Passion kender ingen alder

26,1 år er den alder, hvor menneskekroppen når sin optimale præstationsevne. Så hvorfor er atleter som Francesco Totti, Peyton Manning (foto) og Bernard Hopkins alligevel i stand til at præstere på topniveau selv i 40erne og 50erne?

Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Støvet fra Twin Towers hang stadig i Manhattan-luften uden for Madison Square Garden, da bokseren Bernard Hopkins i slutningen af september 2001, gik i ringen til Ray Charles’ version af »America the Beautiful«. For newyorkere var det den første store sportsbegivenhed siden terrorangrebet to uger tidligere, men for 36-årige Hopkins var det den formodet sidste mulighed for at få guldstøv på en flot men ikke specielt glamourøs karriere, kun rigtig værdsat af feinschmeckere. Modstanderen var promoter Don Kings superstjerne, Felix Trinidad, og han var storfavorit. Alligevel leverede Hopkins en af den firkantede rings mest fuldendte præstationer, da han stoppede puertoricaneren i sidste runde. Dermed var feel-good-afslutningen på en karriere, der startede i et fængsel nær Philadelphia, fuldendt. Troede man. For i virkeligheden var Hopkins kun lige begyndt.

I de godt og vel 15 år, der er gået siden, har Bernard Hopkins leveret den ene mere brillante præstation efter den anden. De få gange han har tabt, har alle tænkt, at alderen endelig har indhentet Hopkins, men så er han kommet tilbage i den følgende kamp og har overrasket igen. Ind i mellem har han også brugt alderen som et led i sin psykologiske krigsførelse, som da han tog armbøjninger mellem runderne, da han på udebane slog den 17 år yngre Jean Pascal i 2011 i Montreal.

Men lørdag aften slutter det hele, når Hopkins vandrer op i en boksering i Los Angeles, 51 år og 337 dage gammel. Hopkins har proklameret, at kampen bliver det endegyldige punktum. Helt i tråd med en karriere, hvor intet er blevet ham foræret, har han valgt 27-årige Joe Smith som sin sidste modstander. En Hopkins-sejr er ingenlunde givet, men uanset hvad er der lagt op til fejring af en af de mest utrolige karrierer som ikke bare boksning, men al sport har set.

Med sine knap 52 år er Hopkins nærmest præcis dobbelt så gammel, som den alder videnskaben fortæller os, at den menneskelige maskine er på toppen af sin ydeevne. Det beretter en undersøgelse af mere end 10.000 præstationer i atletik, svømning og skak, fra det nationale franske sports- og idrætsinstitut, hvor Geoffroy Berthelot er forsker. Han er en af medforfatterne på undersøgelsen, som konkluderer, at 26,1 år er tidspunktet, hvor et menneskes præstationsevne topper. Det til trods for at det er muligt at fastholde muskelmasse og iltoptag op til en noget højere alder, forklarer Geoffroy Berthelot:

»Derfor ligger svaret på præstationsfaldet formentlig et andet sted. Når vi ser på en lang række fysiologiske og biologiske parametre, herunder testosteronniveau, ser vi fald allerede i 20erne. Det understreger, at muskler i sig selv ikke er hele forklaringen. Kroppens præstationsevne er yderst multifaktoriel,« siger han.

Geoffroy Berthelot beskriver en række genetiske og epigenetiske faktorer, som påvirker præstation. Samtidig påpeger han, at de 26,1 år som alderen for optimal præstationsevne, stemmer overens med en lang række andre undersøgelser af mennesket. Det er nemlig omkring den alder, at mineraltætheden i knoglerne er størst, det er i den alder, mænd er mest fertile, det er der, de kognitive funktioner topper. Undersøgelser af enkelte sportsgrene viser et lignende billede. Eksempelvis viser en undersøgelse fra Radford University i år, at fodboldspillere topper i alderen 25-27 år.

