne fra det ydre rum.

Kort sagt de afsnit, der i visse ignoranters øjne bliver et nummer for mærkelige.

»Jeg skriver jo ikke i en realistisk stil,« siger han.

»Selve mit materiale er på en måde realistisk. Men man kan sige, jeg sætter det sammen på en urealistisk måde. Jeg tager noget, jeg kender fra min hverdag, og vender det så til noget mærkeligt eller usædvanligt.«

Murakamis engelsk er en smule gebrokkent. Når han taler det, skal han lede efter ordene. Han har endda kunnet bruge den lille udfordring kunstnerisk:

Han kan efter sigende udtænke en historie på japansk, skrive den ned på engelsk og siden »oversætte« tilbage, sådan at sætningerne ender så økonomisk med ordene som muligt!

Resultatet af hans anstrengelser kaldes gerne for magisk realisme. Dyr kan på mystisk vis forsvinde og dukke op igen i menneskelig form. Mennesker kan eksistere i to forskellige universer og alligevel møde hinanden.

Og vi kan alle sammen ende i et seksuelt samkvem, der føles yderst behageligt og alligevel sært ufrivilligt for begge parter – lidt som det kendes fra vor egen Svend Åge Madsens forfatterskab.

Haruki Murakami skriver grundlæggende fra tidlig morgen til engang ved middagstid. Om han fortsætter resten af dagen, afhænger af så meget:

»Jeg skriver, når jeg får lyst. Det er en meget lykkelig situation,« siger han.

»Når jeg ikke føler for det, skriver jeg ikke noget som helst. Så jeg kender heldigvis ikke til skriveblokering. Hvis jeg får en god idé, noterer jeg den ned med det samme. Men nogle ideer tager tid. De kan endda tage meget lang tid. Nogle af mine bedste ideer har haft en modning på mellem et halvt og et helt år.«

Hvor befinder de sig i den modningstid?

»Ideerne minder om de der videoklip på 30 sekunder. Jeg spiller dem ligesom igennem i mit sind. Spiller dem igen og igen. Lige indtil de føles modne – hvorefter de uden videre kan skrives.«

Haruki Murakami er stor fan af det uforudsigelige. Læseren skal ikke vide sig for sikker. Eller forfatteren!

Kun få forfattere går mere op i struktur. Men han lader sig gerne rive med. Han vil se, hvad der sker.

»Hovedpersonerne er ikke nødvendigvis mig selv. De kan befinde sig dér, hvor jeg står hér,« siger han.

»Men jeg lader dem ret tit foretage nogle valg, jeg ikke har truffet i mit eget liv, men som meget vel kunne have bragt mig samme sted hen.«

Har dine personer egentlig en historie? Ved du, hvor de kommer fra?

»Personerne ved det i hvert fald ikke selv. De aner ikke, hvorfor tingene udvikler sig, som de gør. De lader tingene ske omkring sig, og jeg følger ligesom med dem.

For igen: Mine historier skal være uforudsigelige. Jeg respekterer mine hovedpersoners frihed. De skal kunne bevæge sig derhen, hvor de selv vil.

En af dem lever måske et helt almindeligt liv oppe på jorden. Men jeg må sommetider sende ham ned under jorden, ned under overfladen. Og når han kommer op igen, er han blevet mere klartskuende og samtidig blevet et andet menneske.«

Nogle læsere oplever dine personer som ensomme?

»Jeg synes nu ikke, de er så ensomme. Deres liv føles egentlig ret naturlige for mig. Men de kan rigtignok ikke dele alt med andre mennesker. For hvis man ikke er en lille smule ensom, kan man heller ikke være helt fri – og mine historier kan ikke være spontane uden den frihed.«

Forfatteren med det blide ydre og diskrete væsen har ikke vundet Nobelprisen endnu. Den anden stjerne i japansk litteratur, Kenzaburō Ōe, fik den i 1994.

Ret mange kritikere i udlandet ser ham ellers som en endog meget oplagt kandidat. Også fordi hans senere værker har taget politiske emner op, herunder Japans fremfærd over for kineserne før Anden Verdenskrig og nationens sociale udfordringer i almindelighed.

Kritikerne på hans hjemmefront har til gengæld sjældent været så vilde med hans skivekunst. De finder den ikke rigtig japansk nok. Inspirationen udefra er for stærk. Murakami ser muligvis heller ikke sig selv som »japansk« forfatter. Han har i hvert fald aldrig tænkt på H.C. Andersen som en »dansk« forfatter, fortæller han. Lidt som vi andre lader børnene læse eventyr af Brødrene Grimm og ikke tænker et øjeblik på, at de var tyske.

Hans Christian Andersen Literature Award er tidligere gået til Paulo Coelho, J.K.Rowling, Isabel Allende og Salman Rushdie. Prisen lyder på en halv million kroner plus en statuette.

Og æren. Haruki Murakami er en stolt modtager. Selv om han har modtaget et hav af hædersbevisninger gennem årene, står den danske digter som noget helt særligt for ham.

»Jeg læste H.C. Andersen som barn, som alle børn i Japan gør det,« siger han.

»Da jeg skulle have den her pris, læste jeg ham så igen. Og jeg blev godt nok overrasket. Virkelig overrasket!

For mange af hans historier er utroligt mørke. De kan være meget underholdende og sådan. Men de er først og fremmest mørke. Og de kan især være helt uforudsigelige. Andersen er en meget kompliceret og uforudsigelig forfatter. Jeg genlæste »Den standhaftige tinsoldat« for et par dage siden.

Man aner ikke, hvor den vil bære hen – og dens slutning virker lige overraskende hver gang.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.