Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

PETs møde med Arafats elitekorps

Blekingegadebanden stjal rampelyset, men var ikke ene om at have kontakt til palæstinensiske TERRORGRUPPER i 1980erne. Fra Danmark planlagde Yassir Arafats elitekorps »Force 17« attentater i København, Oslo og Tel Aviv, og

Alarmen kom direkte fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) og tikkede ind hos lufthavnspolitiet i Kastrup midt på eftermiddagen 5. april 1989: En gruppe på 12 terrorister, angiveligt af palæstinensisk ophav, var på vej fra Damaskus til København for at udføre en flykapring i et af de skandinaviske lande. Samme alarm gik ud til Oslo, Stockholm og Helsingfors. Politiet i Kastrup tog ingen chancer og gik straks i det næsthøjeste beredskab »2. grad«. Betjentene fandt maskinpistolerne frem og patruljerede resten af dagen i lufthavnen med skarpladte våben, og lufthavnens gæster kunne se særligt meget politi foran det israelske selskab El-Als skranke. Men selvom politiet spillede med de store muskler, var der ingen grund til bekymring, forsikrede sikkerhedschefen i Kastrup:

»Vi tager situationen med stor alvor. Men vi mener at have et af verdens bedste sikkerhedssystemer, samtidig med at vi har fuld tiltro til politiets indsats. De er de eneste, der er bevæbnede herude,« lød de beroligende ord fra sikkerhedschef Kjeld Bregenhoff, som blev viderebragt i Berlingske Tidende dagen efter alarmen i Kastrup.

Trods den opsigtvækkende melding om, at et helt kuld terrorister skulle have kurs mod København, fik artiklen en beskeden placering et godt stykke inde i avisen. Terroralarmen var ellers en vigtig brik til forståelsen af en større sag fra 1989, der rummer samme dilemmaer og ubesvarede spørgsmål, som i Blekingegade-sagen.

Historien om Blekingegadebanden står 20 år efter stadig lysende klart i den kollektive hukommelse, sælger tusindvis af bøger og fik i denne uge justitsminister Lene Espersen (K) til at bebude en særlig undersøgelse af PETs og Justitsministeriets rolle i sagen om Blekingegadebanden.

Men hvem husker i dag, hvordan terror-alarmen i Kastrup Lufthavn i april 1989 senere blev kædet sammen med oplysninger om, at palæstinensiske agenter fra Yassir Arafats elitekorps Force 17 med base i København havde planlagt mord på danske jøder, israelske agenter og en palæstinensisk satiretegner. Hvem husker, hvordan en ung dansk kvinde, Ulla Lyngsby, blev arresteret i Israel for at indsmugle op mod 100.000 dollar i en ost til en gruppe terrorister? Og hvem husker, at statsministeren bekræftede, at der vitterligt var noget om snakken? Tilsyneladende ingen, for Force 17 og Ulla Lyngsby er gået i glemmebogen.

Men ligesom ved Blekingegadebanden vidste de danske myndigheder i sagen om Force 17, at personer med tilknytning til palæstinensisk terror i 1980erne opholdt sig i Danmark og herfra planlagde indtil flere attentater, uden at det førte til hverken anholdelser, sigtelser eller straffesager. Derimod holdt PET et hemmeligt møde med folk fra Force 17 i Zürich 2. april 1989.

Kritikere mener, at myndighederne lukkede øjnene for Force 17, enten fordi man frygtede hævnaktioner fra internationale terrorister, eller måske ligefrem fordi man samarbejdede og udvekslede oplysninger med palæstinenserne. Både DF og De Radikale kræver nu, at myndighedernes ageren i Force 17- og Ulla Lyngsby-sagerne skal granskes nærmere, eventuelt sammen med sagen om Blekingegadebanden. S vil rejse sagen over for justitsminister Lene Espersen (K), der dog vil afvente PET-kommissionens længe ventede rapport. Formanden for kommissionen oplyser, at den ikke har fokuseret på sagen om Force 17.

Efterforskningen af sagen mod Blekingegadebanden viste klart, at den palæstinensiske gruppe PFLP havde aktiviteter og folk på jorden i Danmark i 1970erne og 1980erne. Men PFLP var blot en af flere palæstinensiske grupper, der opererede i Europa i de år. En anden var Force 17, Yassir Arafats eliteenhed, som tog sig af mere skumle sager. Force 17 blev oprettet i begyndelsen af 1970erne som et korps af livvagter for højtstående medlemmer af Yassir Arafats Fatah-parti, men korpset fungerede også som Arafats personlige efterretningstjeneste og antiterrorkorps. Force 17s opgave var bl.a. at slå ned på konkurrerende palæstinensiske grupper og rivaler til Arafat.

