Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Jubilæum

Operaen uden ansigt

Danskernes ti år med Operaen har kun været en halv succes: Man mangler stadig bro til byen, bevillingerne står ikke mål med husets muligheder – og stort set ingen kender operachefens navn eller kunstneriske profil.

Operaen åbnede i januar 2005 og kunne kort efter blænde op for den samlede opførelse af Wagners 15 timer korte »Nibelungens ring«. Instruktøren var Kasper Holten –dengang husets chef. Foto: Martin Mydtskov
Operaen åbnede i januar 2005 og kunne kort efter blænde op for den samlede opførelse af Wagners 15 timer korte »Nibelungens ring«. Instruktøren var Kasper Holten –dengang husets chef. Foto: Martin Mydtskov

Havnegrillen. Skibsrederens mausoleum.

Operaen bliver aldrig et kært barn i det københavnske bybillede – men har alligevel haft mange navne gennem tiderne.

For huset ligger der nu engang og har gjort det i ti år. Det ligger, som skibsrederen og diverse forvaltninger har redt. Det ligger med triste tremmer og uden fast forbindelse til byen.

Alt indendørs er til gengæld flot. Foyeren funkler af ædelt træ og har stadig byens bedste vue over tårnene. De tre sole af Olafur Eliasson ligner stadig det nærliggende Christianias flag.

Og lyden har altid været bedre end sit rygte. Folk kan gå hjem med ørerne i behold.

Så hvad med indholdet? Har gaven gjort gode ting for dansk opera?

Ikke hvad kvantiteten angår. Man lagde ud med knap to håndfulde premierer om året og har de seneste sæsoner spist landets operaelskere af med omkring det halve.

Problemet handler ikke overraskende om penge. Ejerne tænker for meget i forretning og for lidt i finkultur. Hvis man vil have et operahus i klædelig klasse, er en halv mia. skattekroner ikke nok.

Klædelig vil i den forbindelse sige et hus med mange forskellige slags opera – ny og gammel, tysk og italiensk, hjemmelavet og udenlandsk.

Man satser også for lidt på Det Kongelige Kapel. Landets største orkester ligner slaver i eget hus. Hvor bliver den gode hjemmeside og jungletrommerne om næste koncert af?

Antallet af tilhørere er faldet dramatisk i Operaens levetid. Interessen for klassisk musik er ellers vokset i samme periode.

Folk stod i kø for billetter engang. Hvis man i dag sniger sig ind til en almindelig forestilling, kan man ikke sjældent se en halv sal.

Dét fald er ikke Operaens skyld alene. Et nyt kulturhus vil altid have nyhedsværdi og derefter blegne i folks bevidsthed. Og hvis man måtte skrue billetpriserne ned til det halve, ville man jo nok se en tredjedel flere købere.

Hvad kvaliteten angår, holder huset sig lige oven vande – hverken mere eller mindre.

En tidlig satsning var den samlede opførelse af »Nibelungens ring« i Kasper Holtens iscenesættelse. Kontroversiel og konsekvent.

Har landets største opera nået samme højder siden? Svaret er et lidt tøvende ja.

De faste sangere gør et glimrende stykke arbejde. Huset har stort set ingen parodier gående længere. Operaens ledelse bør alligevel intensivere jagten på de store stemmer.

Mange af de største succeser har været resultat af stærke instruktørers arbejde.

Peter Konwitschny har for eksempel vist sig noget nær ufejlbarlig. Tænk på forestillinger som »Elektra« af Richard Strauss, »Lohengrin« af Wagner og senest »Lady Macbeth fra Mtensk« af Sjostakovitj.

Også norske Stefan Herheim har kastet sin kærlighed på havnegrillens medarbejdere og sat Alban Bergs fantastiske »Lulu« op. Hvis den kærlighed holder, kunne skibsrederens gave gå en spændende fremtid i møde.

Men apropos både. Hvem har man på broen? Tre herrer har stået i spidsen for Den Kongelige Opera i husets tid:

Først legendariske Kasper Holten. En mand med nye ideer og derfor ikke så få fjender. En herre med medietække og flair for forsider – gode som ulykkelige.

Så sympatiske Keith Warner. Han trådte til i kølvandet på fyringen af 14 sangere fra operakoret, ville ikke være med til noget af det og kom derfor aldrig rigtigt i gang.

Og lige siden så.. Hvad hedder han nu..

Sven Müller er på mange måder en dygtig og kultiveret herre. En leder med forstand på musik og ledelse. Et ægte kulturmenneske.

Men har han leveret varen?

Ikke hvis bestillingen hed ro på de indre rækker. Husets arbejdsmiljø er for længst blevet en gyser i familie med de lange knives nat.

Og heller ikke hvis bestillingen hed større synlighed. Stort set alle danskere kendte vel Kasper Holten som kongelig operachef. De færreste kan huske navnet på den nuværende og har derfor ikke noget ansigt på huset med tremmerne.

Sven Müller kan sagtens foretrække et arbejdsliv uden bølger udadtil. Det kan også godt være, han bare skal fortsætte på den store post – selv om en Stefan Herheim sikkert kunne gøres interesseret.

Men han skulle i så fald sætte sig ind til overånden Morten Hesseldahl og flikke en synkefri plan sammen: Hvordan holder vi danskernes blik på det store hus fanget? Hvordan giver vi Den Kongelige Opera et ansigt?

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.