Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Roman

Når man er ung som bare fanden

Sabina Erbillor debuterer godt med en roman om ungdommelig usikkerhed, smerte, optimisme og håb trods alt.

Han skal nok klare sig, ham Eskild. Han ender med at flytte hjemmefra, hen til vennen Boris, og hen imod slutningen er han stadig – i sin egen selvforståelse – den verdensmand, han så gerne vil være.

Han har også fået et job som ufaglært flyttemand, og i hans verden er det meget bedre end ingenting, så selv om han efterhånden er blevet 24 år gammel, skal det nok gå altsammen.

Det er i Sabina Erbillors debutroman, »Debil tur retur«, vi møder Eskild, og hvis man er til heftige plots, episke dimensioner og sprog, der går til kanten, er det nok ikke lige den, man først skal læse.

Men Sabine Erbillor kan noget andet. Hun kan fremskrive en hverdagsagtig, temmelig desillusioneret almindelighed, og hun kan skrive om at være ung som bare fanden, om Eskilds drømme om skønne Anne, om hans mildest talt pragmatiske og uromantiske forhold til Pernille og om hans – ifølge ham selv – grimme mor, som han konsekvent kalder ved hele hendes navn, Else Johansson.

Der er også hans lige så grimme søster, og der er faderen, der måske døde i forbindelse med en fødselspsykose, og der er Bedste, der på et tidspunkt forærer ham en bog, der er en slags Find Holger-bog, nu bare med Jesus i rollen som Holger.

Så jo, det er virkelig nogle trist-kedelige smådebile typer, der huserer, inklusive Boris, vennen, der beslutter, at han hellere, som han siger, vil gokke den af til nogle pornoblade frem for at score den ene tilfældige pige efter den anden. Og der er Kommando Torben, som er medskyldig i, at en kanotur i Norge bliver til en ualmindeligt klam og trist oplevelse, og som Eskild håber aldrig at møde igen.

En ret så sølle flok, med andre ord, og hvor meget litteratur er der så lige i dét?

Der er præcis så meget litteratur i det, som en debutant som Sabina Erbillor formår at lægge i det, og hun er på sin egen måde en ganske stilsikker én af slagsen. Eskild har sin egen karakteristiske stemme, i al dens lidt enfoldige, enkle, ungdommelige blanding af smerte, optimisme og håb trods alt.

Flot debut

Her er nogle af Eskilds tanker om Norge:

»Jeg er blevet enig med mig selv om, at Norge er meget smukkere end Danmark. Jeg kan mærke, at det tager hårdt på mig, at Norge er så meget smukkere end Danmark. Jeg bliver misundelig på Norge og føler, jeg svigter Danmark og hendes bøgeskove og hendes gule marker. Jeg fortæller Boris, at Norge er smukkere end Danmark. Boris siger, at vi har de smukkeste piger, Norge har kun elge.«

Her er Eskild ved at flytte hjemmefra:

»Jeg er i gang med af fylde Else Johanssons bil med de få ting, jeg har. Jeg ejer næsten intet. Men det er også ligegyldigt, for Boris’ sted er et lille sted, og jeg sover bare på sofaen indtil videre. Og jeg glæder mig til at sove på sofaen. Jeg føler mig voksen, selv om jeg bare sover på sofaen. Else Johansson virker ikke ked af det. Hun lægger blot sin hånd på min arm og siger: min voksne mand. Så smiler hun, mens hun stirrer ud i luften.«

Steder som her viser Sabina Erbillor, at hun allerede kan noget som forfatter. At hun med ikke særligt mange ord kan skrive stemninger, refleksioner, tilstande frem. At hun så også som kvinde årgang 1991 har valgt en jævnaldrende mand som hovedperson og jegfortæller gør ikke det hele mindre løfterigt.

Og hvad så nu?

Måske vil forfatteren følge sig selv kronologisk, lade de personer, hun skriver om, vokse i alder med takt med sig selv. Måske vil hun gå helt andre veje.

Who knows?

At læse en debuterende forfatter, der allerede kan så meget, er under alle omstændigheder en lovende fornøjelse. Skriv endelig videre, Sabina! Lev vel, Eskild! Så godt du nu kan.

Titel: Debil tur-retur Forfatter: Sabina Erbillor Sider: 136 Pris: 199,95 kr. Forlag: Samleren

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.