Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Historie

Osmannerimperiets undergang

Det muslimske Osmannerrige gik sin undergang i møde under Første Verdenskrig. I sin forrygende bog »Osmannerrigets fald« fortæller historikeren Eugene Rogan om imperiets dødskamp med kampe og mennesker, som man ikke har mødt før i vestlig historiefortælling. Mesterligt.

Fra bogen »Osmannerrigets fald« af Eugene Rogan, som handler om muslimernes politiske kurs mod deltagelse i Første Verdenskrig og mod imperiets katastrofe.
Fra bogen »Osmannerrigets fald« af Eugene Rogan, som handler om muslimernes politiske kurs mod deltagelse i Første Verdenskrig og mod imperiets katastrofe.

Eugene Rogan er professor i Mellemøstens historie. Hans grandonkel døde som britisk soldat i slaget ved Gallipoli i 1915. Det var dér, hvor britiske soldater blev massakreret af tyrkiske soldater, hvilket medførte, at flådeminister Winston Churchill måtte gå af som minister.

Eugene Rogan besøgte sin grandonkels og andre døde britiske soldaters navneløse grav i Tyrkiet og bemærkede et større gravmonument over de faldne tyrkiske soldater. Det gav ham lyst til at undersøge, hvordan det osmanniske riges befolkninger havde oplevet krigen. For vi kender de vestlige soldaters og civilbefolkningers oplevelser fra mængder af bøger, men hvad skete for det osmanniske imperiums mennesker?

Eugene Rogans nysgerrighed resulterede i bogen »Osmannerrigets fald« fra 2015.

I bogen fortæller Eugene Rogan om muslimernes politiske kurs mod deltagelse i Første Verdenskrig og mod imperiets katastrofe. For krigsdeltagelsen betød endeligt for det muslimske imperium, der havde eksisteret i mere end 500 år og gang på gang truet det kristne Europa.

I kølvandet på sammenbruddet opstod den tyrkiske nationalstat, den panarabiske nationalisme og en række mere eller mindre naturlige statsdannelser, hvis ustabilitet, vi føler konsekvensen af den dag i dag.

Eugene Rogans bog er en øjenåbner. Her fortælles om konflikter og krige mellem Osmannerriget og en lang række lande, der forsøgte at tilrane sig dele af det gamle imperium. Ikke blot stormagter som Rusland, Italien og England var ude efter lunser, også Balkanlandene og Grækenland strakte hænderne ud efter landområder.

Samtidig fortæller Rogan dramatisk om de interne magtkampe i det osmanniske rige, hvor nationalister, islamister og en mængde politiske grupperinger kæmpede om magten.

Det skrøbelige imperium

Det var i årene op til Første Verdenskrigs udbrud, at en ny generation, der blev kaldt ungtyrkerne, satte sig på magten i det gamle, mølædte imperium. De satte den gamle kalif til vægs og styrede i realiteten Osmannerriget gennem verdenskrigens oprørte farvande. Et væld af farverige personer, som aldrig har fundet deres plads i vestlige skildringer af perioden, dukker op i Rogans saftige skildring af Osmannerrigets sidste år.

Det skrøbelige imperium søgte op til krigen allierede i Europa, fordi det var under angreb. Det blev Tyskland, der tilbød sig, og to kæmpestore tyske slagskibe kunne snart efter sejle ind i osmannisk farvand. Tyskerne var interesseret i en allieret, fordi briterne allerede var godt i gang med at gribe magten i centrale dele af det kæmpestore osmanniske rige.

Således etablerede briterne sig ved det olierige område ved Den persiske Golf, og samtidig blev briternes greb om Egypten forstærket, selv om Egypten stadig formelt var en del af Osmannerriget.

Briterne annekterede også Cypern, og man må se den tyske reaktion som et svar på britiske initiativer, hvorved vi bevæger os ind på det betændte spørgsmål om, hvem der egentlig startede Første Verdenskrig, og set med tyske og osmanniske øjne handlede de for at forhindre briterne i at sætte sig på magten.

Da krigen brød ud, gjaldt det om at mobilisere befolkningerne, så de støttede Osmannerriget og leverede soldater til imperiets sølle hær.

Både briterne, franskmænd og tyskerne brugte soldater fra det afrikanske kontinent, og osmannerne tvangsudskrev soldater fra det vidtstrakte rige. Det var en ubehagelig oplevelse for befolkningerne i det kæmpestore rige, hvis loyalitet over for det gamle regime var begrænset. Mange flygtede for at undgå militærtjeneste, mens andre, der ikke var grebet af de nationalistiske bevægelser, stadig følte sig knyttet til imperiet.