Gruppen opererede også i Europa, og i Danmark overvågede PET en håndfuld Force 17-medlemmer, som var kommet til Danmark under dække af at være statsløse, palæstinensiske flygtninge. Et par af dem opnåede dansk statsborgerskab, fik dansk arbejde og nogle blev dansk gift. Men Force 17-folkene i København planlagde også en række attentater, imens PET fulgte med på sidelinjen via aflytninger og overvågning. I 1987 opsnappede PET en plan om at myrde en tidligere israelsk efterretningsagent, Sylvia Raphael, der på det tidspunkt boede i Norge.

Sylvia Raphael var israelsk Mossad-agent og blev i 1973 sendt til Norge for at myrde den formodede leder af terroraktionen mod israelske sportsfolk ved OL i München i 1972. Massakren ved OL og Israels senere forsøg på at myrde terroristerne er skildret i Steven Spielbergs film »München«, hvor det også ses, hvordan Sylvia Raphael og de andre Mossad-folk ved en fejl myrdede den forkerte person i Norge. Sylvia Raphael fik fem års fængsel, som hun afsonede i Norge. Efter udstået straf blev hun boende i landet, hvor hun giftede sig med sin norske forsvarsadvokat.

Men palæstinenserne havde ikke glemt hendes Mossad-fortid. I december 1987 rejste en gruppe Force 17-folk fra København til Norge med Oslo-båden for at likvidere Sylvia Raphael. De vidste ikke, at flere PET-folk var med om bord på færgen, og at den norske efterretningstjeneste havde advaret Sylvia Raphael, der derfor var gået under jorden.

PET og norsk politi fulgte Force 17-folkene, imens de forgæves bankede på hos Sylvia Raphael, ledte efter hende på andre adresser i Oslo og til slut tog færgen tilbage til København med uforrettet sag.

Attentatplanen i Oslo var ikke det eneste, Force 17 planlagde med PET på medhør. I 1988 blev overrabbiner Bent Melchior opsøgt af to mænd fra PET, der fortalte, at Force 17 havde planlagt et attentat mod ham. Ifølge Bent Melchior oplyste PET, at mordplanen omfattede ham selv og Politikens daværende chefredaktør Herbert Pundik, som skulle myrdes under rejser til Israel.

Bent Melchior fik også at vide, at der havde været mordplaner mod Israels præsident Chaim Herzog, da han var på officielt besøg i Danmark i juli 1987.

Historierne om attentatplanerne mod Sylvia Raphael, Chaim Herzog, Melchior og Pundik væltede frem i pressen, efter politiets gennembrud i sagen mod Blekingegade-banden i maj 1989 viste, at der var grupper i Danmark med både vilje, evner og kontakter til at støtte palæstinensisk terror. Journalister havde dengang ikke svært ved at få efterretningskilder til at fortælle, hvordan indtil flere grupper med terrorhensigter var aktive i Danmark.

I sommeren 1989 kogte terrorspekulationerne for alvor op i offentligheden. Den 25-årige danske pædagog Ulla Lyngsby blev anholdt, da hun forsøgte at rejse ind i Israel. Mossad arresterede Ulla Lyngsby og forhørte hende i en uge. Ifølge israelerne fandt man i Ulla Lyngsbys bagage en kodebog med instrukser og mellem 75.000 og 100.000 dollar, som var gemt i et stykke dansk skæreost.

Israelerne havde længe holdt øje med Ulla Lyngsby. Ikke alene sympatiserede hun med den palæstinensiske sag, hun var også gift med palæstinenseren Salim Mishawli, som var mistænkt for at have kontakt til Force 17s folk i København. Oven i det havde Ulla Lyngsby siden 1987 været genstand for PET-aflytninger efter en henvendelse fra den britiske efterretningstjeneste MI5. I juli 1987 blev en satirisk palæstinensisk bladtegner, som var meget kritisk over for PLOs ledelse, myrdet i London. Da MI5 efterforskede sagen, dukkede Ulla Lyngsbys navn op flere gange, og MI5 gik derfor til PET, som begyndte at aflytte den unge dansker.

Ifølge de israelske anklager indgik Ulla Lyngsby som meddeler og kurer i endnu et forsøg fra Force 17s side på et attentat mod overrabbiner Bent Melchior og chefredaktør Herbert Pundik. De skulle, på samme tidspunkt som Lyngsby blev anholdt, deltage i endnu en rejse i Israel.

