Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Nu er der digtere på skærmen

På filmcentralen.dk kan man nu – kvit og frit – se en stribe dokumentarfilm om danske digtere. Såvel poesikendere som forudsætningsløse kan få noget ud af filmene om Per Højholt, Inger Christensen, Søren Ulrik Thomsen og alle de andre.

Fra toppen: Peter Laugesen, foto: Axel Schütt , Inger Christensen, foto: Jytte Rex, Michael Strunge, foto: Scanpix, Halfdan Rasmussen, foto: Per Pejstrup, Dan Turèll, foto: Jette Ladegaard, Pia Tafdrup, foto: Isak Hoffmeyer.
Fra toppen: Peter Laugesen, foto: Axel Schütt , Inger Christensen, foto: Jytte Rex, Michael Strunge, foto: Scanpix, Halfdan Rasmussen, foto: Per Pejstrup, Dan Turèll, foto: Jette Ladegaard, Pia Tafdrup, foto: Isak Hoffmeyer.

Per Højholt sidder under et halvtag og ser ud i sin have. Han har for lidt siden fortalt, at et godt digt er »et brag«. Nu er der et ophold mellem hans sætninger, og han falder lidt ind i sig selv, inden et tordenskrald får ham til at fare sammen.

Sådanne øjeblikke, hvor det fortalte med ét understøttes af en tilfældigt opstået situation, må være en drøm for enhver filmdokumentarist. Det er i hvert fald stærkt at opleve Højholt tale om poesiens brag for så at høre den efterfølgende torden, sådan som det sker i Lars Johanssons vidunderlige »Højholt«, der bare er én af mange portrætfilm om danske digtere, som nu – let og ganske gratis – kan ses på filmcentralen.dk.

Det er et fund for enhver, der holder af poesi og er interesseret i poesiens mennesker. Det er jeg, og jeg har siddet en hel dag og set filmene. Og ved at se dem på dén måde, altså umiddelbart efter hinanden, træder flere pointer frem. Blandt andet står det klart, at filmene kan bruges på to måder: Enten kan de, for den nysgerrige der intet kender til digterne, tjene som gode introduktioner. Eller også kan de udvide kenderens indsigt med de ekstraoplysninger, som billederne uafladeligt afgiver om digternes kropssprog, om, hvor og hvordan de bor , und so weiter. Altså om alt det, der ligger uden for det, digterne siger eller læser op.

Den samme film kan med andre ord tale lige stærkt til to typer seere. Det er en særlig kvalitet, og måske digterfilmens største force frem for essayet, universitetsværket eller anmeldelsen, der oftest kun taler til kenderen.

En anden opdagelse, der træder frem i selskab med digterfilmene, er, at de falder i to kategorier. Der er nemlig de film, der handler om afdøde digtere, og de film, der handler om digtere, der er levende eller var det, da filmen blev til. Det er ikke uvæsentligt. Måderne, filmene tager sig ud på, og de greb, instruktøren kan eller må bruge, er vidt forskellige, og de mest vellykkede forsøg er for mig at se dem, der handler om levende digtere.

Som »Højholt«, hvor Per Højholt i åbningsscenerne sidder i bakkerne ved huset i Hørbylunde ved Silkeborg og ligner en mild udgave af Abraham Lincoln. Men Højholt er digter – en af de fineste, dette land har fostret – og om det grønt bølgende landskab foran ham og kameraet siger han, at det »ligner et stivnet hav«. 

Metaforer er ellers ikke noget, Højholt, der døde i 2004, bryder sig om. De er en form for løgn, der skaber forbindelser og sammenhæng, hvor der ingen forbindelser og sammenhæng er. Men de kan ikke undgås, og man er »en idiot«, som Højholt formulerer det, hvis man tror det.

Aggressiv er han nu ikke, men mild uden at være vag og barberbladsskarp i tanke og ord, uden at virke kold. Ikke mindst når det gælder naturen.

»Set med naturens øjne er jeg kun et dyr«, siger han, og hele den religiøse overbygning på menneskedyret er i det hele taget ikke noget for ham. Og man fornemmer, hvor verdenssynet kommer fra, når han et sted fortæller om en situation i sin barndom, hvor han spurgte sin far, hvad det var med manden på korset.

»Det er noget med Jesus, det skal du ikke interessere dig for«, svarede faren.

Naturen, sproget, kunsten og livet har derimod Højholts interesse. Men kunst laves ikke på liv, forklarer han. »Kunst laves på kunst«, også hans egen, og digtene udspringer ikke af hans liv, men af hans inspiration fra eksempelvis Mallarmés poesi.

Mens alt dette kommer fra Højholts lyslevende mund, fortæller billederne i filmen sideløbende en anden historie om en svækket ældre mand, der har været ramt af to blodpropper og har svært ved at gå i bakkerne, i haven og op ad trappen til skriveværelset på første sal. Han går langsomt, usikkert, og når han skal op ad trinene, har han sine piber og sin te med i en mulepose. En tur ned igen er åbenbart mere, end han kan klare.

