Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kunst

Ned ad Canal Grande og ind i museerne

Fra 1960er-avantgarde og nutidens konceptkunst til Sigmar Polkes mytologiske fortællinger og Lin Utzons natur­inspirerede keramik. Sommeren over er der kunst af stort format i Venedig.

Sigmar Polkes »De trennung Zirkusfiguren« er blandt malerierne i Palazzo Grassi.
Sigmar Polkes »De trennung Zirkusfiguren« er blandt malerierne i Palazzo Grassi.

VENEDIG: Sideløbende med årets arkitekturbiennale er der flere seværdige kunstudstillinger i byen på vandet, der i højtidelige øjeblikke kalder sig selv La Serenissima. Den mest strålende og ophøjede by.

Venedig er vitterlig også en ganske særlig by, men den er samtidig dyr og upraktisk.

Den store italienske gastronomi, som den dyrkes på fastlandet, skal man ikke forvente at møde i Venedigs restauranter – medmindre man møder frem med rigtigt mange penge.

Men Venedigs forfaldne skønhed og udsigterne over vandet mod lagunens andre øer kan man ikke tage fra byen. Heller ikke dens lange historie og dens storhed og fald. Et af af to omgange.

Først i 1797, da Napoleon indtog Venedig og gjorde en ende på bystatens selvstændighed. Derefter med vor tids masseturisme og herunder de meget store krydstogtsskibe, der sejler gennem Giudeccastrædet og sender ødelæggende rystelser ind i de gamle fundamenter, hvorpå husene er bygget.

Byens storhedstid kan man få et indtryk af på for eksempel det kulturhistoriske museum, Museo Correr, der ligger på Markuspladsen, et palads som Ca’ Rezzonico, der fortæller om kunst og kunsthåndværk i det 18. århundrede, samt kunstmuseet Accademia, der rummer en lang række fantastiske billeder af Venedigs storhedstid.

Billeder malet af for eksempel Tizian, Tintoretto, Veronese og Giorgione samt af 1700-talles vedutemalere. En vedutisti var en kunstner, der malede topografisk korrekte billeder af kanalerne og bygningerne, og af deres malerier kan man se, at ikke meget har ændret sig gennem århundrederne.

Også mange af kirkerne har malerier og altertavler af de helt afgørende venetianske malere som for eksempel Tizian. Et af de mest fremragende finder man i Frari-kirken og forestiller Jomfru Marias himmelfart skildret i de smukke klare farver, der skulle kendetegne Tizian og hans samtidige.

Moderne kunst

Men der er også moderne kunst i Venedig.

Peggy Guggenheim åbnede allerede i 1951 sine stuer på bestemte tidspunkter og viste sin voksende samling af moderne kunst. Efter hendes død blev hjemmet indrettet som museum og er i dag en del af Guggenheims kunstimperium med museer i New York, Bilbao og Abu Dhabi.

Peggy Guggenheim kom fra en velhavende familie. Hun arvede, hvad der i dag ville svare til 100 mio. kr., og for nogle af dem begyndte hun at købe sin samtids kunst, dengang den var billig. Max Ernst, Alexander Calder, Magritte, Picasso, Francis Bacon, Mark Rothko osv. Hun installerede billederne og sig selv i et palazzo non compiotu, et ikke færdigbygget hus, ved Canal Grande.

Den lave lyse bygning hedder Palazzo Venier dei Leoni, og det menes, at den indflydelsesrige familie, der engang boede i huset, havde løver i baghaven. I dag finder man Peggy Guggenheims hunde begravet på grunden – side om side med hende selv.

Museet viser dels sin permanente samling med hovedværker af blandt andre Max Ernst, dels en meget fin udstilling om den italienske avantgarde i 1960erne.

Meget ændrede sig på den venetianske kunstscene, da den franske rigmand Francois Pinault i 2005 erhvervede Palazzo Grassi, der også ligger ud til Canal Grande, og to år senere Venedigs tidligere toldbygning fra 1600-tallet.

Punta della dogana, der er placeret lige over for Markuspladsen, gennemgik herefter en større opbygning orkestreret af den japanskfødte mesterarkitekt, Tadao Ando, som både har formået at bevare de historiske rammer og indrette en moderne kunsthal.

Som regel vises skiftende udvalg af Pinaults private samling eventuelt suppleret med lån. Måske er det omgivelserne, måske er det vægtningen i udstillingen, måske noget helt tredje.

