Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Poesi skal læses med fingrene

Digtere bruger gennemsigtigt papir, slikposer og æsker, når de laver bøgerne selv. Det handler om nærvær og det menneskelige ved smuttere. Det er ikke et opgør med online-livet. Det er en pardans.

Håndlavede bøger til Kultur.
Håndlavede bøger til Kultur.

Det lyder, som slikposer lød i 80erne, når man pakker Bue P. Peitersens digtsamling »It’s« ud af dens lille pose. Man bliver automatisk lidt forsigtig og tager sig god tid. Og når man først er inde i bogen, byder den på små overraskelser hele vejen igennem: Små stykker pap, man skal flytte for at læse teksten, en mikroskopisk tag ud-plakat og på sidste side en lille bog, man kan trække ud af en lomme. Det er Bue. P. Peitersen selv, der har siddet og klippet og klistret ved sit køkkenbord, og han er langt fra alene om at lege med papir og pap.

I en tid med apps, touch screens og trådløst bling finder nogle digtere inspiration i at undersøge bogen som helt konkret objekt, som lim, papir, tråd og tryksværte.»Det blomstrer med den her slags udgivelser lige nu. Ingen tvivl om det,« siger Lea Fløe Christensen, litteraturedaktør ved netudgaven.dk og passioneret samler af unikke bøger. Hun opdeler udviklingen i tre forskellige grene: Det hurtige hæfte, den lækre forlagsbog og den slags »hjemmebryg«, som Bue P. Peitersens »It’s« er udtryk for. Hun har eksempler på de tre retninger, men først en generel pointe.

»Det er ikke et oprør mod iPhones og den slags. Det ville være en fejl at se det sådan, tror jeg. Man kan måske sammenligne det lidt med byhaver. Det er totalt åndssvagt at dyrke 13 gulerødder, men man elsker dem, fordi man selv har haft hænderne i dem.«

Byhaver er ikke et oprør mod Brugsen, lige så lidt som stakken af bøger foran Lea Fløe Christensen er et oprør mod Apple. Tendensen kan måske være med til at skubbe til forestillingen om, hvad en bog er – også helt ind på forlagsgangene –, men den er først og fremmest interessant, fordi den indeholder så mange fine udgivelser.

Især med de små hæfter er sammenhængen med – og ikke kontrasten til – den digitale virkelighed tydelig. Det hurtige hæfte ligger i forlængelse af en tradition, som nogle måske kender fra eksempelvis Dan Turells »Feuilletoner«. Her blev avisklip, digte, kommentarer og alt muligt andet klistret sammen og fotokopieret til små udgivelser, der kunne være på gaden samme dag, som idéen til dem blev undfanget. Hæftet er billigt og hurtigt og minder på den måde om at publicere på nettet.

»Det er ikke min opfattelse, at digterne bag disse hæfter skelner specielt meget mellem, om de udgiver noget fysisk eller på en blog. Stemningen er meget »jeg gør det lige« – ligesom på bloggene,« siger Lea Fløe Christensen

Hvad hæfterne angår, er det blandt andre digtere som Rasmus Halling Nielsen, der har gjort sig bemærket. Det lille forlag »After Hand« har gjort en dyd ud af små hæfte-agtige udgivelser til under 100 kroner. Men også Olga Ravn udgiver nogle gange i et lille hæfte. Andre gange går hun rask væk online, og hun har også udgivet en digtsamling, »Jeg æder mig selv som lyng«, på Gyldendal.

»De mikser det bare. Det går stærk nogle gange. Og de gør, hvad de vil,« siger Lea Fløe Christensen.

Tempoet er ikke helt så højt, når Bue P. Peitersen går i gang med et af sine projekter. Ligesom Olga Ravn har han også udgivet digte mere traditionelt. Men han finder inspiration i at skabe form og indhold samtidigt. Materialet kommer til at forme teksterne, og teksterne former materialet.

