Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kultur på spidsen

Plads til alle der kan

Jesper Beinov, kulturredaktør.
Jesper Beinov, kulturredaktør.

»Det er vidunderligt at være en brun svane«, sagde den afroamerikanske soloballarina Misty Copeland om sin rolle som svaneprinsesse i Tjajkovskijs »Svanesøen«. 32-årige Copeland betegnes som ballettens svar på popstjernen Beyoncé. Den underskønne ballerina er både i verdensklasse og indskriver sig i rækken af scenekunstnere, hvis fremtoning sikkert er ganske anderledes end tiltænkt, da det pågældende scenekunstværk blev til. Vi skal være med på det hele, så længe talentet er der.

Her og nu danser f.eks. dansk-afroamerikanske Sebastian Haynes det mandlige hovedparti i balletmester Nikolaj Hübbes opsætning af »Svanesøen« på Det Kongelige Teater. At scenekunsten bryder med de gamle, hvide idealer er nu efterhånden så normalt, at det slet ikke var dét, jeg hæftede mig ved, da jeg så Haynes som prins, men snarere hans stærke trin.

Som Berlingske Kultur forleden kunne berette, er der tale om en trend. I Det Kongelige Teaters koncertopførelse i 2013 af Richard Wagners »Valkyrien« gav den jamaicanske verdensbasbaryton Sir Willard White den som den brutale Hunding, der får et sovemiddel af hustruen Sieglinde, så hun kan stikke af med Siegmund - der endda er hendes egen bror. White var aldeles kraftfuld, da jeg hørte ham i denne rolle, og siden da han optrådte som den klippefaste Hermann Landgraf i samme Wagners »Tannhäuser«.

At der bliver leget med køn, alder, seksualitet, i tykke og i tynde kan vi også se i pragtudgaven af »Cabaret« i denne tid. Som Berlingskes teaterredaktør Jakob Steen Olsen bemærkede, stikker forestillingen her af fra det filmiske forlæg fra 1972, hvorfra vi alle husker sangene og Liza Minnelli i hovedrollen, ved at være endnu mere flertydig.

Er det et problem? Er en afvigelse fra kunstnerens intention et problem? Kun hvis den nutidige fortolkning gør sig klogere end forlægget eller på anden vis forsøger at overskygge det med pudseløjerligheder, der dementerer intentionen. Det synes jeg f.eks. var tilfældet med den seneste opførelse af »Maskarade« i Operahuset.

Vores moderne samfund er anderledes end før. Vi krydser grænser på kryds og tværs. Globaliseringen gælder fra København til Kina, fra New York til Nørrebro. Så har store kunstnere også forskellig ­baggrund.

Det betyder ikke, at alting skal twistes. Nok har kunsten et sprog, der fletter sig ind i tid og sted. Nok er ethvert kunstværk også en del af en historisk epoke. Men kunsten insisterer også på, at der findes et fællesmenneskeligt sprog. Anderledes kan jeg f.eks. ikke forklare den oplevelse jeg havde i Beijing sidste år, hvor en af Kinas betydelige ballerinaer forklarede mig, hvordan sylfiderne i Bournonvilles »Sylfiden« retteligt skal forstås!

Dét viser universaliteten i den gode kunst. Uanset kunstværkets øvrige forankring i en bestemt kultur. Klassisk musik spilles i dag i høj grad af musikere fra Asien. Den var oprindelig en del af den vestlige kanon og er nu blevet universel.

Mangfoldighed og pluralisme er godt. Også i scene­kunsten. Så længe den er båret af talentets styrke. Så længe den ikke er demonstrativ, men knytter an til ­stykkets ånd.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.