Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
bbl

Mordene på Osage-indianerne

Den amerikanske forfatter David Grann fortæller i sin bestseller »Killers of the Flower Moon« om mordene på Osage-indianerne i 1920erne i Oklahoma. Det er en kulturhistorie, der rummer det mørke og overraskende aspekt, at mordbølgen var langt mere omfattende, end politiet anede.

Stort billede th: Molie Burkhart til højre med sine to søstre Anna (i midten) og Minnie.
Stort billede th: Molie Burkhart til højre med sine to søstre Anna (i midten) og Minnie.

I indianerreservatet i Oklahoma, hvor Osage-indianerne blev fordrevet til, foregik der fra 1921 en række uhyggelige mord. Det startede med, at man fandt en ung kvinde, Anna Brown, skudt i hovedet. Hendes søster Mollie, der var gift med den hvide mand Ernst Burkhart, havde i flere dage ikke hørt fra hende, og Mollie alarmerede politiet, der fandt hende. Mollies anden søster Minnie døde pludseligt, og efter alt at dømme blev hun forgiftet. Derefter døde Mollies mor Lizzie - tilsyneladende også forgiftet og Mollies første mand, Henry Roan, blev fundet skudt. Der blev opdaget flere dødsfald i de kommende år. Indianere blev fundet skudt og andre blev forgiftet. Ialt blev 24 indianere myrdet på forskellig måde fra 1921 til 1926.

Mollie Burkhart, som er bogens hovedperson og heltinde.
Mollie Burkhart, som er bogens hovedperson og heltinde.

Her starter den amerikanske forfatter David Grann sin bog »Killers of the Flower Moon«, som også handler om det føderale politi, som var startet i 1908 under navnet Bureau of Investigation (BOI). Det var først i 1935, at bureauet fik navnet Federal Bureau of Investigation (FBI), men allerede i 1920erne var chefen den legendariske J. Edgar Hoover, og det blev en af Hoovers største sager, der var med til at etablere organisationens prestige og Hoovers greb om magten. David Granns bog nøjes imidlertid ikke med at fortælle om bureauets opklaring, men beretter en bred kulturhistorie om, hvorfor disse mord skete. Osage-indianerne havde tilhørt den største gruppe af nordamerikanske indianere, der levede i Missouri, Arkansas, Oklahoma og Kansas. Efter krige og forhandlinger fik de i 1871 overladt et reservat i Oklahoma, hvor man derefter fandt store olieforekomster. Det medførte, at Osage-indianerne efterhånden blev meget rige, ja faktisk blandt de rigeste mennesker på Jorden, og mange af dem ejede bilflåder og havde tjenere. De ejede hver en personlig andel af rigdommene gennem et fond, som kun kunne arves af andre Osage-indianere. I bedste mening, for at beskytte disse indianere, som regeringen mente ikke var i stand til at beskytte sig selv, indførtes en lov, hvor indianerne blev tildelt formyndere, der ikke var Osage-indianere. Mange af de indianske kvinder blev iøvrigt gift med hvide mænd, der indtrådte som deres formyndere.

FBI chefen Edgar G. Hoover fotograferet i 1924.
FBI chefen Edgar G. Hoover fotograferet i 1924.

Rigdommen i Oklahoma tiltrak snart hvide, der ønskede del i oliepengene, og indianerne måtte slås for deres rettigheder. Magtfulde oliefolk som bl.a. Jean Paul Getty investerede i området, og store formuer blev skabt i løbet af kort tid. I 1920erne sagde Osage-høvdingen Bacon Rind, der kan oversættes med Flæskesvær, at de hvide havde forflyttet Osage-indianerne til et udsted, og da olien viste sig, ville »alle komme her og få del i pengene.«

Efterhånden som flere og flere blev myrdet, levede indianerne med frygten for at dø. David Grann, der bygger sin bog på en lang række kilder, herunder FBIs dokumenter, skriver, at frygten greb om sig, og Osage-indianerne opfordrede myndigheder til at iværksætte en undersøgelse. Men det var svært at få oplysninger, for folk blev myrdet og truet til tavshed og myndighederne, skriver David Grann, viste kun lille interesse for mord begået mod indianere. Mollie Burkhart levede selv i frygt, fordi en række af mordene ramte hendes nærmeste familie. Mollie regnede med at blive næste mål for et attentat, og det var ikke uden grund, for i 1925 blev hun selv udsat for et forgiftningsforsøg.

Oliekilder skabte en forrygende rigdom for de indianere, der havde jordlodder. De blev blandt verdens rigeste og mange af dem havde et stort antal biler. Her ses Osage-indianere i en af tidens køretøjer.
Oliekilder skabte en forrygende rigdom for de indianere, der havde jordlodder. De blev blandt verdens rigeste og mange af dem havde et stort antal biler. Her ses Osage-indianere i en af tidens køretøjer.