Minimalisme

Men der kan godt hvile en slags goldhed over udstillingerne i Punta della dogana. Som om nogle af kunstnerne blot har fundet på noget nyt og noget anderledes alene for at pirre de storsamlere, der i stadig højere grad får bestemmende indflydelse på det internationale kunstmarked.

Udstillingen rummer en række klassikere som for eksempel et billede fra On Kawaras serie »Today«. Sådan et skal ethvert moderne kunstmuseum eller enhver rigtig samler have på lager. »Today«-serien består af et lærred med en dato påmalet og en tilhørende artikel, der fortæller om en vigtig begivenhed dén dag.

Dem må der være nogle stykker af, for selv om ikke alle dage har fået sit billede, begyndte On Kawara på »Today«-serien 4. januar 1966 og fortsatte til sin død 10. juli 2014. Francois Pinaults udstillede eksemplar er malet om natten dagen efter 11. september 2001 og rummer derfor en artikel om terrorangrebet på World Trade Center.

Sol LeWitt er en anden betydningsfuld minimalist, som er repræsenteret i årets version af Pinaults samling – der udelukkende består af værker, som ikke er blevet vist i offentligheden, siden Pinault erhvervede dem.

Sol LeWitts speciale var enkle mønstermalerier malet på vægge og mure og udtænkt til netop de pågældende vægge og mure. I Punta della Dogana vises nogle enorme billeder, hvorpå der er malet enkle geometriske figurer i sort på en hvid baggrund, og udover deres dekorative virkning refererer de naturligvis til grundformen indenfor denne form for maleri:

Det er de sorte firkanter, sorte kors og sorte cirkler, den russiske konstruktivist, Kasimir Malevich, malede for hundrede år siden.

Det har – som for eksempel en fremragende udstilling i Hamburger Kunsthalle i 2007 demonstrerede – haft en voldsom betydning i det 20. århundredes kunst, hvor temmelig mange kunstnere har måttet forholde sig til den opsigtsvækkende forestilling, at det billede bare kan være helt sort.

Kunstnere og naturen

I Palazzo Grassi vises en glimrende Sigmar Polke-udstilling.

Ikke så storslået som den retrospektive i London for et par år siden eller så varieret som Louisianas i 2001. Men mere med vægten lagt på store lærreder. Store billeder. Store fortællinger. Store armbevægelser.

Udstillingen markerer 30-året for Sigmar Polkes deltagelse i Venedig-biennalen, og både den og hans magtfulde billedserie »Axial Age«, der i 2007 blev vist i biennalens hovedpavillon, er repræsenteret på udstillingen, som også rummer eksempler på hans arbejde med film.

Alligevel er det hans mærkværdige, egenartede malerier, der fylder mest og gør mest indtryk på udstillingen.

Født i 1941 led Polke som alle andre fra den generation under følgevirkningerne fra krigen og tematiserede både den tyske skyld og Tysklands deling, og motivisk gør han det ved at trække på landets mytologi og kombinere den med en, ofte humoristisk, kritik af både det Østtyskland, han selv forlod i 1953, og det Vesttyskland, hvis kunstscene i lang tid efter krigen blev domineret af USA.

Polke blev selv inspireret af den slagkraftige amerikanske kunst, men følte et behov for at formulere et selvstændigt maleri, og det gjorde han så sandelig. Sigmar Polke, der døde i 2010, har arbejdet inden for praktisk taget alle kunstneriske materialer, men det er, som om maleriet blev hovedvejen i hans kunstne­riske livsbane, hvor han igen og igen afprøvede dets muligheder inden for de fleste udtryk.

Med dét efternavn kan Lin Utzon umuligt løbe fra sin familiebaggrund og gør det selvfølgelig heller ikke. Omend det blev en anden kunstart end arkitekturen, hun valgte.

Alligevel kan det i forbindelse med Lin Utzons udstilling i Venedig forekomme nærliggende at citere, hvad arkitekten Richard Leplastrier engang sagde om Jørn Utzon. Han sagde noget i retning af, at »natur gennemstrømmer Utzons værk. Ikke som kopiering af den. Men ved at se og erkende principperne i den.«

I nogle af udstillingssalene i den fornemme Fondazione Cini på øen San Giorgio Maggiore viser Lin Utzon malerier og keramiske figurer.

Fælles for dem er, at de er resultatet af de observationer, kunstnere har gjort af naturen. Som en slags jagt på de principper og strukturer, der – i det store og det små – gennemstrømmer naturen som en slags kosmisk dans. Det er netop også titlen på Lin Utzons udstilling, »Cosmic dance II« der en stor installation resumerer Lin Utzons arbejde gennem adskillige år.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.