Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Klassiker

Ødelæggelsen indefra

I »Glasklokken« skildres en kvindes depression som en skygge, et gustengult lys og et sort kim. Sylvia Plaths stærke og stærkt selvbiografiske roman er netop genudgivet på dansk.

Forfatteren Sylvia Plath skrev sin eneste roman »Glasklokken« for at gøre sig selv fri af sin fortid.
Forfatteren Sylvia Plath skrev sin eneste roman »Glasklokken« for at gøre sig selv fri af sin fortid.

Det siges, at forlagsredaktører bare behøver læse den første side af et manuskript for at vide, om det er godt. Det er en besnærende historie, og det er sikkert også derfor, den lever videre med sin forherligelse af såvel den store forfatter som den skarpe læser.

Der er formentlig også flere tilfælde, hvor det ikke bare er en god historie, men også en sand historie. Der er dog også eksempler, som taler den ret imod, og ikke mindst manuskriptet til »Glasklokken«, som Sylvia Plath – på det tidspunkt en anerkendt lyriker – sendte til forlaget Harper & Row. Deres svar var mildt sagt ikke positivt. I afslagsbrevet skrev en redaktør, blandt meget andet negativt, at det var »skuffende, barnligt og neurotisk«.

Læsningen af »Glasklokken«, der netop er nyoversat til dansk, får mig til at tænke, at det simpelthen ikke kan være sandheden. At det må handle om noget andet end en redaktør, der ikke kunne se romanens kvalitet.

Alene den første side burde have ført til antagelse og udgivelse med sin beskrivelse af den 19-årige Esthers tanker en sommerdag i 1953 i New York, hvor hun skal opholde sig en måneds tid efter at have vundet et praktikophold på et modemagasin.

Esther er måske ikke lysende smuk, men køn, og også begavet, ambitiøs. Og hun har morgenen, hvor læseren møder hende første gang, sanserne vendt mod byen omkring hende: »Ved nitiden om morgenen fordampede den falske, landligt våde friskhed, der på en eller anden måde gled ind over byen om natten som den sidste rest af en sød drøm. Luftspejlingsgrå, fra bunden af af deres granitkløfter, glimtede gaderne ophedede i solen, biltagene sydede og glitrede, og det tørre askede støv blæste ind i mine øjne og ned i min hals.«

Alene ordet »askede« burde have vakt redaktørens interesse. Men afslaget fra forlaget kan, mener jeg, skyldes andet og mere end et eklatant litterært fejlskøn. Den psykiske sygdom, Esther rammes af, og som er romanens bærende tema, tales der ikke engang åbent om i 2016.

Skammen ved den deles stadig af både den, der lider under den og den, der indvies i den. Og tilbage i 1961, hvor Plath begyndte at skrive »Glasklokken«, var tabuet kun større og endnu mere uigennemtrængeligt.

Tabuet og skammen

Romanen udkom da også først i England under pseudonymet Victoria Lucas. På den måde blev den afskåret fra Plath og dermed fra det menneske af kød og blod, der havde skrevet den, og som måneden efter udgivelsen begik selvmord, blot 30 år gammel. Og de to, forfatteren og romanen, spejler på mange måder hinanden.

Der er er med andre ord meget af Plaths egen historie og ikke mindst sygehistorie i Esther, og det så de utvivlsomt på Harper & Row. Det samme gjorde digteren Ted Hughes, Plaths tidligere mand, og Plaths mor, der ønskede, at »Glasklokken« først skulle udkomme i USA i 1971, altså 10 år efter hendes død. Først da i hendes eget land og i hendes eget navn.

Tabuet og skammen. På 10 års afstand ville de fleste nok trække på skuldrene over sindslidelsen og de klare selvbiografiske træk. Det syntes at være moren og Hughes rationale.

Men de tog fejl, præcis som det amerikanske forlag, for såvel det litterære niveau som romanens dybe lodninger i et sygt sind har med årene kun aftvunget mere respekt og større interesse. Mange har sikkert også læst bogen for at få sat et sprog, en stemme, på de psykiske sygdomme, der er i stort set alle familier.

På den måde er »Glasklokken« både et spejl og et prisme, og selvom biografiske læsninger er fægteri i tusmørke og generelt savner respekt for skønlitteraturen som netop dét, som skønlitteratur, så er forbindelseslinjerne mellem romanens Esther og virkelighedens Plath for åbenlyse til at overse.