51-årige Bernard Hopkins går lørdag aften i ringen til sin boksekamp nummer 67.  Han tabte sin debut i 1988, men forsvarede senere sit verdensmesterskab i mellemvægt 20 gange fra 1994-2005. Herefter rykkede han op i vægt og blev af flere omgange verdensmester i letsværvægt. Han mistede sit seneste VM-bælte i november 2014. Foto: Scanpix
Foto: Adam Hunger
51-årige Bernard Hopkins går lørdag aften i ringen til sin boksekamp nummer 67. Han tabte sin debut i 1988, men forsvarede senere sit verdensmesterskab i mellemvægt 20 gange fra 1994-2005. Herefter rykkede han op i vægt og blev af flere omgange verdensmester i letsværvægt. Han mistede sit seneste VM-bælte i november 2014. Foto: Scanpix Foto: Adam Hunger

Ikke desto mindre synes der som minimum på anekdotisk plan at være en tendens til, at atleter i dag præsterer på et højt niveau i en stadig højere alder. I 1992 var gennemsnitsalderen i mændenes top 10 i tennis 23 år, ved sidste års udgang var den knap 29 år. I NBA var der i 1982 blot to spillere på 35 år eller mere, nu er der flere end 20. Gennemsnitsalderen ved finalerne i roning ved OL er fra 1974 til 2014 steget fra 24 til 31 år. Men hvorfor?

Ulrik Wisløff er professor på det tekniske universitet i Trondheim og en førende ekspert i sammenhængen mellem aldring og præstationsevne. Han forklarer, at forholdet mellem gener og præstationsevne er særdeles kompleks, og at vi blot er i begyndelsen af vores forståelse af samspillet mellem arv/miljø, psykologi, ernæring og præstationsevne. Men sikkert er det dog, at de, der præsterer på højt niveau i en sen alder i sportsgrene, hvor udholdenhed spiller en stor rolle, er vinderne i det genetiske lotteri.

»Ellers opnår de aldrig succes og stopper i en tidlig alder. Mindst 50 procent af forskellene i VO2-max (det maksimale iltoptag) mellem mennesker er bestemt af gener. Har du de gode gener, er det træning og ernæring, der er med til at afgøre, hvor længe du kan holde dit niveau. Vi ved ikke præcis, hvornår VO2-max falder på grund af alder, men mit gæt er, at det er tættere på 60 år end 40 år,« forklarer Ulrik Wisløff.

Er atleter i dag i stand til at præstere på et højere niveau i en fremskreden alder end tidligere, så er det først og fremmest på grund af større viden om ernæring og begavet træning, ifølge Ulrik Wisløff. Men hvordan træner aldrende atleter så på en måde, så de forlænger karrieren? Få mennesker er mere kvalificerede til at svare på det spørgsmål end Mackie Shilstone.

Da bokseren Michael Spinks i 1985 rykkede fra letsværvægt til sværvægt og besejrede Larry Holmes, var det Mackie Shilstone, som hjalp Spinks med at ommøblere sin krop. Det var den nu 64-årige Mackie Shilstones gennembrud som fitnessguru, og siden da har han hjulpet den ene berømte klient efter den anden. Og det er især evnen til at forlænge karrierer, som Mackie Shilstone er blevet kendt for.

Stjerne-quarterbacken Peyton Manning overvejede i 2015 i en alder af 39 år, om han skulle stoppe karrieren. Han opsøgte Mackie Shilstone, og bad ham vurdere, om han kunne komme til at præstere på topniveau igen. Shilstone gik metodisk til værks, gav superstjernern et positivt svar, og et år senere stod Manning og Denver Broncos som vindere af Super Bowl. Shilstone får efter eget udsagn sine klienter til at arbejde hårdere, end de nogensinde har gjort før. Men aldrig i blinde.

