Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
KLUMME

Moderne vikinger pussygrabber ikke!

Kom nærmere, sæt jer her rundt arnen, og lyt til min saga, I hirdsmænd, men vær opmærksomme på, at der kan forekomme spoilere, når jeg fortæller om min begejstring for TV-serien »Vikings«, hvoraf fjerde sæson i øjeblikket kan ses på HBO Nordic.

Kristian Lindberg.
Kristian Lindberg.

Jeg har tidligere været meget forbeholden overfor vikinge-temaet i film og TV-serier, og det skyldes ikke mindst helkiksede film som den danske »A Viking Saga - son of Thor« af den glade amatørinstruktør Michael Mouyal. Han fik i 2007 lokket en række kompetente danske skuespillere til at medvirke i sit episke værk, der i dag regnes for at være en af de bedste så-dårlig-at-den-er-god-film i dansk filmhistorie.

Andre tidligere film har også bidraget til min skepsis overfor emnet, såsom Richard Fleischers storfilm »The Vikings« fra 1958, der blev den første til at bruge en række stereotype klichéer om vor nordiske forfædre - dog ikke den mest udbredte fejl med de behornede hjelme. Men vikingerne fremstilles som nogle aggressive festaber der kaster med økser mod deres hustruer for sjov, og som ikke går af vejen for en rask voldtægt, når bersærkergangen er på sit højeste.

»The Vikings« handler om sagnhelten Regnar Lodbrog (der spilles af Kirk Douglas), og samme halvmytologiske skikkelse er også omdrejningspunktet i den canadiske TV-serie »Vikings«, som jeg af uransagelige grunde er kommet sent i gang med. At få sig en god ny serie vender op og ned på ens hverdag, og i et par uger har vi i familien stået last og brast, grædt og grinet med Regnar (Travis Fimmel) og hans klan af ædle vikinger.

De første sæsoner skildrer Regnars første togt mod England, hvor han gør kort process med klostret Lindisfarne og bortfører munken Athelstan, der bliver hans højre hånd. Vikingemændene tæller blandt andre den snurrige mystiker og bådebygger Floki, Regnars eksistentielt plagede bror Rollo og Regnars viljestærke hustru Lagertha.

»Vikings« er skabt af Michael Hirst, der både skriver, instruerer og producerer serien, og som har erfaring fra »The Tudors« med at bringe forhistorien tættere på.

De udenlandske øjne på vore forfædres historie er måske det mest interessante aspekt ved serien, udover at den er elementært spændende. Seriens hele design og tone er tydeligt båret af en fascination af det nordiske, ikke bare den oprindelige mytologi, men også den nuværende optagethed i USA og Storbritannien af det nordiske. Det ses i vikingernes usædvanligt detaljerede dragter, en smagfuld strøm af New Nordic Design med smukt mønstrede skindjakker, kropsnære brynjer og halvdekadente sølvsmykker, der får vikingerne til at fremstå som en modebevidst rockerbande.

Den nutidige nordiske kønsligestilling er ligeledes et gennemgående tema og derfor kan man høre Regnar svare sin kone Lagertha, når hun brokker sig over, at hun ikke må komme med på togt: »Godt så bliver jeg hjemme og passer de små, og så tager du afsted«. Det er kun sagt halvt i spøg, for på næste togt binder Lagertha håret oppe i barske fletninger, og går bersærk mod saxerne på lige fod med mændene.

Det er netop med Lagertha og de øvrige kvindekarakterer, at »Vikings« distancerer sig fra tidligere vikingefilm. Kvinderne kan deltage i de blodige kampe på lige fod med mændene, hvis de ønsker det. De har samme rettigheder, herunder en vis frihed til at tage sig elskere, mens deres ægtefæller er på togt (hvilket dog gør Regnar lidt knotten).

Retten til voldtægt er også blevet tydeligt indskrænket, for da Lagertha under et togt opdager, at en af hendes kampfæller er ved at forbryde sig mod engelsk bondepige, skærer hun prompte halsen over på ham. Pussygrabbing er ikke noget for moderne vikinger, og godt det samme!

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.