Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Nekrolog: Grass var med til at etablere det demokratiske Tyskland

Som ung mand var han medlem af Waffen-SS. Som forfatter til Bliktrommen bidrog Günter Grass afgørende til udviklingen af Tyskland som moderne demokrat. En af efterkrigstidens vigtigste tyske forfattere er død, 87 år gammel.

Som ung mand var han medlem af Waffen-SS. Som forfatter til Bliktrommen bidrog Günter Grass afgørende til udviklingen af Tyskland som moderne demokrat. En af efterkrigstidens vigtigste tyske forfattere er død, 87 år gammel.
Som ung mand var han medlem af Waffen-SS. Som forfatter til Bliktrommen bidrog Günter Grass afgørende til udviklingen af Tyskland som moderne demokrat. En af efterkrigstidens vigtigste tyske forfattere er død, 87 år gammel.

Det er en epoke i både tysk og europæisk åndsliv, der i dag er afsluttet med nobelprismodtageren Günter Grass’ død. Han blev 87 år.

Som forfatter til en lang række romaner og som ivrig samfundsdebattør spillede Grass en afgørende rolle i udviklingen af en moderne tysk demokratisk identitet i et besejret land, hvis kulturelle rødder var blevet revet op med rode af nazismen.

Günter Grass debuterede med sit hovedværk. I 1959 udkom Bliktrommen. Bogens galgenhumoristiske skildring af den trommespillende dreng Oskar Matzerath, der nægter at vokse, brød den forklemte tavshed om den nære nazistiske fortid, der hang som en tung dyne over efterkrigstidens Vesttyskland. I dag står Bliktrommen, der i 1979 blev filmatiseret af Volker Schlöndorf, stadig som en af tysk litteraturs mest velskrevne, originale og nådesløse afsøgninger af nazismens barbari.

Bogen har solgt mere end 3 mio. eksemplarer og er oversat til mere end 24 sprog. Siden fulgte romanerne Kat og Mus (1961) og Hundeår (1963), der sammen med Bliktrommen udgjorde Grass’ såkaldte Danzig-trilogi.

Grass blev født ind i et blodigt tysk århundrede. Som ung mand i den daværende tyske by Danzig, der i dag ligger i Polen, blev han som 16-årig i 1944 indkaldt som reserve i det tyske luftforsvar. Efter at være blevet såret i tjenesten havnede han i amerikansk krigsfangenskab indtil 1946. Sådan lød i hvert fald den officielle udlægning af Grass’ krigsår, indtil han i 2006 udgav det selvbiografiske værk Når Løget Skrælles. Her bekendte Grass under til den tyske offentligheds forargelse og skræk, at han som 17-årig havde meldt sig frivilligt til Waffen-SS. Flere kritikere gik hårdt til den aldrende forfatter, der i løbet af tresserne selv hørte til gammelnazisternes hårdeste kritikere.

Trods – eller måske netop på grund af - ungdommens flirt med nazismen blev det især erfaringen af totalitarismens rødder i samfundets midte, der udgjorde ledetråden i Grass’ forfatterskab. I digte, essays og romaner gik Grass gennem hele livet til moralsk og politisk vogter. Særligt i den vesttyske forbundsrepublik blev Grass en intellektuel ledestjerne, og han blev blandt andre ting taleskriver for den vestberlinske borgmester og forbundskansler Willy Brandt.

Som medlem af den litterære elite-sammenslutning Gruppe 47, der talte en række andre af tysk litteraturs mest afgørende forfattere som Ingeborg Bachmann og Heinrich Böll, opnåede Grass en betydelig, nærmest enerådig indflydelse over forbundsrepublikkens litterære miljø. Talrige gange skulle Grass på grund af sin indflydelse på Tysklands intellektuelle klima blive angrebet af konservative forfattere som Martin Walser og Peter Handke.

I 1982 meldte Grass sig ind i det tyske socialdemokrati, som han ikke elskede ubetinget, men så som et nødvendigt moralsk og politisk bolværk i efterkrigstidens småborgerlige Vesttyskland, hvor opgøret med nazismen endnu led under et seriøst efterslæb. I 1992 meldte han sig ud af i protest mod socialdemokratisk asylpolitik. Heller ikke i de senere år forsømte Grass at vække opsigt med provokationer, der både stødte venner og fjender. Senest i 2012, da han udgav et Israel-kritisk digt, havnede han i heftig modvind i brede dele af den tyske presse.

Ikke blot var han en ufatteligt velskrivende og produktiv forfatter, men det tjener også til Grass’ ære, at hans værkers kunstneriske kvalitet aldrig led under hans insisteren på romankunstens samfundskritiske forpligtelse. Han var en intellektuel, der tog sin egen rolle som intellektuelt gravalvorligt, og hans død markerer afslutningen på en epoke i tysk åndsliv, der først og fremmest drejede sig om at finde frem til en tysk selvforståelse, der både anerkendte fortidens skyld og forpligtede sig på demokratiske værdier. I det lys har Günter Grass’ bidrag været uvurderligt for det Tyskland, vi kender i dag.

Se interview med Günter Grass på Louisiana Channel:

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.