Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Vidunderbarn

»Mine klassekammerater synes, jeg er skør, fordi jeg øver så mange timer«

Som den yngste nogensinde får det 11-årige violintalent Annissa Gybel tirsdag overrakt guldmedalje i Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence.

11-årige Annissa Gybel vandt guld ved Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence.
11-årige Annissa Gybel vandt guld ved Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence.

Dommerne i Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence er ikke kendt for ligefrem at rutte med guldmedaljerne. Og slet ikke, når der det drejer sig om de helt unge deltagere, hvis musikalske udvikling man gerne vil følge nogle år endnu. Derfor var det ganske enestående, da et enigt dommerpanel i år valgte at give guldmedalje til den bare 11-årige violinist Annissa Gybel, der dermed bliver den yngste guldmedaljevinder nogensinde i konkurrencens 46-årige historie.

»Annissas præstation var så overbevisende, at vi ikke mente, hendes alder skulle stå i vejen for den guldmedalje, hun havde fortjent,« siger medlem af dommerpanelet, bratschist Stine Hasbirk.

Det er hende, der skal overække guldmedaljen til Annissa Gybel ved finalekoncerten tirsdag 23. maj i Tivolis Koncertsal.

»Teknisk er Annissa på et utroligt højt niveau. Man føler sig i fuldstændig trygge hænder, selv om hun havde valgt et teknisk virkelig krævende stykke – Wieniawskis »Scherzo-Tarantella«. Man glemte simpelthen tid og sted, mens hun spillede, og det er nok det bedste tegn på, at musikken fungerer, som den skal,« siger hun.

»Dertil har hun en fantastisk smuk klang og vibrato. Annissa er allerede nu en musiker i fuldt flor, og hun udvikler sig i et utroligt tempo. Der er ingen tvivl om, at hun nok skal komme langt ude i den store verden.«

Annissa Gybel var bare tre år gammel, da hun fattede kærlighed til violinen. Hun kommer ikke fra en musikerfamilie, hendes far er forretningsmand og spiller slet ikke, men hendes mor lærte at spille violin i sin skoletid og har holdt færdigheden ved lige – dog udelukkende på hyggeplanet.

»Jeg syntes, det lød sjovt, når hun øvede sig på violinen, så det ville jeg også gerne,« mindes Annissa. Hun nåede dog at blive fire år, inden det lykkedes hendes mor at finde en musikskole, der ville optage så ung en elev. Siden da er der ikke gået en dag, uden at hun har haft sin violin i hånden. Hun øver dagligt mindst en time hver morgen og igen en time, når hun kommer hjem fra skole.

»Og hvis vi ikke holdt lidt igen, ville hun sikkert øve endnu mere,« siger hendes far, Thomas Gybel.

Forældrene blev hurtigt klar over, at Annissas glæde ved musik var mere end bare en barnlig grille.

»Allerede da hun begyndte at gå til spil som fire-årig, lagde vi mærke til, at hun havde nemmere ved at spille rent end de fleste andre på holdet,« fortæller Thomas Gybel. Han vil ikke gøre sig klog på, om der er tale om et særligt talent for musik, eller om det snarere handler om, at Annissa var mere vedholdende end de andre.

»Jeg har ikke den store tiltro til begrebet talent,« siger han.

»Men min kone, Tricia, tog Annissa med til babymusik allerede fra hun var to-tre uger gammel, så hun har hørt musik, nærmest fra hun blev født. Men jeg tror også, at forskellen mellem hende og mange af hendes jævnaldrende ligger i, at hun simpelthen godt kan lide at øve sig. Selv om flid naturligvis ikke gør det alene. Musikken siger hende noget, den er en meget stor del af hendes hverdag.«

»Jeg bliver glad af at øve,« siger Annissa. »Men nogle gange kan det være lidt svært at få øvet. Ikke fordi jeg ikke gider, men når vi f.eks. er på rejse, har jeg måttet øve på toilettet, enten i lufthavnen, i tog eller på færger, for at få fred til at spille.«

Som bare otte-årig spillede Annissa Gybel med DR SymfoniOrkestret, da hun modtog DAMUSAs musikskolepris for helt unge talenter. Privatfoto
Som bare otte-årig spillede Annissa Gybel med DR SymfoniOrkestret, da hun modtog DAMUSAs musikskolepris for helt unge talenter. Privatfoto

Tricia Floro Gybel kommer fra USA, hvor familien boede de første fem år af Annissas liv. Da de flyttede til Danmark, begyndte Annissa på Det Danske Suzuki Institut på Frederiksberg, hvor hun frem til 2014 fik undervisning af Tove Detreköy, der i sin tid bragte Suzuki-undervisningen til Danmark. I 2014 blev hun privatelev hos docent Elisabeth Zeuthen Schneider, og sidste år blev hun elev hos den armenskfødte violinist Serguei Azizian, der er professor på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

