Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Den store musicalkrig

Musicalen: Elsket og hadet

Enten-eller. Musical er en teatergenre, der deler publikum i to lejre: Den, der elsker den musikalske teaterform, og den, der virkelig ikke bryder sig om den. Mød manuskriptforfatteren og instruktøren Søren Frellesen, der er vild med musicals, og skuespilleren Lotte Andersen, der har et mere anstrengt forhold til genren.

Lotte Andersen i Stephen Sondheims »Sweeney Todd« på Aarhus Teater i 2011. Med få undtagelser har hun det svært med genren.
Lotte Andersen i Stephen Sondheims »Sweeney Todd« på Aarhus Teater i 2011. Med få undtagelser har hun det svært med genren.

Lotte Andersen, skuespiller og sanger: »Musicals bliver for sentimentale og dampende«

Har medvirket i en række teaterkoncerter, blandt andre »Gasolin«, »Mozart« og Beatles-forestillingen »Come Together«, samt i teaterforestillinger, film og TV-serier, blandt ander »Broen II« og »Flaskepost fra P«. Aktuel til efteråret i »Teaterkoncert Beethoven« på Bellevue Teatret.

Der har været musik i teatret længe. Tilbage i det antikke Grækenland var musik en vigtig del af skuespillet via koret, der udgjorde en stor del af dramaet. Jeg er sikker på, at musikken er kommet ind i teatret for at få gang i følelserne. Som en løftestang til skuespillet.

Derfor skal man være varsom med brugen af musik, og det er her, jeg synes, musicalen går fejl. Den bliver for sentimental, for dampende. Der kommer alt for mange af ens følelser i spil. Jeg synes, man skal docere musikken langt mere sublimt og fint, end musicals normalt gør.

Det er, som om musicalen ikke evner at sætte en grænse for, hvor det bliver for meget. Hvis man for eksempel vil skildre et kærlighedsøjeblik i en musical, vil der typisk blive skruet op for strygerne, og personerne vil synge en sød og romantisk sang, og de vil ovenikøbet være lige ved at kysse hinanden foran en solnedgang. Det bliver kvalmt og faktisk også komisk. Det er ost med ost med ost på.

De gamle klassikeres tekster på ny

Jeg har givet mange teaterkoncerter, og der står vi indimellem i det dilemma, at en sang kan blive for sentimental i sammenhængen. Men i teaterkoncerten skruer vi op og ned for virkemidlerne. Akkompagnementet kan være hvad som helst. Et håndklap, en enkel guitarfigur eller hele udtrækket af orkesterlyd. Det handler i den grad om, hvordan sangene bliver instrumenteret, og hvordan de iscenesættes. Det skal balanceres. Vi skal give sangene en modvægt, lave nogle benspænd, så publikum kan mærke, at der er en fristende lille slange i paradiset.

Det kan man ikke i musicalen, og det er måske i virkeligheden et af de store problemer: At det ikke er muligt at lave om på musikken eller scenografien; at der er nogle meget fastlagte rammer for, hvordan det skal gøres, spilles og opføres. Især selvfølgelig, når der er tale om visse, amerikanske musicals, hvor der er klare regler for, hvordan man må opføre den.

Måden en musical bliver udført på, er forudsigelig og kedelig. Lod man en instruktør som Christian Lollike lave Bernsteins »West Side Story« eller Disneys »Løvernes Konge« – altså lod en nytænkende instruktør bryde den faste ramme op og vende historien, musikken og handlingen rundt – så kunne det blive rigtig interessant.

Teaterkoncerten består som regel af noget velkendt musik, der bliver sat ind i en helt ny og overraskende ramme. Og netop fordi sangene er sat fri, hører man pludselig de gamle klassikeres tekster på ny og får mulighed for at genopdage sange som »Yesterday« og »Kvinde min«. Sange, som man har holdt af, men som kan være svære at nyde, da vi efterhånden har hørt dem så meget, at de ikke siger os noget mere.

Det var sjovt at prøve at lave Stephen Sondheims musical »Sweeney Todd« på Aarhus Teater i 2011.

Jeg sagde ja til opgaven, fordi musikken er så sindssygt kompliceret. Den er hele tiden en musikalsk prøven kræfter. »Sweeney Todd« er bestemt heller ikke sødladen, og det er en meget vanskelig musical at lave. Måske fordi Sondheim har forstået det med, at musikken skal tale sit eget sprog og lader den være en anden nøgle ind i historien.

Ud over at appellere til dine følelser, taler musikken jo også det abstrakte og det universelle sprog og kan åbne for nogle endnu dybere lag i forståelsen af teatret.

Der er næsten ikke en strofe, der bliver gentaget i »Sweeney Todd«, og hver stavelse har nærmest sin egen node. Til dén kan publikum ikke sidde og svømme hen, der skal de snarere holde godt fast i sædet for overhovedet at kunne følge med undervejs.

Det er ikke mit ønske at skælde ud på folk, der ser musicals. Bestemt ikke. Hvis man er til god underholdning er det lige i øjet. Musicalen er en folkelig genre, den er let forståelig, der er ikke noget afgørende, man skal tage stilling til, du kan æde historien, som den er. Men personligt vil jeg foretrække flere nuancer i smagsoplevelsen. Det salte og det bitre med det sure og det søde.

