Når vi slipper menneskedyret løs

Menneskets lyst er i centrum i Grønnegårds Teatrets nye forestilling »Libertineren«. Hovedrolleindehaver Lars Mikkelsen kender sin egne inderste behov. For anerkendelse, fællesskab og historier, der tæller. Selv om det koster.

Lars Mikkelsen spiller hovedrollen i forstillingen »Libertineren« i Odd Fellow Palæets Have. Her fotograferet inden generalprøven begynder.
Lars Mikkelsen spiller hovedrollen i forstillingen »Libertineren« i Odd Fellow Palæets Have. Her fotograferet inden generalprøven begynder.

Der går ikke længe, før det store ego får lusket sig ind i Odd Fellow Palæets Have. Lars Mikkelsen nævner det selv, mens han sidder foran scenen i den grønne gård, hvor han i morgen skal spille en libertiner, der gør nøjagtig, som han vil. Karakteren lader sig nødigt styre af Gud eller andres formaninger og følger sine impulser, mens hans kone er træt af at blive bedraget og vraget til fordel for andre kvinder. Og så er der lige det problem, at han er filosof. Og skal have skrevet en artikel om moral.

»Selvfølgelig kan han ikke forsvare sine sætninger om at stå uden ansvar og bare give sig hen til sin lyst. Han bliver tvunget til at leve som et menneske i stedet for en ophøjet tænker,« siger 45-årige Lars Mikkelsen, der indrømmer, at han kan være lige så splittet mellem egoisme og fornuft som sin karakter; den franske oplysningsfilosof, Denis Diderot, der levede i 1700-tallet.

Når Lars Mikkelsen træder ind i publikums synsfelt og tager hovedrollen i »Libertineren«, er han eksempelvis klar over, at noget af ham higer efter opmærksomhed. Det fremmer bare ikke nødvendigvis forestillingen.

»Som skuespiller har jeg en privat lyst til at blive rost i en offentlighed, men resultatet bliver bedst, hvis alle på scenen glemmer eksponeringen og løfter det litterære forlæg sammen. Så er fællesskabsfølelsen hundrede gange mere værd.«

Han har været glad for samarbejdet med de andre skuespillere under det netop afsluttede prøveforløb. For ham er indbegrebet af teater, følelsen af, at alle går efter samme mål og er åbne over for hinanden, når teksten skal blive til situationer.

Harmonien lykkes langtfra altid. Men den kreative proces blandt kollegaerne er noget af det, Lars Mikkelsen værner om. Han har svært ved at se, hvad der forener folk i resten af samfundet. Trosretninger og ideologier er til at shoppe rundt mellem som pølser og softice eller koncerter og filmoplevelser.

»At dyrke individet har været legalt i så mange år, at folk er blevet rigtig gode til at formulere, hvad de har lyst til eller ikke har lyst til. Jeg tror stadig på værdien af et fællesskab, men det lider under, at vi snakker så meget om os selv i dag,« siger Lars Mikkelsen.

Retten til personlig frihed er vist det princip, de fleste kan blive enige om, mener han. Derfor er den individualiserede libertiner en type, der taler til samtiden.

Prisen for karrieren
Lars Mikkelsen er klædt ud i brokade og kalvekrøs i »Libertineren«, men han fik det endelige folkelige gennembrud i jakkesæt. Som politikeren Troels Hartmann med en aura af tvetydighed i DRs krimiserie »Forbrydelsen«. I 2000 blev han første gang fast inventar på søndagsfladen, da han medvirkede i Ole Christian Madsens serie »Edderkoppen«, der rodede op i trådene i Københavns underverden. Han nåede at give Jens Otto Krag ansigt i »Krøniken« og har ved siden af TV og teater udfyldt adskillige større filmroller. Lars Mikkelsen nyder sit fag:

»Jeg har fået mange ting at vælge imellem, og det er svært at sige nej. Det er jo det her, jeg gerne vil; fortælle væsentlige historier. Der er til gengæld rigtig mange fødselsdage, som du ikke bliver en del af. Jeg har nok ikke været så god til at opfylde de forpligtelser.«

Han fortæller, hvordan han har været optaget af at leve sine dramatiske ambitioner ud. Inden for de seneste ti år har han højst haft to måneder indimellem uden en rolle. Familielivet kunne ikke have fungeret uden hans kone, skuespilleren Anette Støvelbæk, som han har to sønner med.

»Hun er der og har været der rigtig meget. Så vi har nogle gode, sunde børn,« siger han.

Lars Mikkelsen er i stand til at se tilbage på karrierens omkostninger; begivenheder på hjemmefrontenl, han er gået glip af. Og han har accepteret prisen.

»Sådan er skuespillerfaget. Man står til rådighed og kan ikke sige: Jeg kommer først i næste måned. Enten slår du til, eller også gør du ikke.«

Da han blev færdig på Statens Teaterskole i 1995 håbede han kun, at han ville få den mængde af opgaver, han har nu. Han kalder sig »heldig«. Og finder et oplagt lighedstræk hos libertineren, der kræver sin få plads til at udfolde sig:

»Jeg er bevidst om, at den tankegang er en stor del af mig,« siger han og er på den anden side modstræbende i forhold til den selvpromovering, der er indgroet i hans branche.

Det pokkers knæ
Han vil helst ikke posere på den røde løber til en galla­premiere. Tilbud om TV-reklamer afslår han. Og det faldt ham ikke lige for at blive repræsenteret af en agent, der kunne markedsføre hans behagelige diktion til højre og venstre. Lars Mikkelsen mente nok, at han på egen hånd kunne snakke med folk, han ville arbejde med.

Men næste år får han alligevel brug for sin nye agent Sten Hassing Møller. Sammen skal de blandt andet undersøge Lars Mikkelsens internationale muligheder. Det betyder minimum et år, hvor den står på casting og instruktørmøder.

»Butikken er blevet for stor til, at jeg kan klare det alene. Og jeg tror, jeg ville sidde og ærgre mig, når jeg blev gammel, hvis jeg ikke havde prøvet udlandet af,« siger Lars Mikkelsen.

Hans lillebror med fornavnet Mads har i et stykke tid fokuseret på filmproduktioner uden for Danmark – inklusiv James Bond og en kommende film om forholdet mellem modeskaber Coco Chanel og komponist Igor Stravinskij.

»For ham er det det naturligste at gøre. Og det syntes jeg også, at han skulle fra begyndelsen. Han har altid været knaldgod på film, hvor jeg nok føler mig mest som en teaterskuespiller. I den sammenhæng ville det allerstørste måske være, hvis jeg fik lov at spille på scenen i England eller Sverige.«

En knæskade fra sidste år har imidlertid fået Lars Mikkelsen til at tøve lidt mere med teateraktiviteten. Han var en del af revyholdet på Det Kongelige Teater, mens han fik knæet opereret. Fire dage efter sprang han tilbage i Skuespilhuset.

»Forestillingen spillede, men det var meget dumt af mig. Jeg havde ondt et halvt år efter. Udfordringen er at bruge sig selv så meget som muligt. Uden at slå sig ihjel på vejen.«

Fysikken klarer ikke, at han er oppe på scenen så ofte som tidligere, og målet er at blive castet til nogle af de mere vellønnede job i udenlandske film.

»Men hvis jeg ikke kan få fodfæste derude, må I nok leve med mig her.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.