»Mogens og Karen« kommer indefra

Selv om Christian Juncker kun bor på 1. sal, bilder han sig ind, at han kan se verden ovenfra. Det er der kommet en række uafrystelige sange ud af som bl.a. den storhittende »Mogens og Karen«, der handler om provinsdanmark - og ham selv.

Foto: Scanpix
Foto: Scanpix

Christian Juncker smiler. I månedsvis har både DR og landets lokalradioer voldspillet hans musik. Hans fans tæller både aldrende dansktopværter og børnehavebørn. Så bred en appel har ellers kun Kim Larsen. Og selv om Christian Juncker, 29, er vokset op i Odense, hvor Larsen længe har resideret, er det altså ikke kun geografien, d'herrer har til fælles: Fornemmelsen for ørehængende popmelodier og evnen til at se det store i det små deler de også.

I forgrunden for bandet Juncker har Christian skrevet og sunget sig til et af årets største hits: »Mogens og Karen«, sat i scene i et parcelhuskvarter bag nåletræer og en lukket dør, hvor man holder på facaden for at ligne de andre på vejen.

I de seneste måneder er han ofte, fortæller han, blevet anklaget for at tage pis på Danmarks provinskultur. Han forstår sine kritikere, men lytter man nærmere efter, er Christian Juncker selv en af dem, han synger om.

»Hvis ligusterhækken er nået op i tre meters højde, så skal man respektere, at man skal blive udenfor. Og jeg skal ikke belære, men lære mere om mig selv. Det er netop dét kunst, musik, billeder osv. kan. Når vi indfanges af det, er det typisk fordi, der er noget af os selv i det,« forklarer han og fortsætter:

»Jeg har en grundlæggende frikadellefascination, hvor jeg er optaget af de ting, som er genkendelige: kaffekop, rugbrødsmad, Pilot-skoletaske - en erindring der som udgangspunkt kun er min. Men fordi det er ting, de fleste kender, kommer jeg jo på en eller anden måde til at tegne et billede af Danmark. Men det er egentlig bare et billede af mig, der er nøjagtig lige så normal som alle andre,« siger han og tilføjer efter et par sekunders betænkningstid:

»Det sjove er, at der ikke rigtig er nogen, der føler sig normal. Enten føler folk sig smukke, kedelige, grimme, vamle, afsporede - alle har en eller anden følelse af at være afviger. Og det tætteste man kommer på normaliteten er måske netop erindringen om den der stinkende makrelmad.«

Flytning uden papkasser
Christian Juncker beskriver sig selv som »et typisk produkt af '75er-generationen«, hvor mor og far bliver skilt, illusionerne brister og værdierne er ét virvar. Men samtidig var der frirum til at tænke og gøre, som man havde lyst.

»Der har været meget forvirring, meget afveksling i min opvækst. Jeg har gået på tre forskellige skoler. Jeg er flyttet mange gange, og er måske også derigennem blevet udstyret med briller til at opleve forskellige miljøer. Mit liv startede i et parcelhuskvarter i Holstebro, så videre til et socialt boligbyggeri i Odense, et rækkehus, et parcelhuskvarter igen, så tilbage til byen og en betonlejlighed og så ud i forstæderne til et socialt boligbyggeri. Og så ind til byen igen. Den omskiftelighed præger jo en,« siger han.

På hvilken måde?

»Man lærer at tilpasse sig. At begå sig. Man er jo afhængig af at passe ind. Jeg tror egentlig ikke, at min omverden har følt, at jeg var udenfor, men det kan man jo godt selv føle alligevel. Hele den der normalitets-ting, som man har behov for, samtidig med at man har behov for at føle sig som noget særligt, det er måske i virkeligheden det paradoks, som udløser alle de her sange. Jeg har altid prøvet at følge med og være åben, nysgerrig. Tolerant og samtidig i stand til at sætte nogle grænser. At være klar over de ting i en tidlig alder, tror jeg måske nok ender med at udløse en større rejse i livet. «

Og her taler vi ikke kun rent fysisk?

»Nej, for egentlig skal der ikke papkasser til en flytning. Det handler bare om at gøre noget andet, end man plejer. Man kan sagtens flytte sig både socialt og intellektuelt med gåture, bøger eller rejser.«

Ellers ender man inde bag hækken med bristede illusioner, som du bl.a. synger: »Der er så mange håb i så mange huse, de ligger i kasser, men vejen bliver tung«?

»Jeg har jo 100 gange proklameret overfor min omverden, at jeg vil spille musik. Men det kan man ikke leve af. Og derfor er det svært at holde fast i sin drøm. Skal man i sidste ende gå efter drømmen eller vælge den sikre lærlingetjans og finde trygheden den vej - som jeg i øvrigt selv har gjort med seminariet. Det vigtige er, tror jeg, at man får prøvet tingene af. Selvfølgelig er der mange i mine forældres generation, som har gemt sig inde bag hækken, fordi deres forældre sagde, at de skulle blive det og det. Og det er OK, for man skal jo heller ikke ende med et lorteliv, fordi man har taget for store chancer.«

Danmark set fra 1. sal
Christian læner sig tilbage i sofaen og stryger en hånd igennem sit lange pandehår. I det næste halve minut tager han tilløb i stilheden.

»Jo, jeg bor på første sal, men jeg bilder mig ind, at jeg nogen gange kan se verden ovenfra. Den kontakt jeg har haft med nutidens unge bl.a. via min uddannelse, i praktik og ungdomsklubber, der ser jeg en flok unge, en generation, som på godt og ondt er meget villige til at tage chancer, hvis der er noget at vinde ved det. Og det gør altså, at de får nogle store oplevelser. De tør prøve ting af, og de kommer med et godt antiautoritært, lidt anarkistisk oprør, tror jeg. Der var engang børn skulle ses og ikke høres, det er jo helt omvendt i dag. I modsætning til den rigide skole, jeg gik i, er kravet om selvstændighed meget centralt i skolen i dag,« siger han og spinder en krølle på sin røde tråd:

»Jeg synes også, at man ser en spirende selvstændighed i dansk musik, film og litteratur, originalitet vinder frem alle vegne. Og det synes jeg et eller andet sted også, at Junckers musik er eksponent for.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.