 

Søren Frellesen, manuskriptforfatter og instruktør: »Når musicals er gode, ønsker man, at det aldrig stopper«

Har senest instrueret filmen »Emma og julemanden – jagten på Elverdronningens hjerte« fra 2015. Var medforfatter på blandt andet TV-serien  »Nynne«.

Vi havde soundtracket fra musicalen »Oklahoma« i mit barndomshjem, og fra så længe jeg kan huske, hørte jeg den igen, og igen og igen og igen. Jeg sang med og studerede coveret uendeligt. Jeg var fascineret af eventyret og energien og af blandingen af det lyriske og det komiske. Der startede det hele. Siden hørte jeg mine ældre søskendes plader med »Jesus Christ Superstar« og »Hair« og var snart klar til at se »Cabaret«, som gjorde et afgørende indtryk på mig. At en musical kunne ramme så dybt og fortælle så brutal en historie, det var en øjenåbner.

Når musicals er gode, kan de transportere tilskueren på så altopslugende en måde, at man sidder og smiler, græder, griner og klapper i timevis og tænker, at det aldrig må stoppe.

Musicalen er en bastard-genre. Den har masser af fædre, mødre og bedsteforældre, såsom det klassiske drama, operaen, operetten, vaudevillen, cirkus, balletten, farcen, den moderne dans. En kombination, der trækker på alle disse kunstarter, er uimodståelig, når den lykkes.

Det vigtigste for en god musical er historien. Manuskriptet kommer før alt. Det betyder også, at de allerbedste er de musicals, hvor manuskript, musik, sangtekster, scenografi, orkester og rollebesætning holder samme høje niveau. Man kan næppe argumentere for, at musicalen er naturalistisk, men den bruger lidt flere ord, og, skal vi sige, dvæler lidt mindre ved de dramatiske vendepunkter, end operaen gør. Musicalen er bedre til at fortælle en involverende, raffineret historie.

Og så er jeg fascineret af gode performere. »Triple-threats« (tredobbelte trusler, red.) har Broadway døbt dem, fordi de kan spille, synge og danse, er dygtige til at skabe publikumskontakt samt fortælle en historie. Det rører mig dybt at se de performere i en god musicalrolle. Folk kan blive skræmt væk, hvis for eksempel skuespillet i en musical er fladt, fordi man ikke kunne finde skuespillere, der både kunne synge, danse og spille. For mange kompromiser skaber dårlige musicals.

Man behøver ikke at være professor i teatervidenskab for at sige, at »Starlight Express«, med dens rumglimmer og rulleskøjter ikke er Eugene O’Neil. Men hvorfor skal musicalen altid defineres ud fra dens værste træk? Det er en komplet meningsløs diskussion, hvor uvidenhed og refleks-snobberi får lov at dominere.

Hvis man bruger et par timer på genrens mesterværker, for eksempel »Show Boat«, »The King and I«, »Sweeney Todd«, »Cabaret«, »Gypsy«, »La Cage aux Folles«, vil man snart opdage, hvor rå de er, hvordan de beskæftiger sig med vigtige emner som race, klasser, politik, køn og seksualitet. Der er Annie i »Annie Get Your Gun«, der skyder bedre end drengene og specifikt forklarer, at hun ikke kan bage. Et nyere monsterhit, »Next to Normal«, handler om en familie, der kæmper for at holde sammen, mens det bliver mere og mere tydeligt, at moderens bipolare lidelse ødelægger dem indefra. Det største hit i 1990erne var »Rent«, hvor den kvindelige hovedperson dør af AIDS. Sådan kunne man blive ved.

Men det er jo altid lettere at afvise noget end at sætte sig ind i det. Jeg ser modstanden som afmagt, forklædt som raffineret smag.

Elsket af mange

Jeg har set mange gode teaterkoncerter, og vi har også formået at turnere med dem i et, for dansk teater, imponerende omfang, men for mig er det bare en renere følelse, man kan fremkalde hos publikum, hvis musikken er skrevet til den specifikke dramatiske situation. I en teaterkoncert – eller i en såkaldt jukebox-musical som »Mamma Mia!« eller »Jersey Boys«, der også er baseret på allerede eksisterende sange, skal man forsøge at gøre en sang dramatisk, selv om den ikke er skrevet til historien. Der, synes jeg, det kan være svært at holde det følelsesmæssige engagement kørende.

Sidst jeg var på Broadway, stod publikum ikke i kø for at se folk i rokokokostumer, der med fremmedgjort ansigtsudtryk fremfører en række populære sange uden en sammenhængende historie. Når man samtidig ser, hvor udsolgt der næsten altid er til Det Ny Teaters ofte fremragende opsætninger og til musicalopsætningerne i Tivoli, tænker man, at der er et marked, der slet ikke er udviklet herhjemme.

Hvis man lige fjerner blikket fra et meget snævert segment af kulturredaktører, anmeldere og teaterchefer i København, der først og fremmest udmærker sig ved ikke at vide noget som helst om genren, så vil man opdage, at langt de fleste mennesker elsker musicals. Det er da sigende, at vores musicalakademi ligger i Fredericia – og der er overhovedet intet galt med Fredericia, det er en stolt gammel og fin by – men det er ikke lige dér, Operaakademiet eller en af vores tre statslige scenekunstskoler ligger.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.