Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Northside eller Roskilde Festival? Det er som at sammenligne himmel og helvede

Thomas Conradsen, redaktør.
Thomas Conradsen, redaktør.

KLUMME: Det første hiv fik mig til at hoste. Den fjerde smøg gjorde mig hæs. Desværre ikke på den fede, sexede måde, men udelukkende på den dér teenager-forsøger-at-være-cool-men-fejler-atter-frygteligt-facon.

Det var sådan, det gik, da jeg som 17-årig for 17 år siden var på mit første Roskilde Festival. At forsøge sig med en pakke cigaretter var egentlig ikke så dumt, som det lyder – det var derimod en undersøgelse af, hvem jeg var, og hvem jeg skulle blive til.

Hvert år på Roskilde efterlod jeg kanter af min personlighed på dyrskuepladsen. De blev skrabet af. Altid havde jeg nye nuancer af mig selv med hjem i rygsækken. De lange og varme nætter, de uforglemmelige koncerter, de fantastisk forskellige mennesker. De oplevelser forandrede mig for altid.

Siden blev jeg voksen. I dag er jeg midt i trediverne. Gift. To børn. To katte. To realkreditlån. Jeg søger ikke længere de søgende. Jeg skæver ikke længere efter de skæveste eksistenser, så jeg kan finde den fest, der varer natten, morgenen og formiddagen med. Jeg ved, hvem jeg er. Og jeg hviler i mig selv.

Måske er det derfor, jeg faktisk har lært at holde af Northside, for der er mange ligesindede. Folk, der er almindelige, ansvarsbevidste, artige. Alt er som forventet, når jeg kigger ud over pladsen i Aarhusforstaden Åbyhøj. Her er stort set ingen støvede, beskidte og råbende originaler af den slags, der vrimler op og ned ad stierne på campingpladsen i Roskilde.

Til gengæld er der tusindvis af mennesker, der sagtens kunne føle sig hjemme i den berømte og udskældte medieby på samme festival. De er velfriserede, klædt i mærkevaretøj, drikker friskpressede smoothies.

Northside er festivalen, hvor du kan bestille »hvide asparges fra Thorup Bakkegaard, kogte krebs og hollandaise chiffon« og få serveret økologiske cocktails til. Økologiske er også øllene i boderne, og ordet »bæredygtig« står på skilte over hele pladsen.

Northside er nok en af de eneste musikfestivaler i verden, hvor éns levestandard og grønne samvittighed rent faktisk forbedres, mens man hyggehører Deftones, Iggy Pop eller Lukas Graham. Her stinker aldrig af urin. Tyk røg fra stramt rullede joints stiger ikke op for hver tyve meter. Egentlig burde jeg slet ikke sammenligne Northside og Roskilde, for det svarer til at sammenligne himmel og helvede.

For 17 år siden ville jeg have forbandet dette nysselige koncept, men i år har jeg det himmelsk her i det jyske. Det er, fordi jeg ikke længere søger de søgende. Jeg skæver ikke mod de skæveste eksistenser for at finde festen, der aldrig slutter.

I hvert fald ikke indtil skumring bliver til nat, indtil musikken sætter ild til mit indre, indtil de første fem fadøl bliver til flere. Så hører jeg jungletrommerne fra rom- og cigarbaren i Northsides mest dunkle, hengemte hjørne.

Syndens hule kalder. Og selvfølgelig er der i år kommet en økologisk, mørk, dansk rom på menuen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.