Først i 1925 iværksatte Hoovers bureau en undersøgelse, idet Hoover bad sin topopdager Tom White om at tage til Oklahoma og opklare mordene. Whites` interesse samlede sig om Burkhart-familien, fordi så mange i Mollies familie var blevet ofre, men umiddelbart gav undersøgelserne ikke resultat. Tom White fremstår i bogen som en hæderlig og dygtig detektiv, der langsomt nærmede sig en opklaring. I første række mistænkte han Mollies mand, Ernst Burkhart, for at være medskyldig, men bagmanden viste sig at være en lykkeridder i området ved navn William Hale, der var kommet til Osage-området uden en øre på lommen, men efterhånden havde skabt sig en formue ved at udnytte indianerne i reservatet. Ernst Burkhart var nevø til Hale, og andre familiemedlemmer viste sig at være impliceret i konspirationen. Det viste sig, at Hale stod i gæld til Henry Roan og skyldte ham 25.000 dollars. Roan blev skudt bagfra i 1923, og Hale havde et åbenlyst motiv, men det lokale polti havde anklaget en helt anden mand for mordet.

FBI chefen Edgar G. Hoover fotograferet med sin opdager Tom White som blev sat ind for at opklare sagen.
FBI chefen Edgar G. Hoover fotograferet med sin opdager Tom White som blev sat ind for at opklare sagen.

Det lykkedes Tom White at skabe bevis for, at William Hale, Ernst Buerkhart og flere andre var impliceret i at skaffe indianerne af vejen, så de kunne overtage deres ejendom og og andele af formuefondet. Således kunne White dokumentere, at Hale havde betalt en mand for at skyde Roan. Ernst Burkhart havde forsøgt at forgifte sin hustru Mollie, men han havde også haft planer om at myrde deres fælles børn, fordi de stod i vejen for, at han kunne overtage Moillies formue. Bureauet fik med noget besær en retssag stablet på benene og Hale blev dømt livsvarigt fængsel. Også Ernst Burkhart blev dømt livsvarigt fængselstraf, men det var foruroligende milde domme, for deres ugerninger ville sandsynligvis have medført dødsstraf, hvis de havde myrdet hvide mænd. I en bevægende scene skildrer David Grann, hvordan Ernst Burkhart efter sin dom forlader retslokalet: »Før han blev ført væk i håndjern til statsfængslet, vendte Ernst Burkhart sig og smilede svagt til Mollie. Men hendes udtryk forblev udtryksløst, måske endda koldt.«

Fortællingen om Whites opklaring af mordene og Mollie Burkharts skæbne er imidlertid kun en del af David Granns dramatiske fortælling. Han standser nemlig ikke med bureauets undersøgelser, men fortsætter med sine egen efterforskning, møder med nulevende slægtninge til de myrdede og nye dokumenter. Det viser sig nemlig, at det ikke blot drejede sig om 24 mord fra 1921 til 1926, men at der var hundredvis af mystiske dødsfald i en længere periode, der ramte indianerne, og hvor hvide formyndere overtog de personlige formueandele og andre væredier. En hvid advokat W.W. Vaughan, der kæmpede for indianernes rettigheder, blev således smidt af et tog i 1925 og døde og Grann kan sandsynliggøre, at han blev myredet af en hvid bankbestyrer, der var involveret i at flå indianerne. Grann konkluderer: »Sagerne viser, at mordene på Osage -indianerne for deres andel i olieformuen var begyndt tidligt og først sluttede i 1931. Disse sager var ikke resultatet af en enkelt konspiration, som William Hale stod bag. Han stod ganske vist bag den blodigste og længste mordkampagne, men der var talløse andre mord. Mord, der ikke var medtaget i de officielle dokumenter og aldrig blev undersøgt som mord.«

Skurken William Hale med sin hustru og datter.
Skurken William Hale med sin hustru og datter.

I den sidste del af bogen møder David Grann slægtningene til de indianere, der er hovedpersonerne i bogen. Han møder Margie Burkhart, der er barnebarn af Mollie og Ernst Burkhart og hun fortæller, hvordan hun som barn mødte sin bedstefar Ernst Burkhart, der var blevet løsladt af fængslet. Han forekom hende at være en rar bedstefar og hun vidste ikke på det tidspunkt, at han havde forsøgt at myrde både hendes bedstemor og far: »Jeg var overrasket over, at han så så bedsterfaderlig ud. Hans øjne så venlige ud og jeg kunne ikke fatte, at denne mand havde gjort alt det. Det var hårdt for min far, for han og søsteren Liz blev lukket ude af stammen. Han og Liz havde brug for støtte, men de fik ingen. Min far måtte leve med visheden om, at hans far havde prøvet at myrde ham« Ernst Burkhart døde i 1986. Mollie selv blev gift igen og døde en naturlig død i 1937. William Hale blev løsladt efter 20 år og døde i 1962.

Den store økonomiske krise i i 1930erne gjorde, at de fleste Osage-indianere mistede deres formuer. Mange var også blevet fattige, fordi svindlere havde franarret deres ejendele. Efter krigen fik indianerne lov til at etablere kasinoer i reservatet, og mange tjente igen gode penge. Der er idag ca. 11.000 Osage-indianere tilbage, og på reservatet er der en kirkegaard, hvor Mollie og hendes myrdede familiemedlemmer ligger.

Høvding Bacon Rind, som prosterede mod de grådige hvide.
Høvding Bacon Rind, som prosterede mod de grådige hvide.

David Granns bog har med god grund ligget på bestseller-listerne i USA. Der er en mesterstykke af et detektivarbejde, hvor alt ikke er bevist, men hvor Grann sandsynliggør, at Osage-indianerne systematisk blev myrdet.

bb
bb

 

David Grann: Killers of The Flowers Moon

320 sider, Simon and Schuster, 20 dollars

 

 

 

 

 

 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.