Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Kultur på spidsen

Når ord får konsekvenser

Lars Rix, kulturredaktør.
Lars Rix, kulturredaktør.

Ugens mest forunderlige kulturhistorie må være den om Bolsjefabrikken. En aktivistisk gruppe mennesker driver et non-profit spillested i København NV, og i et anfald af noget der ligner venstresnoet storhedsvanvid, vælger man pludselig at udelukke debattøren og journalisten Søren K. Villemoes fra muligheden for komme forbi til en såkaldt »Tung Torsdag« med sit lydsystem og toaste nogle reggae- og dansehallskiver sammen med resten af musikkollektivet Firehouse Sound.

Ikke fordi han er en dårlig DJ eller på nogen måde skriger højreekstreme agitationer ud mellem numrene. Nej, simpelthen fordi hans personlige »værdigrundlag« ikke stemmer overens med det værdigrundlag, som tilhører Bolsjefabrikkens bookinggruppes. Og så efterfølgende fordi der åbenbart var problemer med Villemoes’ »ytringer om ytringsfriheden«.

Man ser det for sig. Først et medlem af Bolsjefabrikkens reggaefraktion, der i en spliff-rus kommer til at få Firehouse Sound til at komme forbi til genoplivningen af stedets døende Jamaicaklub.

Dernæst balladen da en lidt mere politisk aktivist vågner op fra døsen og opdager, at man ved en fejl er kommet til at hyre en, der ikke liiige befinder sig på den yderste venstrefløj. Og så til sidst det nærmest pinagtige forsøg på at komme fri af tågerne og udrede, hvad man rent faktisk mener om det hele - efter at have afholdt et sikkert flere timer langt fællesmøde.

Hvis det ikke var så ufrivillig morsomt, så ville det hele fremstå dybt tragisk. For sagen fremstiller med al ønskelig tydelighed, hvilket problematisk forhold visse dele af venstrefløjen har til ytringsfriheden. Her er den åbenbart ikke total. Som argumentet efterfølgende lød i en pressemeddelse fra aktivisterne på Bolsjefabrikken: »Ytringsfriheden foregår ikke i et vakuum og ord kan have konsekvenser.«

»...ord kan have konsekvenser.«

Man gyser ved denne retorik, der hører en anden og mørkere tid til. Hvor folk blev tugtet, hvis de mente noget, der ikke stemte overens med den der herskede hos dem, der bestemte.

Man gyser ved den retorik, der er ensbetydende med, at så mange bliver forfulgt over hele verden den dag i dag. Den retorik, der betyder, at nogle mennesker må leve under konstant beskyttelse og i sidste ende er truet på livet for evigt.

Så fred være med, at det så ikke alligevel blev til nogen »Tung Torsdag« i denne omgang for Firehouse Sound ude i Nordvestkvarteret. Det lever de nok med. Det værste er, at vi stadig kan opleve holdninger, der går imod retten til at sige og mene, hvad man har lyst til.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.