Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Musikchef om skæv kønsbalance: »Det er en fucking skændsel«

Fem betydningsfulde organisationer – Dansk Live, Gramex, Dansk Musiker Forbund, JazzDanmark og Dansk Artist Forbund – går sammen om en undersøgelse, der skal kortlægge kønsbalancen i rytmisk musik og munde ud i løsningsforslag. Q&A med sekretariatschef for Dansk Live, Jakob Brixvold.

En skæv kønsbalance på årets store musikfestivaler har fyret op under ligestillingsdebatten på musik­området. Nu går fem betydningsfulde organisationer – Dansk Live, Gramex, Dansk Musiker Forbund, JazzDanmark og Dansk Artist Forbund – sammen om en undersøgelse, der skal kortlægge kønsbalancen og munde ud i løsningsforeslag.

Der blev lavet en stor undersøgelse af kønsbalancen i rytmisk musik i 2011. Hvorfor skal der allerede laves en ny?

»Der er sket meget siden. Nu er det eksempelvis livemusikken, der er det dominerende omdrejningspunkt. Vi har et levende miljø, der eksploderer i talent og kunstnerisk udvikling, og vi vil gerne sikre rum for flest mulige typer publikum og artister.«

En af hovedkonklusionerne i undersøgelsen fra 2011 er, at der ikke har været nogen bemærkelsesværdig udvikling over tid (fem år). Hvorfor bruger I i den rytmiske musikbranche ikke energien på at ændre den ulige balance frem for at kortlægge den?

»Som Dansk Live tidligere har udtalt, kører diskussionen om kønsbalance lidt i tomgang. De samme argumenter gentages på et ofte udokumenteret grundlag. Der fokuseres først på problemet, når kvinderne mangler på koncertplakaterne, og der gættes i øst og vest på årsagerne. Det, vi nu vil, er at få dokumenteret årsag og virkning – at få reelt styr på, hvor balancen er skæv – og hvad vi kan gøre ved det.«

Kunne Dansk Live i dine øjne have gjort mere for at rette op på den skæve kønsbalance?

»Ja, vi kunne nok godt være gået mere aktivt ind i arbejdet lidt tidligere. Men vi er ikke en stor organisation med mange ressourcer, så vores fokus har ligget andre steder. Nu er vi her og vil gerne være med til at gøre en forskel.«

Hvorfor er det overhovedet et problem, at der er en skæv kønsbalance – handler musik ikke om talent frem for køn?

»Livemusik handler om oplevelser i mødet mellem kunstner og publikum; gode rammer, højt kunstnerisk niveau, kontakt, oplevelse og inspiration – så, ja kvalitet. Men kvalitet kommer af diversitet. Køn er den mest oplagte udfordring, og derfor begynder vi dér. Men det er præcis det samme med genrer, alder og etnicitet.«

Hvilket indtryk gør det på dig, når forsangeren for Refused står på scenen på Northside og siger: »Der er overhovedet ingen kvinder på scenen i dag. Det er en fucking skændsel! Få styr på jeres lort, Northside!«

»Det er en fucking skændsel, at balancen er så skæv, men Northside eller andre festivaler bærer ikke skylden. Problemet skal adresseres tidligere i fødekæden, hvorfor vi som brancheorganisation har taget dette initiativ og er gået sammen med fire andre parter. Vi får nu styr på årsagerne og kommer så med nogle anbefalinger.«

Har du indtryk af, at der er sket noget positivt i forhold til den skæve kønsbalance siden 2011?

»Ja, lidt. Der er mange toneangivende kvinder i klub- og DJ-miljøet. Der er også flere solister og forsangere som kvindelige rollemodeller i rock og pop, og det, tror jeg, får flere piger til at gribe instrumenter og pladespillere. I festival- og spillestedsmiljøet ser vi en stigning blandt nøglepersonerne, så vi nu er oppe på 35 procent kvindelige deltagere til vores seminarer. Og så er tiltag som JazzCamp for Piger og Pop-Pilot positivt. Vi har stadig meget at gøre, men processen er heldigvis allerede i gang.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.