Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Overgrebs-anklagede Woody Allen får tiltrængt støtte fra en gammel ven

Støtten til den 82-årige filminstruktør Woody Allen er hastigt vigende i lyset af adoptivdatters vedholdende beskyldninger om seksuelt misbrug. Ny opbakning fra en af hans største stjerner har nu udløst en twitterkrig mellem Hollywoods kendisser.

De fortsatte overgrebsbeskyldninger fra Woody Allens adoptivdatter Dylan Farrow mod filminstruktøren har delt Hollywoods skuespillerstand i to lejre.  
De fortsatte overgrebsbeskyldninger fra Woody Allens adoptivdatter Dylan Farrow mod filminstruktøren har delt Hollywoods skuespillerstand i to lejre.  

Der raser i øjeblikket en krig på Twitter mellem amerikanske filmfolk, der enten støtter eller undsiger den 82-årige filminstruktør Woody Allen, efter de vedholdende beskyldninger om seksuelt overgreb fra instruktørens adoptivdatter, Dylan Farrow.

Anklagen er aldrig, trods omfattende politiundersøgelser, blevet endegyldigt bevist, men efter at #MeToo-kampagnen tog fart i oktober sidste år, har støtten til Woody Allen været dalende.

Skuespillere som Ellen Page og Colin Firth, der tidligere har optrådt i Woody Allens film, har offentligt lagt afstand til ham. Enkelte har, blandt dem den oscarnominerede skuespiller Timothee Chalamet, erklæret, at de ville donere lønnen fra Allens film til en organisation, der bekæmper seksuelle overgreb. Andre, blandt dem skuespiller og filminstruktør Greta Gerwig, har sagt, at de ikke længere vil arbejde sammen med ham.

Der er dog stadig stjerner, som støtter Woody Allen, heriblandt den 72-årige Diane Keaton, der fik et stort gennembrud i Woody Allens film »Annie Hall« i 1977, og som spillede over for ham i flere af hans film.

I går tweetede Diane Keaton, at hun betragter Woody Allen som sin ven.

»Jeg tror fortsat på ham,« skrev skuespilleren, samtidig med at hun linkede til et interview, som Woody Allen gav til TV-programmet »60 minutes« i 1992.

Diane Keatons støtte til Woody Allen har i sig selv afstedkommet kritik. I går udsendte filminstruktøren Judd Apatow et længere tweet med sin mening om Woody Allen.

»Jeg ser en mand, der vidste, hvad han ville have, og som var ligeglad med, at han som 54-årig havde en affære med en 19-årig, der også var hans datters søster. Han tog også nøgenfotos af dette barn, som han havde kendt, siden hun var ni, og ladet dem være fremme, så familien kunne se dem. Narcissist,« skrev Judd Apatow med reference til Woody Allens forhold til Allens steddatter Soon-Yi Previn, der senere blev hans hustru.

Med sin fortsatte støtte er Diane Keaton kommet med i gruppen af stjerner, der stadig forsvarer Woody Allen, heriblandt skuespilleren Alec Baldwin, der i forgårs sammenlignede Dylan Farrow med karakteren Mayella Ewell fra romanen »At dræbe en sangfugl«. I romanen retter denne karakter en falsk voldtægtsanklage mod en sort mand.

»Ligesom Mayella bruger hun (Dylan Farrow, red.) tårer til at udskamme os, så at vi kommer til at tro på hendes historie. Men jeg har brug for mere end det, før jeg ødelægger nogen, uanset hvor berømte de er,« skrev Alec Baldwin i et tweet.

Tidligere denne måned blev Dylan Farrow interviewet i et TV-program, hvor hun anklagede stjerner som Kate Winslet og Justin Timberlake, der har medvirket i Woody Allens film, for at bidrage til Hollywoods »tavshedskultur« omkring beskyldningerne mod instruktøren.

Både Winslet og Timberlake har for nylig udtrykt, at de ikke ønsker at tage stilling til beskyldningerne mod Woody Allen.

Dylan Farrows beskyldning blev første gang fremsat i 1992, da hun var syv år gammel.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.