»Vi har det rigtig godt sammen,« siger hun. »Men jeg kommer stadig på suzukinstituttet indimellem og hjælper dem af og til, når de f.eks. skal have koncerter. Det skal jeg faktisk på lørdag (i aften, red.). Og søndag skal jeg først til årsprøve på MGK, og bagefter skal jeg spille til en af mine veninders konfirmation. Og så er der jo Berlingskes koncert i Tivoli på tirsdag, som jeg glæder mig rigtig meget til.«

Egentlig kan man først komme på MGK - Musikalsk Grundkursus – fra man er 13 år. Kurset henvender sig til unge musikere op til 25 år, der vil forberede sig på at komme på musikkonservatoriet. Men allerede som 10-årig fik Annissa dispensation til at komme på MGK på Københavns Musikskole.

Her spiller hun hver lørdag fra kl. 9-12.30. Lægger man dertil de masterclasses, hun indimellem følger, f.eks. på Ishøj Musik- og Kulturskole og den weekend hveranden måned, hvor hun er til talentsamling for unge nordiske strygere i Vänersborg i Sverige, og de sommerkurser, hun også deltager i, siger det sig selv, at musikken fylder meget i Annissas liv.

Alligevel finder hun også tid til både skolegang, ridning og indtil for nylig også ballet.

»Men musikken kommer før skolen,« siger hun. »Hvis jeg har sovet over mig en dag, dropper jeg ikke bare lige min morgenøvning. Så kommer jeg hellere lidt for sent i skole.«

Hun går i 6. klasse (Year 7) på Rygaards International School.

»Og heldigvis er der nogle meget forstående lærere, som hjælper med til, at Annissa kan gøre de ting, hun gerne vil,« siger Thomas Gybel.

At klassekammeraterne har knap så stor forståelse for hendes særlige interesse, tager Annissa ganske let.

»Mine klassekammerater synes, jeg er skør, fordi jeg øver så mange timer. Men det har jeg det faktisk helt fint med,« siger hun.

»De synes også, det er skørt, at jeg kan spille så hurtigt. Men faktisk er det meget sværere at spille langsomt end at spille hurtigt.«

Guldmedaljen i Berlingskes konkurrence er ikke den første store pris, Annissa Gybel vinder. Allerede som otte-årig i 2014 modtog hun DAMUSA’s musikskolepris for helt unge talenter. Prisen indebar, ud over en kontant belønning på 25.000 kroner, at Annissa fik lejlighed til at spille som solist med DR SymfoniOrkestret ved en festlig koncert i DRs store koncertsal. Og spørger man hende selv, var koncerten med det store symfoniorkester så afgjort den bedste del af prisen.

»Det var nok det sjoveste, jeg nogensinde har oplevet,« siger hun med et stort smil. Og den dag syntes klassekammeraterne ikke, hun var skør. De var allesammen med til koncerten i DR Koncerthuset.

»Det syntes de var sejt. Selv drengene,« siger Annissa.

I Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence er reglerne sådan, at har man først modtaget guldmedalje, kan man ikke deltage i konkurrencen længere. Det er ærgerligt, synes Annissa, især fordi hun og hendes spillelærer allerede havde planlagt, hvad hun skulle spille næste år, nemlig en sats fra en koncert af den russiske komponist Aleksandr Glazunov. Men så er der andre konkurrencer, og hun har allerede været til flere internationale af slagsen i bl.a. i Italien, Litauen og Norge – mest for at få lidt erfaring, som hendes far udtrykker det.

I takt med, at Annissas musikalske aktiviteter har grebet om sig, er musik også blevet en stadigt større del af hans liv.

»Selv om jeg ikke kan spille selv, kan jeg godt høre, om det lyder OK, så jeg kan hjælpe hende. Og vi bruger også meget tid på rejser – det er derfor, haven ser ud som den gør,« siger han med et blik ud på den ganske langhårede plæne uden for stuevinduet. Samtidig understreger han imidlertid, at hverken han eller hans kone har ambitioner på Annissas vegne.

»Absolut ikke,« siger han. »Det er hendes projekt, og det har det været fra starten. Det eneste, vi har sagt, er, at hvis hun virkelig vil bruge så mange kræfter på musikken, skal hun også gøre det ordentligt. Men hvis hun en dag siger, at nu gider hun ikke spille mere, så er det også i orden. Jeg kan ganske vist ikke forestille mig, at det sker. Men man kan hverken tvinge folk til at svømme eller spille, hvis de ikke vil.«

Selv kan Annissa ikke forestille sig et liv uden musik.

»Musik er en måde at gøre andre mennesker glade på. Og en måde til at sige, hvad man føler, uden at bruge ord,« siger hun.

»Og når jeg står på scenen og spiller, føles det bare rigtig godt at vide, at andre mennesker godt kan lide det.«

tmp@berlingske.dk

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.