Under forhør hos Mossad tilstod Ulla Lyngsby angiveligt at have deltaget i terrorplanlægning. Danske medier citerede israelske afhøringsrapporter, hvori Ulla Lyngsby erklærede, at hun sammen med Force 17-folk med tilknytning til PLOs kontor i København havde planlagt en aktion:

»Planen var at infiltrere rejseselskabet med folk fra Fatah og tage de rejsende som gidsler. Man ville derpå kræve fængslede palæstinensere løsladt som betingelse for at frigive gidslerne. Min rolle bestod i, at jeg skulle ringe til rejseselskabet og skaffe oplysninger om rejsen,« skulle hun ifølge EkstraBladet have sagt.

Men Ulla Lyngsby trak alle sine tilståelser tilbage, da hun efter en uges forhør blev stillet for en israelsk distriktsdommer. Domstolen ønskede ikke at videregive alle anklager mod Ulla Lyngsby, så der hersker den dag i dag uvished om omfanget og karakteren af disse. Ulla Lyngsby endte med at blive løsladt i midten af juli, hvorefter hun vendte hjem til Danmark. Da hun landede i Kastrup Lufthavn, ventede hendes kæreste og tilhængere med omfavnelser, blomster og en limousine, og hun blev noget betuttet ført gennem forsamlingen, imens fotograferne blitzede ivrigt.

Flere avisartikler luftede teorier om, at Ulla Lyngsby var blevet presset til sine tilståelser af brutale israelske afhøringsfolk. Ikke mindst Pelle Voigt, medlem af Folketinget for SF, støttede denne teori. Han havde været aktiv fortaler for PLOs tilstedeværelse i København på det kontor på Alperosevej på Amager, som nu blev anklaget for at huse agenter fra Force 17. Pelle Voigt stillede sig derfor meget tvivlende over for anklagerne fra israelerne.

Lige indtil statsminister Poul Schlüter (K) i midten af juli 1989 afgav en erklæring, som bekræftede, at der havde været mordplaner: »PET har gennem længere tid været i besiddelse af oplysninger, der gav begrundet frygt for kendte danske statsborgeres liv og sikkerhed.«

En efterfølgende orientering i Udenrigspolitisk Nævn fastslog, at sagen var alvorlig. Schlüter sagde, at »der er sikker forvisning« om, at en række personer i Danmark havde været involveret i udarbejdelsen af attentatplaner mod både udlændinge og danskere med tilknytning til Israel, men han nævnte ingen navne. Så skete der intet videre, og Poul Schlüter oplyste også, at man efter grundige overvejelser havde fundet, at »der ikke var tilstrækkeligt grundlag for retsforfølgning ved danske domstole«. Ifølge myndighederne var der altså ingen dokumentation for, at Ulla Lyngsby rent faktisk vidste, at Force 17-folkene syslede med mordplaner.

Selv PLOs forsvarer, Pelle Voigt, sagde efter mødet i Udenrigspolitisk Nævn, at PLOs repræsentant i København, der havde påstået, at det hele var fup, burde »stikke piben ind«. Venstres formand for nævnet, Bjørn Elmquist, advarede også PLO og sagde, at PLO burde udvælge sin omgangskreds med større omhu.

Trods de mange opsigtsvækkende sager og oplysninger i sommeren 1989 om Force 17 og Ulla Lyngsby fik sagerne ingen konsekvenser. Ingen af Force 17s folk blev retsforfulgt eller udvist. Det fik dengang en forarget Bent Melchior til at opsøge justitsminister Erik Ninn-Hansen (K) for at spørge, om de danske myndigheder ville gå videre og undersøge muligheden for f.eks. at udvise udlændinge, der havde været involveret i sagen om Force 17. Svaret fra Erik Ninn-Hansen var ifølge Bent Melchior ganske klar: Man ville ikke foretage sig yderligere.

I dag siger Bent Melchior: »Man var mere villig til at risikere mit liv frem for at tiltrække en palæstinensisk terrorhandling. Det var min klare oplevelse, at man var bange for et palæstinensisk hævnangreb, hvis Danmark udviste palæstinensere.«

De danske myndigheder kan – som det også er blevet fremført i sagen om Blekingegadebanden – have holdt sig tilbage fra at gribe ind over for terrorister af frygt for terror på dansk jord.