Ja, det er faktisk rimeligt at sige, at romanen aldrig vil blive læst jomfrueligt, fordi Plaths tragiske sygehistorie er så kendt og så lig Esthers. Det er nemlig ikke kun karaktererne og rejsen til New York, der har afsæt i forfatterens egne ungdomsoplevelser, men også den kliniske depression, der i »Glasklokken« ubønhørligt vokser frem i den unge Esther, som ellers er omgivet af mennesker, der er lydhøre over for hendes ønsker, evner og drøm at skrive.

»Glasklokken« er blevet kaldt en kritik af USA i 1950erne, og sådan står der også på bagsiden af den nye danske udgave. Det er sandt. De patriarkalske strukturer står som usynligt glas mellem Esther og virkelig succes, selvom hun som nævnt omgives at hjælpende hænder. Det er bare ikke de hænder med mest magt.

Gustengul farve

»Glasklokken« er således en socialkritisk roman, men kan med lige så god ret kaldes en kunstnerroman. Altså en roman, hvor en kunstners tilblivelse beskrives. Men den er det på en måde, der snarere end udviklende er afviklende, for Esthers skriveri ophører før det reelt er begyndt: Under opholdet i New York får hun afslag fra et skrivekursus, hun havde søgt ind på, og det slår hende ud.

I stedet for at nyde tiden i New York ender hun hjemme hos sin mor i »en navnløs provins«. Her kommer søvnløsheden og sygdommen og selvmordsforsøgene. Så psykiaterne, så indlæggelsen. Det psykiatriske hospital, elektrochokkene, følelsesløsheden.

Det er næsten ikke til at bære at læse, og slet ikke mod slutningen, hvor jeg tænker tilbage på en linje på en af de første sider, der lyder: »Det var meningen, at det skulle være den bedste tid i mit liv«. Tragedien der allerede dér fornemmes som en skygge, et stadigt stigende mørke, et sort kim.

Hvis romaner har farver, sådan som Shakespeares tragedier er dybrøde og Bret Easton Ellis’ er frostblå, så er »Glasklokken« gustengul. Over alle siderne, også dem hvor munterhed og fest er i spil og hvor Esther slår over i en hårdkogt-følsom tone, der minder om Holden Caulfiels i J.D. Salingers »Forbandede ungdom«, står der et gulligt skrålys ind over scenerne og persongalleriet.

Det er Esthers sind, Esthers blik, der farver det hele – når hun ser moren eller sit eget spejlbillede, tænker hun også, at de er gule i huden - og det er dét og andre mentale forvrængninger, der skal kureres med elektrochok. Det blænder dele af hendes selvmordssyge sind.

Smerten og angsten vokser

Plath selv endte med at lægge hovedet i en gasovn. Esther bliver i denne verden. Men hvor længe efter romanens slutning? Det spørger jeg mig selv om efter sidste side, og for dem der kendte Plath må Esthers selvmordsforsøg have rejst sig som et foruroligende varsel.

Set fra en mere kynisk vinkel, har Plaths selvmord sikkert været en stærkt medvirkende årsag til romanens succes. Hendes død har givet den en anderledes tyngde og dragning, der stadig trækker læsere til. Men »Glasklokken« var aldrig blevet en klassiker, hvis ikke det var en mere end almindeligt god roman med en voldsom biografisk underhistorie.

Men en klassiker, hvad er det? Ordet bruges og misbruges, og når romaner får dette guldrandede, lidt støvede stempel, er det fordi de enten repræsenterer en nybrud i litteraturhistorien, altså skaber en ny form for litteratur, eller fordi de ekkoer i det almenmenneskelige på særligt stærke eller fascinerende måder.

»Glasklokken« hører afgjort til i den anden kategori: Den konturløse smerte og grå angst, der vokser som en skyggevækst i Esther, er en tilstand, der bliver ved med at være i verden og i mange mennesker, og Plath fikserer tilstanden i en klar, oftest upyntet prosa, hvor læseren ikke kun forstår, men også mærker hvordan depressionen spreder sig.

I væv og hjernevindinger og ind i tankerne som et udslag af kemiske ubalancer; en forstyrrelse i de signaler, hvis nåde de fleste af os lever på, og som sætter sig i det, vi i mangel på bedre kalder personligheden, humøret, sjælen eller sindet.

Plath skrev i sin dagbog, at hun skrev »Glasklokken«, hendes eneste roman, »for at gøre mig fri af min fortid«. Men hendes sygdom og sygehistorie var stærkere end litteraturens frigørende potentiale. Det endte i hvert fald tragisk. Men Esther lever videre i hver enkelt læser. Helt frem til den sidste side.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.