Dagbøger og erindringer

Snart efter gik krigen i gang og delinger af soldater blev hurtigt sat ind mod russerne, der forsøgte at løbe imperiet over ende.

Rogan beskriver træfninger, som man aldrig har hørt om før, og de bliver levende fortalt med udgangspunkt i optegnelser af muslimer. Det er bogens genistreg at referere en række dagbøger og erindringer fra soldater og politikere fra det osmanniske rige, så fortællingen bliver til meget mere end en blodløs skildring af et imperiets undergang, men befolket af mennesker af kød og blod.

Læserne møder den tyrkiske korporal Ali Riza Eti, der var sygemedhjælper i en af de enheder, der blev sat ind mod russiske styrker i Kaukasus. Han var 27 år gammel og gift og havde en søn. Han havde derfor meget at leve for, men var villig til at ofre livet for imperiet.

I Etis dagbog kan man følge de første skudvekslinger med russerne, og Rogan bruger flittigt hans beskrivelse af dødsangst og kulden, der tog livet af tusindvis af soldater: »Mens jeg skriver denne linje, er en granatkardæsk lige eksploderet i nakken over mig. De døde hænger rundt omkring som en grædepil.«

En anden af Rogans vidner er Jafar al-Askaris, der var en af de førende officerer i Osmannerrigets kampagne i Mesopotanien og Nordafrika.

Han kæmpede mod briterne og new Zealænderne og skrev i sin selvbiografi: »Vores mandskab var stærkt reduceret af de prøvelser, vi havde været udsat for. Kampklare mænd sluttede sig til os eller forsvandt igen i proportion med de forsyninger og den ammunition, vi havde til rådighed. Der var ingen fast kerne og intet, der kunne fastholde disse hellige krigere, hvis de ønskede at forlade os.«

Hans hærafdeling mødte fjenden i Nordafrika og led et blodigt nederlag og han blev taget til fange og havnede i en britisk fangelejr.

Ungtyrkerne Enver Pasha (i midten) og Cemal Pasha (til venstre for Enver) i Jerusalem, februar 1916. De to ungtyrkiske ledere rejste gennem Syrien, Palæstina og al-Hijaz for at bedømme, hvor parate til krig de arabiske provinser var.
Ungtyrkerne Enver Pasha (i midten) og Cemal Pasha (til venstre for Enver) i Jerusalem, februar 1916. De to ungtyrkiske ledere rejste gennem Syrien, Palæstina og al-Hijaz for at bedømme, hvor parate til krig de arabiske provinser var.

Modvillig arabisk befolkning

Abidin Ege var veteran fra Gallipoli og kæmpede i Mesopotanien. I dette område var det lykkedes osmannerne at indeslutte en større britisk hærafdeling i byen Kut al-Amara.

Britiske styrker forsøgte at komme den indesluttede hær til undsætning, og Ege så tusinder af britiske og indiske soldater krydse en slette og løbe imod de osmanniske styrker.

Ege undrede sig over, hvordan hans bataljon kunne stoppe de fremstormende tropper. Han skrev i sine krigsdagbøger: »Afstanden mellem os og fjenden var kun 800 meter. Begge sider begyndte at skyde, og så var slaget i gang. Fjenden gjorde sig alle anstrengelser for at nå frem til os, men deres styrker smeltede i heden fra vores ild (...) Vi besejrede fjenden totalt, men vi mistede halvdelen af vores bataljon.«

Slaget, Ege omtalte, var slaget ved Dujaila, som var en osmannisk triumf. Med nederlaget opgav briterne at undsætte britiske styrker, der var under belejring i Kut al-Amara, og briterne måtte under ydmygende forhold overgive sig til de osmanniske styrker.

Efter overgivelsen blev de britiske og indiske soldater sendt ud på en dødsmarch, hvor mange døde af sult og tørst.

Ganske vist opnåede osmannerne visse triumfer, men de havde en modvillig arabisk befolkning, der i stigende grad ønskede selvstændighed og ikke troede på ungtyrkernes regime i Istanbul. Ungtyrkerne greb til hårde metoder, da den panarabiske modstand bredte sig.

Landkortet, som vi kender det i dag

Igen har Rogan fundet vidner, der fortæller historien.