SFs Pelle Voigt var en central aktør i spillet om PLO i Danmark i 1980erne. Han var som politiker og medlem af Udenrigspolitisk Nævn aktivt gået ind for, at PLO skulle have status som legitim repræsentant for palæstinenserne i Danmark, og han havde nær kontakt med PLOs folk i København. Afsløringen af mordplanerne mod Bent Melchior og Herbert Pundik kom som lidt af et chok for ham, og han tog i juli 1989 kontakt med PLO og iværksatte sin egen undersøgelse af sagen. Han blev chokeret, da han efter en grundig undersøgelse og dialog med PLO måtte konkludere, at der ingen tvivl var om, at folk fra PLO-kontoret i København var involveret i terrorplaner og var forbundet med Force 17.

Pelle Voigt besluttede sig for at besøge PLOs daværende hovedkvarter i Tunis i et forsøg på at rede trådene ud.

Efter seks dage i Tunis vendte en solbrændt Pelle Voigt tilbage til Danmark i begyndelsen af september 1989. Han forklarede, at han under møder med Yassir Arafat og Force 17 – herunder lederen Abu Talayeb og hans næstkommanderende Abu Salim – havde fået en række interessante oplysninger. De havde bekræftet, at der havde været Force 17-folk udstationeret i Danmark, og at disse kunne have deltaget i attentatplanerne mod Sylvia Raphael. Til gengæld benægtede PLO de israelske oplysninger om, at Force 17 planlagde drab på Bent Melchior og Herbert Pundik.

Oven i det forklarede Pelle Voigt, at han havde læst et referat fra et møde i Zürich 2. april 1989 mellem repræsentanter fra Force 17 og repræsentanter fra danske PET, heriblandt PETs daværende operative leder Per Larsen. Ifølge Pelle Voigt havde PET og PLO udvekslet oplysninger på mødet:

»Formålet med mødet skulle være at etablere et samarbejde til bekæmpelse af terrorisme begået af andre palæstinensere end dem, Fatah har styr på. Som led i dette samarbejde havde PET overgivet Force 17 en del materiale, som vi så. Der var tale om navnelister med navne på 20-25 palæstinensere i Danmark, som mistænktes for terrorisme. Fotos af nogle af dem. Billederne lå i små kuverter. Fotos af palæstinensere, som PET bad PLO identificere,« forklarede Pette Voigt.

Havde Pelle Voigt ret i sin påstand om, at PET havde holdt møde med Force 17 og indledt et samarbejde med udveksling af oplysninger af blandt andet navne? Et samarbejde, der i givet fald ville bryde et gyldent princip om, at man ikke forhandlede med terrorister? Pelle Voigt selv kunne i sin tid ikke dokumentere påstanden.

»Mange spørgsmål står ubesvarede,« siger Pelle Voigt i dag: »Hvorfor holdt PET og Justitsministeriet i årevis hånden over Blekingegadebanden? Hvorfor lavede PET en aftale om fælles terrorbekæmpelse med Yassir Arafats Force 17? Er det de samme kræfter, som nu sørger for, at offentliggørelsen af PET-kommissionens beretning politisk trækkes i uendeligt langdrag. Disse spørgsmål må belyses nu. Men jeg kan godt forstå, at der må være nogen, der prøver at forhindre det.«

PETs daværende leder Hanne Bech Hansen, der i dag er politidirektør i København, ønsker ikke at kommentere. Og heller ikke PETs daværende operative chef Per Larsen, der i dag er chefpolitiinspektør under Hanne Bech Hansen, ønsker at kommentere. Per Larsen henviser blot til daværende statsminister Poul Schlüters redegørelse i sagen fra 1989.

Poul Schlüter husker i dag ikke sagen, men måtte i sin tid komme med en delvis bekræftelse som reaktion på Pelle Voigts oplysninger:

»Jeg kan bekræfte, at ved en enkelt lejlighed har der efter PLO kredsens anmodning været kontakt i et tredjeland mellem PLO og danske myndigheder, men det førte ikke til noget særligt«.

Det vides ikke, om statsministeren her henviste til mødet i Zürich den 2. april, hvor PET og Force 17 angiveligt udvekslede oplysninger og indledte et samarbejde til bekæmpelse af terrorisme. Men vi ved, at PET få dage efter mødet i Zürich satte himmel, jord og al disponibelt mandskab i Kastrup Lufthavn i bevægelse, da de udsendte en advarsel om, at 12 terrorister var på vej hertil for at udføre en flykapring. Hvad Force 17 til gengæld fik ud af kontakten til PET, ønsker ingen af de involverede at fortælle.

Berlingske Tidende har under udarbejdelsen af denne artikel via e-mail og telefonopkald flere gange forsøgt at indhente en kommentar fra Ulla Lyngsby om begivenhederne i 1989. Men det har ikke været muligt at få Ulla Lyngsby i tale.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.