Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

På Folketeatret er der både seje kvinder og sprogligt overskud. Men så alligevel ...

Heller ikke denne opsætning får mig rigtig overbevist om, at de lystige koner – hvor end de kommer fra – behøver gæste de danske scener så tit.

Lisbeth Gajhede og Tom Jensen i »De lystige koner« på Folketeatret Foto: Gudmund Thai
Lisbeth Gajhede og Tom Jensen i »De lystige koner« på Folketeatret Foto: Gudmund Thai

Der var et lille rim der,« pointerer Tom Jensens Falstaff mere end en gang, når han leverer en smægtende kærlighedserklæring til en af de to rige hustruer, som han forsøger at forføre, inden de narrer ham grusomt i Folketeatrets veloplagte opdatering af Shakespeares »De lystige koner i Windsor«.

Falstaff rimer ganske dårligt, for eksempel Fjord på señor, men med afsæt i Niels Brunses fine oversættelse gnistrer gendigtningen af et sprogligt overskud, hvor »resolut« bliver til »resistent«, »direktion« til »erektion« – jo, jo, der er alt rigeligt til husarerne – og hvor skønne nydannelser som »melankolerisk« indfanger såvel den omtalte persons karakteristika som hele det tegneserieunivers, intrigen udspiller sig i.

Gendigtningen har nemlig omplantet intrigen til Det Vilde Vesten, hvor cowboys, indianere, dekolleterede damer og immigranter med tykke accenter puster et vist liv i denne sædekomedie, der ganske ofte opsættes trods sit temmeligt altmodische tema om ærbarhed, hanrejer og ægte kærlighed.

Niclas Vessel Kølpin charmerer med sin tjener Sam, der da vist må være kopieret over tegneseriehelten Lucky Luke. Måske er han ikke hurtigere end sin egen skygge, men ellers kan hans vævre, top-timede krop og gummi-elastiske mimik lidt af hvert. Hans karakter er den mest gennemført koreograferede og et påskønnet supplement til de mange andre højtråbende bikarakterer.

Tom Jensen er den fødte Falstaff, der her er pensioneret general. Jensens sovekammerøjne og dvask-sensuelle krop på kattepoter sniger sig ind på byttet, men kommer først rigtig til live, da damerne – endelig – entrer scenen. Camilla Bendix kan om nogen vifte sit skød, alt imens hun svinger mellem sødmefyldt tuttenuttet og modent kvindebrøl. Mette Horn går lidt mere stille med begæret, men den voldsomme grimasseren røber hendes drifter, langt før strømpebåndet – og siden skulderen – luftes. Den skulder er så absurd antisexet, at den er hele forestillingen værd.

Kvinderne længes efter kærtegn – og nok næsten mere efter dampende sex, hvad ingen kan fortænke dem i, da deres ægtemænd i Kristian Halkens og Jesper Asholts skikkelser fremstår som de kliché-tumper, teksten dømmer dem til at være.

Horn og Bendix har præcist fat i den attrå og lyst til moralbrud, Falstaff trods sin fedme og indolens vækker i dem. Desværre får Jensen ikke lov at gå den erotiske line ud, men placeres hurtigt i narrens rolle. Så er der jo kun tilbage at tilgive narren, reetablere ægteskabets normalitet og lade de unge elskende, der som altid lever en lidt bleg tilværelse i skyggen af de modne, erotiske trakasserier, få hinanden.

Det er en glimrende idé at omplante løjerne til Det vilde vestens kontant-moralske æra, og der er høj energi og perfekt timing i forestillingen, der rammer Folketeatret efter en længere turné. Horn og Bendix brillerer og Shakespeares øje for at dramatisere naragtigheder fornægter sig ikke.

Men selv om vi også kender til jalousi i dag og på både religiøs og nypuritansk vis sætter spørgsmålstegn ved den seksuelle frihed, får heller ikke denne opsætning mig rigtig overbevist om, at de lystige koner – hvor end de kommer fra – behøver gæste de danske scener så tit. Vi vil gerne se seje kvinder, men de medfølgende mænd i denne tekst er så tåbelige, at det næsten bliver umuligt at tænde op under det bål af begær, der burde drive hele værket og give det kant.

 

De lystige koner

Frit efter Shakespeares »De lystige koner i Windsor«. Instruktion: Frede Guldbrandsen. Scenografi: Camilla Bjørnvad. Koreografi: Tine Salling. Folketeatret. Til 22. april.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.