Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Når Rihannas røv bliver et kunstværk

Billedkunst og popmusik befrugter i stigende grad hinanden. Udstillingen »My Music« på Arken viser, hvordan de to genrer spiller sammen – og hvad der sker, når en lidenskabelig maler begynder at dyrke en amerikansk popstjerne.

Ditte Ejlerskov er en af de malere, der lader sig inspirere af pop - og her af pop-idolet Rihannas numse.»Paddle Painting 4« 2017, af Ditte Ejlerskov
Ditte Ejlerskov er en af de malere, der lader sig inspirere af pop - og her af pop-idolet Rihannas numse.»Paddle Painting 4« 2017, af Ditte Ejlerskov

Af Sarah Iben Almbjerg

I 2012 kedede Ditte Ejlerskov sig så meget, at hun begyndte at dyrke Rihanna.

Den danske kunstner var blevet uddannet fra Malmø Kunstakademi, hvor man – med hendes egne ord – skal være »meget boglig«.

»Og jeg kom sådan til at savne at komme væk fra bøgerne og ud i det rigtige maleri.«

»Jeg var meget optaget af modernisme og amerikansk maleri fra 60erne, og jeg opdagede, at Rihanna hele tiden blev fotograferet i det her meget mønstrede og farverige tøj, som mindede om malerier fra den periode. Det var sådan, det begyndte. Med en hel del foragt og en del fascination,« fortæller Ditte Ejlerskov.

Interessen for amerikanske Rihanna, der i parentes bemærket er af en af verdens mest fotograferede sangerinder, blev Ejlerskovs første skridt ud i en større dyrkelse af de amerikanske popstjerner. Hun opdagede, at deres lækre hits og velsmurte kroppe også dækkede over en ret konkret, business-agtig feminisme, som de ikke selv talte så meget om. Hvor de skandinaviske feminister promoverede fællesskab, brugte de amerikanske stjerner deres sex-appel og selvstændighed til at markedsføre en meget ego-centreret kønskamp.

Go-getter feminismen fascinerede Ejlerskov så meget, at hun endte med at lave en stribe værker om de afro-amerikanske sangerinder. Malerier, der byggede på paparazzi-fotografier af Rihanna. Billeder af Beyonce på forsiden af modebladet Bazaar samt 28 gengivelser af Nicki Minajs veldrejede røv. Sidstnævnte er i øvrigt trykt i den bog, som den daværende statsminister, Helle Thorning-Smith, fik til gennemlæsning, inden hun valgte at lade sig forevige af Ditte Ejlerskov.

»Måske var det faktisk lidt af det, hun faldt for,« siger kunstneren.

Ditte Ejlerskov er langt fra den eneste maler, der er blevet inspireret af hit-kulturen. Gennem hele kunsthistorien har pop og kunst flettet fingre, og gennem de seneste år, er det kun blevet endnu mere tydeligt. Pastelfarvede hits finder inspiration i billedkunstens verden. Store sangere, som Lady Gaga, Katy Perry og Beck får lavet musikvideoer, der fungerer som selvstændige værker, mens installationskunstnere som Candice Breitz og Pipilotti Rist lader sig inspirere af idoldyrkelse, popkultur og musik.

Sammenblandingen er også helt oplagt, mener Dorthe Juul Rugaard, der er kurator på Arkens kommende udstilling »My Music«, der netop handler om krydsfeltet mellem popmusik og billedkunst. To kunstneriske nicher, der begge kommer med boblende og barske kommentarer til vores samfund.

»Begge felter, hvis man kan skille dem ad, trækker rigtig meget på hinandens æstetik i forhold til at vise krop, køn og idealer. Når Lady Gaga arbejder med Jeff Koons, er det netop fordi, de begge får noget ud af det,« siger Dorthe Juul Rugaard og understreger, at udstillingen når bredt omkring.

»Den er en mangfoldighed af, hvad der sker i det her felt. Popmusikken har jo altid haft en visuel dimension, men nu trænger billedkunsten sig stadig tættere på. Indenfor begge felter, musik og kunst, gælder det dog, at kunstnerne bruger de virkemidler, de kan få noget ud af, og på den måde er der røre i de traditionelle opdelinger,« forklarer Dorte Juul Rugaard. Som eksempel nævner hun sangskriveren Pharrell Williams, der lavede en 24 times video over »Happy«.

»Han sad med det ultimative brede hit, men i stedet for at lave en salgsvideo på et par minutter, tog han et konceptuelt greb og lod filmen vare et døgn. Samtidig var alle de deltagere almindelige mennesker. Det er jo sådan noget, man normalt ville se indenfor billedkunstens felt«.