Falih Rifki var således en nær medarbejder med ledende ungtyrkere, og han oplevede selv krigen i de arabiske regioner, hvor nationalismen voksede. I 1916 skrev han: »De fleste af de hængte i Beirut var unge nationalister. De gik fra deres celler til løkken med løftet hoved, mens de sang den arabiske salme.«

Krigen gik dårligt for det osmanniske styre og de ungtyrkere, der var en egentlig magt bag facaden. Russerne knuste dele af den tyrkiske hær, og briterne landsatte tusindvis af soldater ved Gallipoli halvøen.

Det var i denne farefulde situation, at ungtyrkerne tog beslutningen om at massakrere armenierne.

Folkedrabet på amenierne er den dag i dag betændt, og man kan stadig få alvorlig straf i Tyrkiet for at »tilsværte« den tyrkiske nation ved at nævne massakren.

Rogans beskrivelse er ikke et forsvar på folkedrabet, men han prøver at beskrive den vanskelige tyrkiske situation, hvor lederskabet var mistænksom over for grupper og bevægelser, som de, ganske uretfærdigt, opfattede som ikke-loyale.

Slaget ved Gallipoli, hvor Rogans grandonkel mistede sit liv, var en af de få lyspunkter for det osmanniske rige under krigen, for generelt gik det dårligt både for Tyrkiet og Tyskland.

Mens Tyskland måtte bøde for sin nederlag gennem en ydmygende fred i Versailles, der efter mange historikeres mening var grunden til tyskernes hævntørst og gav Hitler mulighed for komme til magten, blev Osmannerriget frataget de fleste af sine besiddelser.

Alle de arabiske områder blev selvstændige nationer under britisk og fransk dominans. Landkortet kom stort set til at se ud, som det vi kender i dag, og ud af asken rejste der sig et Tyrkiet, der blev ledet af Mustafa Kemal Pasha (Atatürk), der havde været med i den ungtyrkiske bevægelse.

Mustafa Kemal (Atatürk) i Gallipoli. Den fremtidige leder af Tyrkiet kom ud af Første Verdenskrig som en af de største osmanniske hærførere med tjeneste i både Gallipoli, Edirne, Kaukasus, Palæstina og Syrien.
Mustafa Kemal (Atatürk) i Gallipoli. Den fremtidige leder af Tyrkiet kom ud af Første Verdenskrig som en af de største osmanniske hærførere med tjeneste i både Gallipoli, Edirne, Kaukasus, Palæstina og Syrien.

Dømt til undergang?

Man kan spørge sig selv, om det osmanniske imperium var dømt til undergang, som det også skete for det russiske zarimperium og det østrig-ungarske kejserdømme.

De ungtyrkiske magthavere holdt på den forkerte hest og imperiet kunne måske have bevaret sin neutralitet og dermed sin eksistens, hvis de havde spillet deres kort bedre. Imidlertid voksede der en panarabisk nationalisme frem, som før eller senere nok havde opløst imperiet.

I Rogans bog lægges en del af skylden på britiske skuldre, fordi Storbritannien var godt i gang med at sætte sig på dele af det osmanniske rige og fordi Storbritannien efter aftale havde bygget to store slagskibe til osmannerne, som de ved udsigten til krigens komme beslaglagde.

Først derefter, skriver Rogan, besluttede osmannerne sig til at indgå en pagt med Tyskland, der altså førte dem ind i den ulyksalige krig.

Den udlægning kritiseres af historikeren Efraim Karsh i Karshs anmeldelse af Rogans bog i tidsskriftet Times Literary Supplement.

Karsh skriver, at ingen tvang ungtyrkerne ind i nogen alliance og de udelukkende har sig selv at takke for denne beslutning. Og at imperiets magthavere ikke handlede defensivt, men havde imperiale ønsker og krav.

I det hele taget mener Efraim Karsh, at Rogan er alt for undskyldende over for Osmannerrigets hensigter og politik og blot gengiver en gammel europæisk apologetisk holdning til den muslimske stormagt, hvor al skyld lægges på de vesteuropæiske magters skuldre.

Den debat er væsentlig, men under alle omstændigheder har Eugene Rogan givet os en fantastisk bog, der viser, at krigen i Mellemøsten ikke var en mindre del af Første Verdenskrig, men i sin blodige tragedie en væsentlig del af krigen.

Hvem: Eugene Rogan. Hvad: Osmannerigets fald. Første Verdenskrig i Mellemøsten. Hvor meget: 587 sider, 300 kr. Hvor: Kristeligt Dagblads Forlag.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.