»Nøglen for en aldrende atlet er at vide præcis, hvor han er. Helbreds-alderen kan godt være en anden end den kronologiske alder. Det første, jeg gør med en ny klient, er at scanne hans krop, lave test af lungefunktion, muskler, stofskifte og biomekanik. Specielt i hofterne,« fortæller Mackie Shilstone til Berlingske.

Når Shilstone har kortlagt kroppen, går han ukonventionelt til værks i planlægningen af en ny type træning, og tilpasser den specifikt til sin klients sport, uagtet traditionerne. Han har ændret træningsfilosofier i boksning og baseball, og den danske rekord-kicker i NFL, Morten Andersen, tilskriver Shilstones alternative metoder en stor del af æren for, at hans karriere blev så lang. Han spillede på topniveau til han blev 47 år, og hans sidste sæson var den, hvor han ramte målet med størst præcision overhovedet.

Shilstone fortæller begejstret om, hvordan han bandlyste tung vægttræning, men brugte balancebomme og opfandt katapult-lignende systemer til at træne Morten Andersen og andre kickere. Men selvom den slags teknologisk udvikling ofte beskrives som en af forklaringerne på atletiske fremskridt, så er billedet nogle gange mere mudret, ifølge Mackie Shilstone. Nogle gange forkorter teknologien karrierer. Han peger på tennis som et eksempel, hvor teknologien presser menneskekroppen ud på kanten af, hvad den kan klare.

»De grafit-ketchere, man spiller med i dag, forstærker den kraft, der går igennem albuen i ekstrem grad. Du kan ikke styrke senerne tilsvarende, så du er nødt til at tage nogle andre forholdsregler,« siger Mackie Shilstone.

Hans kendskab til tennis er vokset mangefold siden 2008, da han fik et opkald fra en dengang 27-årig Serena Williams. Efter flere år med skader og dårlige resultater lå hendes karriere i ruiner, og hun var ved at være forbi den alder, hvor de fleste kvindelige tennisspillere topper. Ifølge Williams ændrede Shilstone hendes liv med sin tilgang til den fysiske og mentale del af spillet. De to har nu samarbejdet i 8 år, men når Shilstone skal forklare, hvordan han får atleter som Williams og Manning til at præstere i en højere alder, end de burde kunne, så er det ikke først sine egne metoder, han fremhæver. Det er derimod atleternes dedikation, åbenhed over for alternative metoder og viljen til at gå længere end konkurrenterne. Uden dedikationen kan Shilstone intet udrette. Og ingen sportsmand, som Mackie Shilstone har arbejdet sammen med, har levet et mere disciplineret liv end Bernard Hopkins, som altså lørdag aften går i ringen for sidste gang.

»For Hopkins er det ikke bare et spørgsmål om disciplin og askese. Det er hele hans tilgang til livet. Fængslet lærte ham at tage ansvaret for sin egen overlevelse, og at hans helbred var en af få ting, han selv havde kontrol over. Han er det bedste eksempel på en mand, som har forstået, at man kun har kroppen til leje, og at lejemålet ophører før tid, hvis du ikke plejer den,« siger Mackie Shilstone.

Da Hopkins i 2006 rykkede op i letsværvægt og vandt VM-titlen med en både overbevisende og overraskende sejr over Antonio Tarver, var det første gang han havde Mackie Shilstone med i ringhjørnet. I den kamp viste Hopkins helt nye facetter i sin boksning, og hans evne til omstilling er en anden af forklaringerne på, at Hopkins har kunnet forlænge sin karriere. I sine unge dage var hans stil aggressiv, men efterhånden som hans krop ændrede sig, gjorde hans stil også. De senere år har han været en af kanvassens førende taktikere. Tilpasningsevnen og et munkelignende liv med otte timers søvn, ingen koffein, intet kød og ingen fridage har været konstanterne i Hopkins 28 år lange professionelle karriere. Sammen med en uslukkelig tørst efter selvforbedring og sejre. Eller som Mackie Shilstone formulerer det:

»Passion er den livskraft, der gør mennesker i stand til at genopfinde sig selv.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.