En af de danskere kunstnere, der er gået fra popkultur til et mere kunstneriske virke, er Martin de Thurah, der er uddannet på animationslinjen på den danske filmskole og har lavet musikvideoer for blandt andre Mew og James Blake. Hans ide om musikvideoen som kunstværk startede allerede inden filmskolen, hvor han i flere år forinden havde malet og udstillet på danske museer. I 2005 kastede han sig over deciderede musikvideoer. Timingen kunne næsten ikke være dårligere. Genrens guldalder var ved at være slut, og kanaler som MTV skiftede musikken ud med reality-serier. Budgetterne skrumpede. Martin de Thurah tog det som en udfordring.

»Jeg tror, at de fleste bands har brug for en visuel identitet for at findes. Fordi der er så meget i vores kultur, der er visuelt,« siger Martin de Thurah, der forsøger at lave videoer, der adskiller sig fra de mest klassiske i genren, der egentlig bare skal øge salget af musik. Martin de Thurahs laver et tredje værk, der fungerer mellem lyd og billede. Og der er der stor efterspørgsel på, siger han.

I en tid, hvor alle tænker visuelt, vil flere også gerne skille sig ud. Når alle har mulighed for at blive mætte, vil nogen på et tidspunkt begynde at lede efter kaviaren.

»Måden, som tingene kan blive spredt ud på, er meget mere ukurateret i dag. Du skal ikke nødvendigvis ramme et tv-format på 3 minutter, som du skulle på Boogie. Det betyder, at formaterne er blevet sat fri,« forklarer Martin de Thurah, der altid forsøger at skabe friktion mellem billede og musik.

Et eksempel er musikvideoen til nummeret »Retrograd« af James Blake.

»Sangen handler om længsel, men i stedet for at tage nogle billeder af Blake, der sidder og græder på sit værelse, brugte jeg nogle andre fortolkninger af længselsfuldheden. En komet eller meteor. Og en motorcyklist, der også ligner en astronaut. Det er aldrig mit ærinde bare at illustrere sangen«.

Det er ikke kun Arken, der har kig på overlappet mellem kunst og pop. På Museet for Samtidskunst planlægger museumsinspektør Magnus Kaslov en udstilling med Hari Shankar Kishore, der blev kendt som musiker under navnet DJ HVAD, men som senere kastede sig over billedkunst, videokunst og performance.

»Det, som fascinerer mig, er når en kunstner træder ind på en anden banehalvdel. Når billedkunstnere bruger popmusik som udtryksform, og når en koncert både fungerer som koncert og som konceptuelt kunstværk,« forklarer Magnus Kaslov, der understreger, at de kreative samarbejder går langt tilbage.

Komponisten Erik Satie samarbejdede med malerne Pablo Picasso og Francis Picabia. Og Performancegruppen Værst, der inkluderede Michael Kvium og Christian Lemmerz, lavede videoværker til alle numre på Sort Sols »Flow my Firetear«-plade.

»Kunstkonteksten medfører et udvidet betydningsrum. Når Per Kirkeby laver en af sine meget minimale murstensskulpturer, så får de alle mulige ekstrabetydninger og referencetråde til kunsthistorien, fordi de indskriver sig i den kontekst, og netop ikke bare er bygningsværker. På samme måde kan kunstens udvidede betydningsrum gøre noget virkeligt spændende for popmusikken,« understreger Kaslov.

For Ditte Ejlerskovs vedkommende toppede hendes betagelse af Rihanna og Beyonce i årene 2012-2015.

Det var i den periode, da Rihanna konstant postede billeder, hvor hun røg joints, datede de forkerte mænd – og virkede ligeglad med omverdenens fordømmelse.

»Og det var jeg egentlig ret inspireret af,« siger Ditte Ejlerskov.

»Alle akademiske, hvide, vestlige feminister ønskede hele tiden, at hun skulle gøre det rigtige og være en god rollemodel. At hun skulle dække sig til og gå fra Chris Brown. Men netop fordi hun valgte at leve sit eget liv, blev hun et forbillede,« siger Ditte Ejlerskov. Nu er hendes interesse falmet lidt. Eller som hun selv siger det: Hun har ligesom fået udlevet sin altopslugende interesse. I dag har både Beyonce og Rihanna erklæret sig som feminister, deres projekt er blevet tydeligt nok i sig selv, og Ejlerskov er blevet ældre. Hun har fået et mere afslappet forhold til sine idoler.

»Sidste år var jeg til en koncert med Rihanna, og der kunne jeg jo også se, at hun bare var en halvdårlig popstjerne. Lige da du ringede, var jeg faktisk ved med at male et billede af hende på et surfboard, men når hun er med i mit atelier i disse dage, er hun mere diffus. Man kan ikke rigtig se hendes ansigt, og jeg er faktisk ikke helt så sikker på, at jeg laver portrætter af hende længere. Måske er det mere hendes myte, jeg maler.«

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.