Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Når ondskaben tager magten

Klaus Manns roman »Mefisto« var ingen virkelig sejr, for ædle hensigter gør det ikke alene. Ikke engang når det er nazister, man er oppe imod.

Virkelighedens Hendrik Höfgen, Gustaf Gründgens, i sin glansrolle som Faust i Goethes drama af samme navn.
Virkelighedens Hendrik Höfgen, Gustaf Gründgens, i sin glansrolle som Faust i Goethes drama af samme navn.

 

Året er 1936. Tyske Klaus Mann, der lever i eksil i Amsterdam, udgiver »Mefisto. Roman om en karriere«. Bogen, der nu er genudgivet på dansk, vækker opmærksomhed over store dele af den frie verden, men udkommer ikke i Tyskland, for Klaus Mann er dedikeret antinazist, og »Mefisto« er en anti-nazistisk roman om mennesker, der går til grunde, når ondskaben tager magten. Og måske er den også en nøgleroman?

Klaus Mann benægtede det, selv om hovedpersonen, Hendrik Höfgen, en feteret skuespiller, i slående grad minder om den virkelighedens Gustaf Gründgens, der engang havde været gift med hans yndlingssøster, Erika. Hendrik Höfgen vil, som Gustaf Gründgens, være berømt, og det for enhver pris, og da nazisterne i 1933 har afskaffet demokratiet, fornægter han, som Gustav Gründgens, opportunistisk sin vilde, venstreorienterede fortid, og han får, som Gustav Gründgens, titelrollen i Goethes »Faust«, og han spiller den, som Gustav Gründgens, mageløst, og han får den opmærksomhed, han ønsker, fra en mand, der tydeligvis er modelleret over topnazisten Hermann Göring, og som ved romanens begyndelse fejrer sin 43- års fødselsdag med en gigantisk fest. Føreren selv har meldt afbud, men andre nazistiske spidser dukker op lidt efter lidt. Én af dem, virkelighedens Joseph Goebbels, beskrives, sådan her:

»Propagandaministeren - herre over et millionfolks åndelige liv - haltede fermt gennem den strålende mængde, der bøjede sig for ham. En iskold luftstrøm syntes at brede sig, hvor han gik forbi. Det var, som om en ond, ensom og skrækindjagende gud var steget ned til nydelsessyge, feje og ynkelige dødeliges tarvelige trummerum. I nogle sekunder var hele selskabet som lammet af rædsel.«

Senere kommer fødselaren selv. Folk kalder ham Den tykke. Her præsenteres han for første gang:

»Ministerpræsidentens mave, hvis enorme hvælving gik lige over brystet, blev majestætisk skubbet frem gennem den strålende forsamling. Ministerpræsidenten grinede.«

Som det fremgår, fornægter Klaus Manns ætsende antinazisme sig ikke, og som en kontrast til ministerpræsidenten og alle de andre nazistiske sataner og medløbere introducerer han Hendrik Höfgens elskerinde, Juliette, der er danser, og det sker på en måde, der i dag kan virke racistisk, men som var velment fra Klaus Manns side. Juliette repræsenterer en naturlighed og kvindelighed, der er den absolutte kontrast til den nazistiske macho-opportunisme. Et sted i begyndelsen af romanen hedder det sådan her om hende:

»Hun var kun sort på moderens side - hendes fader havde været en ingeniør fra Hamburg - men den mørke race havde vist sig stærkere end den lyse, hun så ikke ud som en halvblods, men næsten som fuldblods.«

Jo, Juliette er dejlig og eksotisk, men Höfgen forlader hende, sådan en kvinde kan man ikke have, når man skal være nazistisk karrierekunstner, og han, stjerneskuespilleren, gør som Faust i det skuespil, han brillerer i: Han sælger sin sjæl til djævelen. Efter den første opførelse af »Faust« med ham selv i centrum møder han Den tykke i dennes loge, og han må da være lykkelig, ham Hendrik, tænker de, der overværer optrinnet. De tager fejl.

»Anede en eller anden af de nysgerrige, hvad der i virkeligheden foregik i Hendriks bryst, mens han bøjede sig dybt over den mægtiges kødfulde og behårede hånd? Var det udelukkende lykke og stolthed, der fik ham til at gyse? Eller mærkede han desuden noget andet - til sin egen overraskelse? Og hvad var dette andet? Var det angst? Det var næsten væmmelse ... Nu har jeg besmudset mig, var Hendriks bestyrtede følelse. Nu har jeg fået en plet på hånden, den kommer jeg aldrig mere af med .. Nu har jeg solgt mig ... Nu er jeg mærket«.

Citatet er karakteristisk for »Mefisto«. Klaus Mann har meget på hjerte, og hans ønske om at understrege over for verden, hvilket djævelskab nazisterne stod for, er inderligt sympatisk, men der er også noget pædagogisk overtydeligt på spil, en noget trættende mangel på finesse. »Mefisto« kan bevæge, når den læses i bevidstheden om, hvor, hvornår og af hvem, den er skrevet, og den er litteraturhistorisk interessant, for den nåede at blive forbudt, ikke bare i Det Tredje Rige, men også i det demokratiske Vesttyskland, idet Gustav Gründgens adoptivsøn i en periode fik nedlagt forbud mod udgivelsen. Men når det er sagt, når romanen, og Klaus Manns forfatterskab i øvrigt, slet ikke op på det format, som fx forfatterens far, Thomas Mann, repræsenterede, og som gjorde ham, den subtile ironiker, til én af alle tiders største tyske forfattere. Dén forskel var en del af det tragiske ved den tragisk suicidale boheme Klaus Mann, der døde af en overdosis sovepiller i 1949, kun 42 år gammel. Hans »Mefisto« var ingen virkelig sejr, for ædle hensigter gør det ikke alene. Ikke engang når det er nazister, man er oppe imod.

 

Mefisto

Forfatter: Klaus Mann. Oversætter: Poul Dam. Forord: Jens Albinus. Sider: 304. Pris: 250. Forlag: Rosinante.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.