»Det kan være motiverende at arbejde på den her måde. Jeg kan se teksten for mig og så lave et format, der passer lige til den tekst. Nogle gange kan der også være noget, man kunne tænke sig at lave fysisk, og så laver man en tekst, der passer til det. Det bliver en helhed,« fortæller han.

Den lille bog bagerst i »It’s« bliver således »hvisket«: »Hej Bue! / Vi kan altså kun hviske, / med vores helt sarte / og pastelfarvede / stemmer. / Det kilder nok lidt i dit øre.« står der med små blå bogstaver.

Og så er det sjovt.

»Jeg kan bare godt lide at sidde med skæremaskine og limstift. Jeg arbejder altid efter at gøre det fejlfrit, men så kommer der altid nogle små ting, nogle smuttere, der giver det en menneskelighed. Man kan se, at det er lavet hjemme ved spisebordet.«

Hæftet og hjemmebryg-udgivelserne fravælger de store forlag. Digterne tager poesien i egen hånd. Det er de vant til, mange er også meget aktive online. På trods af, at den lille slikpose-bog ligger milevidt fra touch-skærmens blanke overflade, er det netop fra blog-skriveriet, Bue P. Peitersen henter noget af sin inspiration.

»Jeg har selv en blog og har været meget aktiv. Det giver lidt de samme muligheder, man kan lege med farver og alt muligt andet. Hæftet og bloggen har det selvbestemmende til fælles,« siger han.

En af forklaringerne kan ligge i den offentlige bogdebat, mener Lea Fløe Christensen. Digtene fylder ikke meget i den brede debat – med undtagelse af Yahya Hassans digtsamling –, og digterne tager konsekvensen af, at forlagsudgivelse langt fra er ensbetydende med opmærksomhed om digtene.

»I stedet for at gå til den store maskine, som man alligevel ikke kan forholde sig til mere, så kan man lige så godt gøre det selv. Eller gøre begge dele,« siger Lea Fløe Christensen.

Som for Olga Ravn og Bue P. Peitersen er der heller ikke tale om et »enten-eller«. Der er fri leg. Vinderne er læserne, der har god mulighed for at finde poetiske læseoplevelser i alle formater. Hvis de kan finde vej i junglen.

»Der er også en masse lort, som retfærdigvis ikke er udkommet på forlag,« griner Bue P. Peitersen.

Og forlagene tager tendensen til sig. De seneste år har man set mange eksempler på det, som Lea Fløe Christensen kalder »den lækre forlagsbog«. Det er coffee table-bøger – og gerne med et twist af den menneskelige nærhed, man oplever i en hjemmelavet bog som Bue P. Peitersens. Josefine Klougarts roman »Om Mørke« blev for eksempel udgivet i en særligt håndindbundet variant. Signe Gjessings debutdigte, »Ud i det u-løse«, er et andet eksempel. Her har forfatteren siddet og streget titlen i hvert enkelt eksemplar over med en tusch-marker.

Næste skridt kan blive så specielle bøger, at de helt gør op med den klassiske bogform. Cecilie Lolk Hjorts »Paranoiadigt« består af en æske med en tekst klippet op i linjer, man selv kan sætte sammen. Igen er den fysiske form forbundet med nettet: Inde i æsken findes et link til en hjemmeside, hvor der er adgang til teksten i sin helhed, en video, lyd mm.

De håndlavede udgivelser kan nogle gange pege mod opdagelser på nettet, men de eksisterer også bare i sig selv som håndgribelige objekter, der kræver at blive rørt ved for at blive forstået. Det tager tid og kalder på engagement. Lea Fløe Christensen fortæller om sin oplevelse til en reception på Marie Melchiorsens digt »Basalt«:

»Til receptionen kunne man købe den færdig, men man kunne også lave den selv. Man kunne sætte sig og klippe hver sætning ud og klistre den ind i bogen. Det gjorde jeg. Jeg havde læst den på forhånd og tænkt, at det var noget svær lyrik. Men så satte vi os der og klippe-klistrede. Og så pludselig syntes jeg faktisk, at der var noget, der var helt vildt godt. Fordi man dvælede ved det.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.