Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kulturnyhederne

Nu retter også Kirsten Birgit blikket mod P3s morgenflade

P3-morgenværter tager til genmæle. Distortion vil gå nye veje på grund af terrortruslen, borgerlighed og mainstreammusik. Dramatiseringen af Jakob Ejersbo »Liberty« møder kritik. Kulturnyhederne er klar.

Karakteren Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm (Frederik Cillius) fra Den Korte Radioavis på Radio24syv.
Karakteren Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm (Frederik Cillius) fra Den Korte Radioavis på Radio24syv.

God fredag middag - så er det snart weekend, og vi er klar med et lille overblik over nogle af ugens mest omtalte nyheder på kulturområdet.

Ugen begyndte med, at en ny værtstrio klokken seks mandag morgen indtog Go’ Morgen P3s studie.

På samme tid satte også Berlingskes anmelder, Jakob Steen Olsen, sig til rette foran radioen på hjemmekontoret. Det vides ikke, om han fik kaffen galt i halsen, men han var ikke glad for det, han hørte. Under overskriften »Go Morgen P3 er dybt godnat« hudflettede han det nye morgenholds debut og konstaterede blandt andet, at »de tre nye værter insisterer på ejendommelig infantilitet«.

Anmeldelsen har medført mange reaktioner. Nogle er meget enige med Jakob Steen Olsen i hans kritik. Andre er ikke og forstår ikke, at en 50-årig mand skal anmelde en program, der sigter på en yngre målgruppe.

Atter andre har kastet sig over kritikerne af kritikeren. Det gælder Dan Rachlin, som gik på Facebook med en video, hvor han langede hårdt ud efter Anders Breinholt og Anders Lund Madsen, og både BT og Ekstra Bladet skrev om videoen og kritikken.

Jakob Steen Olsen skrev selv på Facebook:

Også det populære satireprogram Den Korte Radioavis har fulgt med i sagen. I hvert fald den barselsramte redaktørvikar Kristoffer Eriksen, som efter onsdagens nyhedsudsendelse orienterede Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm om sagen. På baggrund af Berlingskes anmeldelse havde han også sat sig ned og har lyttet til Go Morgen P3.

»Hver gang Sara Bro kommer på, skriger Olivia Birgit,« måtte han konstatere med henvisning til sin babydatter.

Kirsten Birgit var ikke sen til at fælde en dom:

»Det er som en daimon. Det er som en katolsk dæmon. Den er jo kendt for at få et spædbarn til  at skrige uden grund.«

Senere måtte seniorjournalisten dog ændret sin analyse af babyens reaktionsmønstre:

»Hun kan ikke lide lytterinddragelse. Det er det. Det er da lytterinddragelsen. Så kan hun ikke høre P3.«

Du kan selv høre indslaget her (spol frem til 27:30):

I Berlingske bringer vi i dag interview med dem, som det hele handlede om til at begynde med: Go’ Morgen P3’s nye morgenhold - Tony Scott, Tue Blædel og Sara Bro. I det står blandt andet:

»Hverken Tue Blædel, Tony Scott eller Sara Bro forstår kritikken. Først og fremmest mener de, at det er misforstået at kalde programmet for dumt, bare fordi det ikke står på abstraktionsstigens højeste trin. Desuden pointerer de, at Go’ Morgen P3 har masser af fornuftigt, seriøst indhold. Denne torsdag morgen bliver lytterne bedt om at forholde sig til, hvordan de vil forklare deres børn, at de ikke fik håndteret klimakrisen i tide.«

Du kan læse hele interviewet her:

Vi bliver i DR, som arbejder på en dramatisering af Jakob Ejersbo roman »Liberty«.

Her er det heller ikke alle, der er lige glade. Den afdøde forfatters venner er kritiske over for DRs projekt og særligt fravalget af Ole Christian Madsen som instruktør og manuskriptforfatter. Ole Christian Madsen var venner med Jakob Ejersbo, og det var forfatterens ønske, at han skulle instruere »Liberty«. Det skriver Jyllands-Posten.

Det hele bliver ikke mindre speget af, at det er endt med at blive Asger Leth, der skriver manuskriptet. Han er bror til DR-producent Karoline Leth, som også arbejder på den nye dramaserie.

