Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Paul Gauguin: Virkeligheden er bare et påskud

Paul Gauguin var franskmand på sine rejser udenlands og gjorde sig eksotisk hjemme. Den franske impressionist fandt altid en passende branding, siger Glyptotekets direktør.

»Han gør sig flere gange til de fremmedes advokat og vil male deres rammer og vilkår. Men når han kommer til et nyt sted, stiller han med sine egne forestillinger. Og de forestillinger farver det, han ser.« Flemming Friborg, museumsdirektør på Glyptoteket, om Paul Gauguin.
»Han gør sig flere gange til de fremmedes advokat og vil male deres rammer og vilkår. Men når han kommer til et nyt sted, stiller han med sine egne forestillinger. Og de forestillinger farver det, han ser.« Flemming Friborg, museumsdirektør på Glyptoteket, om Paul Gauguin.

Vi kender ham for farverige fremstillinger af Tahitis ungmøer.

Portrætterne af mørklødede skønheder med hvide blomster i det kulsorte hår kører fint på enhver kagedåse.

Billederne med røde og gule flader og bjerge i den uendelighedsblå baggrund kan sælge alt fra kaffe til ferierejser til eksotiske egne.

Men han var samtidig så meget andet. Glyptotekets udstilling om Paul Gauguin hedder af same grund »Gauguins verdener« i flertal. De i alt 71 malerier, tegninger, træskærerarbejder med videre handler om en kunstner med et overordentligt bredt virkefelt.

Plus måske lidt om en herre, hvis blik i sidste ende kun nåede til hans egen navle.

Som da han for alvor får øjnene op for det franske imperiums fjerneste udposter. Han beder staten om penge og vil male indvånerne på deres hjemmebane.

»Men det passer overhovedet ikke. For han er kun interesseret i sig selv,« siger Flemming Friborg – direktør på Glyptoteket og hovedansvarlig for husets udstilling.

»Han gør sig flere gange til de fremmedes advokat og vil male deres rammer og vilkår. Men når han kommer til et nyt sted, stiller han med sine egne forestillinger. Og de forestillinger farver det, han ser.«

En kvart inka

Fascinationen af det fjerne gælder allerede hans eget ophav. Paul Gaugin er søn af en fransk journalist og en mor med baggrund i Perus socialistiske oprørsbevægelse.

»Men når det passer i hans kram, gør han sin mor i direkte familie med inkaerne – hvilket vist højst er en halv sandhed,« siger Flemming Friborg.

Paul Gauguin er med andre ord ærkefransk på sine besøg i Fransk Polynesien eller i den lykkelige tid på Martinique ud for Sydamerika. Og han pynter sig omvendt med sine mørkøjede gener over for venner og fjender hjemme på det parisiske parnas.

»Der er to slags blod i mig – det vilde og det sentimentale,« kunne han sige.

Franskmanden er i virkeligheden optaget af det primitive længe før rejserne udenlands. Glyptotekets udstilling åbner med en art erindringsreol over artefakter fra Egypten med videre. Han kender sin kunsthistorie overordentlig godt og virker tidligt bevidst om eksistensen af et øst og et vest.

Og reolen er så stillet sammen med en af Glyptotekets største skatte: Gauguins berømte »Kvinde med blomst« fra 1891. Umiddelbart et regulært tahitibillede.

»Men det virker dybest set som et renæssanceportræt,« siger Flemming Friborg.

»Pigen er først koket og vil ifølge traditionen ikke males. Men hun vender så tilbage i en kjole af europæisk tilsnit. Hun har stadset sig op for ham,« siger Flemming Friborg.

Gauguin maler altså en kultur, der ikke længere kan kaldes fremmed. Den er allerede blandet op med vestlige impulser.

Paul Gauguin selv finder hele tiden en passende branding. Fransk på opholdene udenlands. En eksotisk fugl på hjemmefronten. »Mit kunstneriske centrum er i min hjerne,« skriver han.

Dansk eventyr

Et andet fokuspunkt for »Gauguins verdener« er hans ægteskab med danske Mette Gad og korte ophold i København midt i 1880erne.

»Kunsthistorikerne har generelt set perioden som en knap så betydelig passus i hans liv,« siger Flemming Friborg.

»Men dét syn retter vi lidt op på. Danmark bliver faktisk en slags laboratorium for ham. Kunstforeningen er for eksempel et af de få steder, hvor han faktisk får udstillet noget. Man tager så hans billeder ned efter bare fem dage, hvilket han selv er grundigt utilfreds med – men det var altså helt almindeligt dengang.«

Gauguin sidder meget af tiden på Gammel Kongevej og maler alene. Den franske impressionist vekselvirker ikke meget med de danske kolleger i samtiden. Og da danske Theodor Philipsen maler ham efter, har Gauguin ikke meget til overs for det.

»De kan nok tænke Dem resultatet«, skriver han til en bekendt. »Impressionistisk stil som hos mig. Men farveholdning som en dansker.«

Han lærer til gengæld en del om sig selv under opholdet. Som da han maler Østerport med vue ud over Østre Anlæg og efter eget udsagn »har fået godt fat i de grønne toner«.

Paul Gauguins værker er en farverig, figurativ og stærkt viril kunst. Franskmanden er rundet af det forfinede og erobrer sig vej til det primitivistiske.

»Han elsker alt, der trækker væk fra det pæne og polerede,« siger Flemming Friborg.

»Selv om han ikke er så vild med Eiffeltårnet, så priser han bygningen som et udtryk for sin tid. At man for en gangs skyld ikke har grebet til gamle former. Men har bygget noget, der virkelig er nyt.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.