Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Pilfinger slap skidt fra angreb på historisk hær

24-årig mand tog en tommelfinger fra kinesernes berømte krigerfigurer i terrakotta med hjem fra en fest på et museum i USA. Men han afslørede sig selv.

Et medlem af Kinas historiske og kostbare lerkrigerhær mistede tommelfingeren under et udlån til USA. Arkivfoto: Andrew Yates
Et medlem af Kinas historiske og kostbare lerkrigerhær mistede tommelfingeren under et udlån til USA. Arkivfoto: Andrew Yates

Tommelfingeren overlevede godt 2.300 års jordskælv og oversvømmelser. Den klarede så ikke mødet med en baseballfan på vej fra fest – hvad enten det nu skyldtes hans selfie eller ej, skriver avisen The Inquirer i Philadephia.

Baggrunden er den, at Franklin Institute i den amerikanske storby siden september har haft fint besøg: Museet præsenterer et udvalg af de berømte kinesiske krigere i lertypen terrakotta fra Qin Shi Huangs regeringstid.

Krigerne blev malet efter alle kunstens regler i år 209 f.Kr. og begravet som en art livvagter for den afdøde kejser. Et par af de mandshøje dukker blev så fundet af lokale landmænd i 1974 og fik snart følge af 6.000 andre krigere plus akrobater og musikere og et hav af heste.

Hæren af krigere og underholdere står helt tæt i fire sænkninger a la skyttegrave på omkring syv meters dybde og indgår i et gigantisk gravsted på op mod 100 kvadratkilometer i alt. Selve kejserens sidste hvilested og store dele af det øvrige område er endnu ikke gravet ud.

Arbejdet blev ifølge en samtidig historiker udført af 100.000 mand og inkluderede 100 floder af kviksølv. De aktive kunstnere og gravere i sin tid skulle ikke kunne afsløre skattenes beliggenhed og blev derfor henrettet efter endt arbejde.

Man anså i mange år historien om de giftige floder for et usandsynligt rygte – men da forskere testede den lukkede grav i 2001, fandt man rent faktisk en koncentration af kviksølv på 100 gange normalen.

Historikeren skriver også om et sindrigt ­system af krigere med ladt armbrøst rettet ­direkte mod eventuelle indtrængere. Så hvis den nysgerrige eftertid vover sig ind, er det på eget ansvar.

Michael Rohana med baseballkasketten anede ikke noget om den slags. Den 24-årige havde været til fest på Franklin Institute og fået øje på en lukket, men uaflåst dør. Han og nogle venner var så gået ind til udvalget af de udlånte krigere og var stoppet foran en af de kendte kavalerister med hest.

Manden tog også en såkaldt selfie foran kavaleristen og fik med vilje eller ved et uheld knækket en tommelfinger af statuen.

Et overvågnings­kamera fangede det meste af optrinnet. Det samlede selskab bestod af fem herrer med en noget kåd ­adfærd og blev iden­tificeret med moderne metoder. Den unge ­Michael Rohana skulle måske heller ikke have postet et foto af sig selv og tomlen på Snapchat dagen efter.

Gerningsmanden fik under alle omstændigheder besøg af FBI og krøb til bekendelse i ­sofaen sammen med sine forældre, hvor­efter han med røde ører hentede tomlen inde på sit ­værelse.

Altså kan lerkavaleristen nu få hånden fuld igen – mens der venter den unge pilfinger ­et økonomisk efterspil.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.