»Jeg kan ikke lade være med at tænke på ironien i, at »Liberty« beskriver, hvordan korruption ødelægger afrikanske lande og forhindrer dem i at udvikle sig. Nu kan nepotisme i DR betyde, at Jakobs bog ikke får den bedst mulige mand til at omsætte hans bog til film. Det var jo virkelig Jakobs ønske, at Ole Christian Madsen skulle lave serien,« siger den afdøde forfatters nære ven og førstelæser, Christian Kirk Muff, i Jyllands-Posten, hvor dramachef Piv Bernth forklarer, at det er hende - og ikke Karoline Leth - der har ansat Asger Leth:

»Asger Leth kom til DR med et oplæg, som han havde udviklet i samarbejde med Karoline Leth. Deres greb på historien er originalt og folder karaktererne ud, og vi besluttede at gå videre med at udvikle den. Ejersbos arvinger havde tillid til samarbejdet med Asger Leth som hovedforfatter, og DR ved Karoline Leth, og de gav os lov til at gå videre med projektet.«

Københavnerne ved det. Alle, der følger bare en anelse med i medierne ved det. Og alle, der ser opdateringer fra københavnerne på de sociale medier, ved det. Distortion er i gang, og det betyder, at gaderne er fyldt med musik, glade mennesker og en masse tis.

Hvis man vil være sur, kan man med rette rette sin opmærksomhed mod støjen. Berlingskes Kasper Schultz Lund tog onsdag til Distortion på Nørrebro sammen med en lydekspert for at måle, om larmen fra gadefesten holdt sig under de tilladte 60db. Det var ikke tilfældet:

 

Københavns Kommunes egne målinger viste også, at der var problemer med lydniveauet flere, og teknik- og miljøborgmester, Morten Kabell, løftede efterfølgende en pegefinger:

»Jeg må bare sige, at der sker en evaluering af årets Distortion, som skal tages med i overvejelserne, hvis der kommer en ansøgning fra dem igen næste år. Så det er klart, at når vi skal drøfte evalueringen efter sommer, må vi se, hvad udvalget siger. Jeg har jo hele tiden sagt, at jeg ville sørge for at overholde reglerne, hvis jeg var Distortion. For det gør det jo nemmere at få en tilladelse igen, når vi ligesom kan blive enige.«

Men bliver der overhovedet et Distortion næste år. Ja, det gør der nok. Men bliver det, som det plejer at være? Næppe.

I et debatindlæg i Politiken skriver Distortion-chef Thomas Fleurquin, at det er slut med Distortion, som vi kender det. Det skyldes både »borgerlighedens indtog i brokvatererne«, »terrorens ulidelige og grimme ansigt«, og at festivalen gerne vil tilbage til at være en »musikbegivenhed fuld af nyskabende hiphop, future-pop og undergrunds-techno på 7-8 scener, som er kompromisløst kuraterede«.

»Det første eksempel på, hvor Distortion bevæger sig hen, ses i år på Rådhuspladsen, hvor Royal Distortion Mainstage er rykket til mere kontrollerbare rammer. Her kan sikkerheden, tisset og oprydningen kontrolleres – og scenens massive og populære line-up tjener til at tømme brokvarterne, når gadefesterne lukker, allerede mens solen stadig er fremme. Denne inddeling af festen i sikre lommer, hvor myndighedernes krav kan sikres, bliver en del af fremtidens Distortion,« skriver Thomas Fleurquin.

Og apopros musik og terrorister, så er ikke lykkedes Islamisk Stat at skræmme Ariana Grande og hendes fans til passivitet. Efter terrorangrebet under Ariana Grandes koncert i Manchester, holder hun i weekenden en ny koncert i den britiske by.

En perlerække af internationale navne slutter sig til hende - blandt andet Coldplay, Miley Ray Cyrus, Katy Perry, Justin Bieber, Pharrell Williams, Usher, Black Eyed Peas og Take That. Billetterne til arrangementet blev udsolgt på blot seks minutter, og overskudet fra koncerten går til familier, der er berørte af terrorangrebet.

Du kan gå på weekend med et af Ariana Grandes største hits her:

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.