Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Northside-klumme: Ka' De li' østers?

»Skaberne af Northside har formået at bygge en festival, der både passer til dem, der budgetterer med 1.500 kroner i lommepenge til alle tre dage, samt dem, der uden at blinke spenderer det tidobbelte. Det er egentlig en flot bedrift.« (Foto: flemming Krogh/Scanpix 2016)
»Skaberne af Northside har formået at bygge en festival, der både passer til dem, der budgetterer med 1.500 kroner i lommepenge til alle tre dage, samt dem, der uden at blinke spenderer det tidobbelte. Det er egentlig en flot bedrift.« (Foto: flemming Krogh/Scanpix 2016)

At stå ved Blue Oyster Bar på Northside Festival er som at træde ind i filmen »Politiskolen« fra 1984.

Mænd iført politiuniformer og med store, sorte overskæg er klar til at håndtere alle behov. Og hvad, der er på menuen, er store, slimede, stinkende østers. 20 kroner per styk eller ti for 175 kroner. Dertil groft salt og økologiske citroner.

Sidste år levede jeg af folkelige ribbenstegs-sandwich og økologiske øl på Northside, men da en del af boderne på festivalen ligefrem indbyder til dekadence, bliver jeg nødt til at prøve dén retning.

Som altid er den første østers lidt af en prøvelse, den efterfølgende er en sand fryd.

Ved nummer tre bliver jeg lidt betænkelig ved, at jeg står på en hed sommerfestival i en Aarhus-forstad og spiser østers fra en bod. Men Clausens Fiskehandel fra Aarhus Havn har virkelig styr over råvarerne. Skaldyrene er friske, lækre og passer langt bedre end forventet til stemningen på en musikfestival.

Blue Oyster Bar er da også strategisk placeret ved siden af champagnebaren. Her rangerer priserne fra 450 til 2.200 kroner for de dyre franske bobler.

Skaberne af Northside har formået at bygge en festival, der både passer til dem, der budgetterer med 1.500 kroner i lommepenge til alle tre dage, samt dem, der uden at blinke spenderer det tidobbelte. Det er egentlig en flot bedrift.

En slimet del af den fjerde østers undgår mit gab og lander på mine fødder med et dovent klask. Lykkeligvis har jeg modsat alle andre på pladsen ikke smarte, moderigtige sneakers på, idet jeg valgte at troppe op i gummistøvler.

Årsagen er den, at min frygtelige vejr-app på telefonen bliver ved med at love regnbyger hver tredje time, selv om solen praktisk talt har skinnet på Aarhus, siden jeg ankom i fredags.

Jeg bilder mig ind, at gummistøvlerne giver mig et prins Henrik-look og på den måde kvalificerer mig til at spise endnu flere østers, og jeg sætter ufortrødent tænderne i aftenens femte. Dog sætter jeg dekadence-stregen her – rom- og cigarbaren må kigge længe efter mine penge i aften, for musikken holder et tårnhøjt niveau på festivalen i år, hvilket mange af Berlingskes anmeldelser her på siden da også bekræfter.

Og en fantastisk ting er, at menneskemængderne ved hovedscenerne langt fra er så tætte, som de føles på landets større festivaler. Det betyder, at man let kan bevæge sig rundt og finde de absolut bedste lydlommer i forhold til højttalerne.

Det er de små velovervejede opgraderinger, de små øjeblikke af selvforkælelse, der løfter min samlede oplevelse af Northside. Og jeg har heldigvis ikke lykken for mig selv. Smilene fra tusindvis af mennesker lyser natten op, mens kroppene danser til Iggy Pop.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.