Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Bogbjerget

Min dårlige samvittighed

Søren Kassebeer byline til bøgsektionen.
Søren Kassebeer byline til bøgsektionen.

Her er en liste.

Listen er inspireret af den bekymring over egen manglende læsning, jeg altid nages af på denne tid af året, hvor en ny bogsæson truer dejligt med mængder af nye bøger. Mange af disse bøger vil med sikkerhed være nogle, jeg meget, meget gerne vil læse, men rigtig mange af dem vil jeg med lige så stor sikkerhed ikke få læst, eller i hvert fald ikke foreløbig, og oven i dem kommer så bøger som dem på listen nedenfor. Der er tale om bøger, som ikke er på dén måde aktuelle, men som kun er aktuelle på den måde, som evigtaktuelle bøger altid er aktuelle, og som er med til yderligere at fremme min tilbagevendende dårlige litterære samvittighed. Her er de:

1, Bøger, der er almindeligt anerkendte som værende klassikere, som alle dannede mennesker burde kende og elske, og som jeg på et tidspunkt er begyndt at læse, men som jeg er gået i stå i, fordi de trods deres klassikerstatus ikke fangede mig nok til, at jeg kunne holde ud af læse dem færdig (Eksempler: Miguel de Cervantes´»Don Quixote«, Fjodor Dostojevskijs »Brødrene Karamasov«).

2, Bøger, der ligesom de ovenfor nævnte er defineret som klassikere, og som jeg har en klar forventning om, at jeg vil holde af, ja, måske ligefrem elske, men som er så afsindigt lange og ordrige, at jeg er nødt til at vente til pensionsalderen eller til en eller anden usandsynligt lang sommerferie eller til en orlov, som jeg alligevel aldrig får, med at læse dem, hvis læsningerne ikke skal strække sig over så mange år, at de, om man så må sige, går op i limningerne (Eksempler: Thomas Manns »Josef og hans brødre«, »Ovids forvandlinger«, Robert Musils »Manden uden egenskaber«).

3, Bøger, som jeg har læst på dansk, men som jeg på grund af mine overdrevne ambitioner om også at læse det meste af det bedste på originalsprogene - i det omfang, jeg altså behersker disse sprog - stadig mangler at læse på »den rigtige måde« (eksempler: Marcel Prousts´»På sporet af den tabte tid« (halvdelen), Jorge Luis Borges´ fortællinger (det meste)).

4, Bøger, som på grund af manglende, kønsbaserede identifikationsmuligheder ikke helt appellerer til mig som mand, men som jeg alligevel af flere grunde, blandt andet, fordi jeg er feminist, og fordi jeg synes, at jeg bør være velorienteret om alt væsentligt litterært, burde læse (Eksempler: Et utal af fremragende romaner og digtsamlinger af kvindelige forfattere og digtere ...).

5, Filosofiske hovedværker, som jeg af erfaring ved er så hårrejsende vanskelige, at man helst skal have en doktorgrad i faget for helt at fatte noget som helst af, men som jeg gerne, ved middagsselskaber og til receptioner, vil kunne blære mig med at have både læst og forstået (Eksempler: Theodor W. Adornos og Max Horkheimers »Oplysningens dialektik«, Martin Heideggers »Væren og tid«, Karl Marx´»Kapitalen«).

Der er flere kategorier end ovennævnte, men listen skulle være så nogenlunde sigende, og så er den i øvrigt kraftigt inspirereret af begyndelsen på et hovedværk af ét af mine nyere litterære bekendtskaber, nemlig vidunderlige italienske Italo Calvinos vidunderlige, kloge og underfundige roman »Hvis en vinternat en rejsende«.

Ham mangler jeg også stadig at læse alt for meget af.

Purtroppo.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.