Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Nedlæg Det Københavnske Teatersamarbejde«

Og brug i stedet pengene til at redde det lukningstruede Rialto, lyder opfordringen til kulturministeren fra Frederiksberg-rådmand Morten Jung. Også Københavns kulturborgmester mener, ministeren bør se nærmere på KbhT.

Nørrebro Teater har åbnet en ny anneksscene, hvor den gamle Frederiksberg-scene lå. Scenen har fået navnet Teater Rialto. Billeder fra skuespil-prøverne.
Nørrebro Teater har åbnet en ny anneksscene, hvor den gamle Frederiksberg-scene lå. Scenen har fået navnet Teater Rialto. Billeder fra skuespil-prøverne.

Det Københavnske Teatersamarbejde, KbhT, står efterhånden mere for afvikling end for udvikling af teaterlivet i hovedstaden. Derfor bør kulturminister Mette Bock (LA) nedlægge organisationens sekretariat og bestyrelse og i stedet give tilskuddet direkte til teatrene. De ca. syv mio. kroner, der herved spares, vil bl.a. kunne bruges til at redde det lukningstruede Rialto på Frederiksberg.

Sådan lyder opfordringen fra rådmand og formand for kultur- og fritidsudvalget i Frederiksberg kommune, Morten Jung (R), i et åbent brev til den nytiltrådte kulturminister.

Det Københavnske Teatersamarbejde, KbhT, har siden 1975 har været paraplyorganisation for et varierende antal teatre i hovedstadsområdet. Institutionen ledes af en bestyrelse på fem og har et sekretariat med fem ansatte, der bl.a. tager sig af udbetaling af drifttilskud, økonomistyring, overenskomstforhandlinger samt bygningsdrift og -vedligeholdelse.

»I min optik er der ingen opgaver, der i dag varetages af KbhT, der ikke kan varetages af teatrene selv i samarbejde med ministeriet. Sammen med en tovholder i ministeriet vil samfundet kunne få flere teateroplevelser til samme pris som i dag. Fasthold støtten til teatrene under KbhT, men nedlæg sekretariat og dertilhørende bestyrelse,« skriver Morten Jung og fortsætter:

»KbhT blev sat i verdenen for at styrke teaterlivet i hovedstaden. Desværre er udviklingen gået i modsat retning af målet. Med 418.000 tilskuere i teatersæsonen 2008/09 på de fem teatre under paraplyen er antallet af tilskuere for teatersæsonen 2014/15 faldet til blot 208.000 tilskuere (kilde: Danmarks statistik). Når man så oven i købet lukker teatre, er det svært at se, hvordan paraplyorganisationen bidrager til udviklingen af teaterlivet i København. Der er nærmere tale om afvikling end om udvikling.«

Morten Jung henviser til, at en række af de teatre, der gennem årene har været medlemmer af KbhT, ikke eksisterer mere. Senest besluttede KbhT i maj 2016 at lukke Rialto, der gennem en årrække har været Nørrebro Teaters anneksscene. I øjeblikket arbejder en række egnsteatre med planer om at overtage Rialto og gøre det til en fælles københavnerscene, hvor teatrene kan præsentere de bedste forestillinger fra provinsen.

»Det vil knytte provinsen tættere til København – og omvendt – og derved styrke den sammenhængskraft i Danmark, som alle politikerne på Christiansborg efterlyser,« siger Morten Jung, som mener, at de penge, det i dag koster at drive KbhT, i stedet bør bruges på at drive Rialto.

Kulturborgmester i København, Carl Christian Ebbesen (DF), ønsker ikke at gå ind i en vurdering af KbhT’s arbejde.

»Men jeg synes, det er helt relevant, at kulturministeren får kigget på, hvordan vi får brugt pengene bedst muligt,« siger han. »For mig handler det om at sikre mest muligt teater for de midler, der er til rådighed. Derfor kan jeg kun opfordre den nye minister til at se nærmere på, hvor mange penge, der skal bruges på et sekretariat – og om det overhovedet er nødvendigt med et sekretariat,« siger han.

KbhT’s formand, Lisbeth Lollike afviser, at de københavnske teatre vil være bedre tjent med, at organisationen nedlægges. Hun ser flere faktuelle fejl i de præmisser, Morten Jung lægger til grund for sit forslag.

»Dels medtager tallene fra Danmarks Statistik ikke gæstespil og co-produktioner, som for os er en vigtig del af strategien, og tallene for 2015, hvor vi er kommet op på 312.000 tilskuere, har han ikke med. Dels koster det ikke syv mio. kroner at drive KbhT. Sidste år kostede det 5,9 mio. på grund af nogle særlige flytteudgifter, ellers ligger niveauet på ca. 5,4 mio. kroner årligt,« siger hun.

»Det kan være svært at dokumentere, men efter min opfattelse taler meget for, at stordrift giver nogle økonomiske fordele frem for, at man skal have kompetencerne på hvert af de fem teatre. Derudover undrer det mig, at Morten Jung ønsker KbhT nedlagt, eftersom det seneste, vi ellers har hørt fra Frederiksberg Kommune, er, at de gerne vil have AvenyT optaget i samarbejdet. Og det kan man jo dårligt, hvis man nedlægger det.«

Kulturminister Mette Bock har allerede varslet reformer på kulturområdet, og hun vil også se på Det Københavnske Teatersamarbejde.

»For mig er det altafgørende, at bevillingerne på scenekunstområdet fordeles, så vi sikrer os den bedst mulige kvalitet inden for de eksisterende økonomiske rammer,« skriver hun i en mail til Berlingske. »Man skal ikke ændre bare for at ændre. Men hvis reformer kan skabe bedre forhold, så kaster jeg mig gerne ind i det arbejde. Det vil selvfølgelig være nærliggende også at se på Det Københavnske Teatersamarbejde i overvejelserne om reformer.«

Læs hele Morten Jungs brev til kulturministeren her

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.