Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Eftertanker

Når kunstner er kunstner værst

Jeppe Krogsgaard Christensen
Jeppe Krogsgaard Christensen

Jeg er holdt op med at se »Arvingerne«. I udgangspunktet bifalder jeg ellers serier, der ikke har en mordgåde i centrum. Dette fiktionens billigste trick: Evner man ikke at skabe fascination og interesse på andre måder, kan man altid slå nogen ihjel og spørge, hvem der gjorde det.

Men inden jeg opgav »Arvingerne«, nåede jeg at se den performance, som den unge Hannah og hendes team gav i en kunsthal. Det var noget med en kvinde i sære hvide gevandter, billeder af vand og is og stablede lysstofrør.

Scenen fik mig til at tænke over, hvordan den nyskabende, avantgardistiske kunst skildres i populærkulturen. Og det er ikke venligt, snarere fjendtligt. Også i »Arvingerne«, hvor der er noget prætentiøst og latterligt over den klimakritiske performance med kvinden i hvidt og grønlænderen, der står og gentager »et« og »nul«.

Det samme gælder i Tom Fords aktuelle film, »Natdyr«, hvor en gallerist har et billede hængende, hvorpå der bare står »Revenge«. Der er ingenting, forstår man, bare en lidt for smart idé, som folk med for mange penge og minimalt kendskab til kunst vil købe.

Fjendtligheden over for den nye, udfordrende kunst går også igen i mange komedier. Ikke mindst i Coen-brødrenes »The Big Lebowski«, hvor Julianne Moore spiller en avantgardist, der hejser sig op i en snoretræk for så at svæve nøgen hen over et lærred, hun drypper maling ned på. Det står The Dude og ser på. I shorts og sandaler. Han kunne sagtens have råbt »Hun har jo ikke noget tøj på«, men er – som alle der har set filmen ved – lidt for stenet til den slags affekt.

Scenen er som alt andet i »The Big Lebowski« meget morsom. Men bag den gemmer sig også en idé om at eksperimenterende kunst i sidste ende er Kejserens nye klæder. Og hvor latterlig den er, at den er noget, enhver idiot kan lave, og at der mere er tale om blændværk end om mesterværk. Det er også den underliggende pointe i »Simpsons«-afsnittet »Mom & Pop Art«. Her bliver Homers skrald ved et tilfælde taget for et værk, og ender på et moderne kunstmuseum.

Eksemplerne er overalt i populærkulturen, der på den måde reproducerer fordomme om nybrydende kunst og altså er kunstfjendsk. Der er tale om en form for verdensomspændende rindalisme, og den gamle skeptisk-bøvede »Skal det nu være kunst« lever i bedste velgående.

Der er dog en ironi i, at kunstnere som Coen-brødrene, Tom Ford og Maya Ilsøe – hovedforfatteren på »Arvingerne« – skildrer avantgardisternes arbejde som fikse ungdommelige ideer, noget prætentiøst og ufrivilligt komisk. For uden avantgardens vilje til at gå nye veje var de jo aldrig selv blevet dem, de er. Det er jo de vilde, søgende kunstnere før dem, der har drevet deres kunstform længere ud, udvidet dens grænser, og medvirket til at gøre det opsigtvækkende og aparte til mainstream.

Men den nye kunst er i sagens natur så ny, at vi endnu ikke helt forstår den. Eller dens vigtighed. Så i stedet vender vi os mod den. Griner ad den, latterliggør den. Det er meget menneskeligt. Og kunstnere er jo også en slags mennesker.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.