Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Klumme

Mød aldrig dine forbilleder

Bs Jeppe Krogsgaard Christensen mellem forbillederne Paul Auster og Siri Hustvedt. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Bs Jeppe Krogsgaard Christensen mellem forbillederne Paul Auster og Siri Hustvedt. Foto: Niels Ahlmann Olesen

At pendle er en særlig form for selvpineri. I gentagelsen, to ture hver dag, har rejseriet i hvert fald fået grebet om mig, og irritationsmomenterne bliver hele tiden flere: De små forsinkelser, dem, der sidder med fødderne oppe på sædet, ham på sædet bagved med dårlig ånde, hende den emsige stilhedsvogter i stillezonen, de gamle, der har lyd på mobilens tastatur. Tap, tap, tap.

Men der er også meget at hente. Som forleden, hvor to drenge sad i Linje A og talte om pommes frites, og hvad det nu egentlig var for noget.

»Det er en slags små, saltede brød«, mente den ene at vide, og den anden nikkede.

Den slags er alle togturene værd, ligesom de tanker, samtalerne omkring mig sætter i gang. Som den anden dag, hvor to teenage- piger talte om, hvor »mega-gerne« de ville møde Marcus & Martinus (som, har jeg siden fundet ud af, er norske børnepopstjerner). Pigernes ønske fik mig til at tænke over, hvordan de møder, jeg har haft med mine forbilleder, har været gode, men også ødelæggende. Og at jeg i sidste ende ikke vil anbefale nogen at møde kunstnerne, de beundrer.

En vinterdag for nogle år siden mødte jeg Paul Auster og Siri Hustvedt, to af de forfattere jeg har læst med størst interesse. Jeg havde glædet mig, og de viste sig også at være venlige og interesserede. De to, som har store forfatterskaber bag sig, spurgte til mig og min lille debutroman og inkluderede mig i det hele taget på en varm, familiær måde.

Et andet møde var med R.E.M.s forsanger, Michael Stipe. På vej ind i lokalet snublede han over dørtrinnet, og da han endelig satte sig over for mig, var han, bortset fra et lysende blik, meget almindelig.

Og måske er det problemet: De store forbilleder er helt almindelige mennesker med en ualmindelig kunstnerisk gave. Men efter møderne med Auster, Hustvedt, Stipe og andre store kunstnere har jeg hver gang oplevet, hvordan min interesse for deres værker, deres kunst, er aftaget. Det er simpelthen, som om mødet med dem har banaliseret og trivialiseret den. Det er også derfor, jeg har det så svært med biografiske læsninger. Fordi de trækker kunstneren ind i kunstværket og på den måde gør det mindre. Og mindre vedkommende.

De gange jeg har mødt kunstnere, jeg beundrer, er det samme sket. De er begyndte at trampe rundt i deres eget værk. Jeg ser deres ansigter i romanerne og sangene. Som var det flade biografier, de havde skrevet.

Så mit bedste råd til de to piger i A-toget og til alle andre, der drømmer om at møde deres forbilleder, er: Glem det. Med mindre kunstneren altså betyder mere end værket. Hvilket jo godt kan være sagen i tilfældet Marcus & Martinus.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.