Teen har Højholt tidligere hældt på en plastickande. Den trak i fire minutter. Så ringede æggeuret. Det var dét. Unægtelig en noget mere uhøjtidelig tebrygning end det liturgi-lignende optrin, Søren Ulrik Thomsen har gjort samme til. Det kan ses i Jørgen Leths film, »Jeg er levende«. Her kommer kedlen over gasblus, mens Thomsen sirligt finder si, teblade i dåse, kop og underkop frem. Mælken, der røres ud i den sorte te, med langsomme, afmålte bevægelser.

Scenen er sat i Thomsens køkken i København. »Man bliver ikke en stor digter af at bo afsides, men fandeme heller ikke mindre!« sagde Højholt ude i Hørbylunde. Thomsen bor anderledes centralt, lige ved Nørreport, og Leth fanger ham i sorthvide, grynede billeder, som passer godt til Thomsens nostalgisk tonede, sine steder patostunge digtning.

Mest interessant er »Jeg er levende«, når Thomsen taler om dét at forstå digte. Ikke alle har gehør for poesi, mener han, ligesom alle ikke har gehør for musik. Videre siger han, at de to kunstarter er forbundne, og at gode læsere, dem med gehør, kan høre musikken, når de læser et digt, mens mindre gode læsere skal have oplæsning til hjælp for at høre konsonanternes og vokalernes harmonier og disharmonier.

Thomsen selv er en fænomenal oplæser, præcis som Inger Christensen er det i Jytte Rexs film om hende. I »Cikaderne findes« kommer seeren med ind i hendes bogforede herskabslejlighed på Østerbro. Her er hun »nabo til fuglene« og taler om muren over for sit vindue, om lyset i stenene; hvordan hun af deres changerende farver kan se, om det er koldt eller fugtigt udenfor.

Af udseende skiller Christensen sig ikke ud fra enhver anden midaldrende dame. Men ordene er noget helt særligt, og når hun læser op, kommer hendes digte til live på nye måder i den langsomme, meget tydelige diktion, som senere er blevet gjort til kliché af forfatterskoleelever. Og smukt og sælsomt er det, når hun sidder dér på stolen med sine digte. Ligesom for lille og for stor på samme tid.

Digtenes mundtlighed og store musik bliver også tydelig i Tom Ellings film om Peter Laugesen. »Nattegn« består mestendels af Laugesen bag en mikrofon og foran det meddigtende band Mindspray. Alene at opleve Laugesen med munden og ordene mod mikrofonens gitternet, den jazzede jydedialekt, er en oplevelse.

Filmene om Laugesen, Højholt, Thomsen og Christensen hører alle til kategorien med levende digtere. Altså film, hvor digteren var i live og aktiv del af filmens tilblivelse.

Mere problematisk er filmene om de allerede døde digtere. Som eksempelvis Anders Østergaards »Så kort og mærkeligt livet er« om Dan Turèll, som tager forskellige kunstgreb i brug for at vække digteren til live med andet end gammelt TV-arkivmateriale.

Det gør Østergaard blandt andet ved at lade en skuespiller spille Turèll og ved at lade hans mor tale med ham, selv om han har været død længe og altså ikke sidder over for hende i stuen i Vangede. Moren har tidligere i filmen sagt, at hun har det, som om hun taler med Turèll, når hun læser hans bøger, og det bliver så filmens forsvar for grebet.

Et andet greb tages på baggrund af Turèlls pointe om, at jeget i hans digte også er alle andres jeg. Vi er jo alle mennesker. Med dén pointe i ryggen lader Østergaard andre spille Turèll og benytter dækbilleder af mennesker fra andre dele af verden – langt fra Turèlls København.

Det er kunstfærdigt, men også lovlig gemacht. Modigt er Østergaards forsøg dog, og langt modigere end Lars Movins i »Onkel Danny«, der handler om samme Turèll. Men Movins film er til gengæld en mere harmonisk og vellykket film, der på traditionel vis blander arkivoptagelser med Turèll med interviews med venner, kolleger, samlevere.

Fælles for alle filmene er det imidlertid, at de sætter billeder på digterne og åbner poesien; gør den mere håndgribelig. Nogle med fiktive greb, andre blot med optagelser af digterne i deres rette miljø. Bemærkelsesværdigt ofte ledsaget af blå jazztoner. Det synes at være en slags uskreven regel. Den kunne man med fordel slette. Den er for længst blevet en kliché og gør digterne og digtene støvede og let fesne.

Stærk poesi fortjener noget bedre, noget mere samtalende. Som da Lars H.U.G. satte kolde 1980erklange til digte fra Thomsens »City Slang«. Om dét projekt har Torben Skjødt Jensen i øvrigt lavet filmen »City Slang Redux«. Den kan også ses på filmcentralen.dk. Der er det bedste sted at klikke sig hen lige nu. Hvis man elsker poesi. Eller godt kunne tænke sig at komme til det.

Filmcentralen.dk er en streamingtjeneste, der rummer 1.400 danske kort- og dokumentarfilm. De her nævnte film kan findes ved at skrive filmcentralen.dk/alle/tema/litteratur-på-film.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.