Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Madanmeldelse

Milano i København

Illum Rooftop har grand opening i næste uge. Søren Frank har spist sig igennem den ambitiøse foodcourt og er langt fra imponeret over restauranterne.

Når man ankommer til Illums »Rooftop«, med seks restauranter og et par kaffebarer, føler man sig mere i Milano end København. Billedet er fra restauraten Maio.
Når man ankommer til Illums »Rooftop«, med seks restauranter og et par kaffebarer, føler man sig mere i Milano end København. Billedet er fra restauraten Maio.

Det er til at få øje på, at Illum er blevet bygget om, efter det er blevet overtaget af den italienske stormagasinskæde La Rinascente. Det gamle varehus har tydeligvis fået en opgradering på såvel indretning som varer, der i dag tæller bl.a. Valentino og Saint Laurent. Det er – fra kælder til top – ganske udansk, også selv om der er anvendt en del lyst træ blandt andet til bl.a. at dække de uundgåelige rulletrapper af med.

Straks man går ind ad døren, føler man sig mere i Milano end København. Det gælder i den grad også Illums »Rooftop«, hvor hele seks restauranter og et par kaffebarer ligger i et stort åbent rum under et hvælvet gitter i lyst træ i loftet – unægteligt et andet syn end mit barndomscafeteria Magasin du Nord i Lyngby.

Stedets største attraktion er utvivlsomt terrassen, som smyger sig rundt om bygningen. Her kan man sidde ude, når vejret tillader det – hvilket det langt fra altid gør, for det blæser meget heroppe. Hvad angår udvalget af spisesteder i denne store food court, må man imidlertid undre sig over, at den tæller hele tre italienske spisesteder, men endnu ikke nogen fra Asien, som jo ellers kan mønstre et uhyre populært køkken og en masse købedygtige turister.

I forhold til atmosfæren er det desværre ikke lykkes at slippe af med det cafeteriaagtige præg: I højtalerne lyder dæmpet muzak, og stemningen minder lidt om en lufthavn, hvor folk skal spises af i en fart. Det er svært at forestille sig, at restauranterne vil kunne tiltrække gæster ude fra byen, når butikkerne lukker kl. 20. Efter et par besøg er min erfaring således også, at stedet er mere eller mindre stendødt efter kl. 21.

En anden grund til, at jeg tvivler på, at Illum Rooftop går en glorværdig fremtid i møde, hvad angår aftenserveringen, er niveauet på maden. Samtlige restauranter ligger og fedter rundt et sted mellem én og tre stjerner, og det er slet ikke nok til at kunne begå sig i denne ende af byen, som er pakket med gode spisetilbud på alle hylder.

I dagtimerne ser fremtiden lidt bedre ud, eftersom Illum tydeligvis er leveringsdygtig i en del shoppingturister fra ud- og indland, som skal have noget at spise mellem indkøbene. Ikke desto mindre har jeg under min gennemspisning af tagetagen konstant haft en fornemmelse af, at de udenbys restauratører på Illum Rooftop ikke helt er klar over, hvor kvalificeret og konkurrencedygtig, den københavnske madscene er i dag.

Eller sagt med andre ord: København er en bedre madby end Milano, og det burde således være os, som eksporterede restauranter til Milano og ikke omvendt.

Verdens dyreste carbonara

Maio

Maio er en filial af restauranten af samme navn i Milano og – i hvert fald på papiret – Illum Rooftops flagskib. Priserne er temmelig høje, desværre uden, at kvaliteten følger med. Prisniveauet taget i betragtning undrede vi os over, at der ikke var nogen garderobe, man må hænge frakken på stolen, som i øvrigt hverken er særlig smuk eller bekvem.

Man sidder og spiser på en fuldt overdækket terrasse – udsigten får man dog ikke meget ud af, når det er mørkt, som da vi var forbi, til gengæld er belysningen ubehagelig og skarp og akustikken forfærdelig.

Maden er italiensk med et twist, eller for at sige det mere ligeud, traditionelle italienske retter fimset op med små mere eller mindre effektfulde detaljer.

F.eks. kom en ellers ganske smagsløs risotto til 220 kr. (!!) ind dekoreret med en stribe stærkt indkogt, smertefuldt bitter (og uspiselig) campari, mens de store rejer – i det danske menukort håbløst oversat til rå krebs – var alt andet end rå og godt trætte i smagen.

Bortset fra, at man aldrig kommer til at slippe afsted med at servere friske hindbær til røget laks i starten af marts i København, var der flere gode indslag i anti pasti degustationen (ligeledes til 220 kr.). F.eks. var et æg i friteret brødkrumme med trøffel, ost og spinat ganske lækkert, og en vitello tonnato tituleret 2.0 var også fin, selv om den annoncerede nytænkning ikke var til at få øje på.

Mit livs hidtil dyreste spaghetti carbonara (230 kr.), var sig selv udmærket, men der var for alt for lidt liv i de ledsagende trøfler, på trods af at vi befandt os i højsæsonen.

Hvad angår vinkortet, er det for lille restaurantens prisniveau taget i betragtning og udelukkende hentet hos én leverandør. Vinene er til gengæld fine og fornuftigt prissatte. Hvilket er det mest positive, jeg har at sige om Maio, der ligger et sted mellem to og tre stjerner, som vi vælger at runde ned på grund af det ufordelagtige pris/kvalitetsniveau på maden.

Cafeteria for stenaldermænd

Palæo

Det bedste, man kan sige om Palæo, som også kendes fra Torvehallerne og Pilestræde, er, at maden er billig.

Konceptet går ud på, at brød, pasta og kartoffel er forbudt, men ellers ligner maden al mulig anden hurtigmad – bortset fra, at den er alt for lang tid om at blive færdig, ikke mindst når man tænker på, hvor lidt der er i den. Og stemningen er udpræget cafeteriaagtig – man henter selv maden, når den langt om længe er færdig.

Jeg fik en åben laksewrap serveret på en omelet, som smagte slemt af snavset grillpande. Laksen kom i klodsede stumper med brun tran, avocadocreme, syltede havtornbær, der smagte pivsødt som en dessert, og så blade af babyspinat – den annoncerede spidskål havde man glemt.

Ringeste bearnaise ever

BE Steak

BE Steak, som er ejet af italienerne bag Maio, har umiddelbart trukket det korteste strå, hvad angår placering på tagetagen. Steakrestauranten henlægger i det dunkle mørke, som i en hule mellem alle de andre spisesteder uden nogen form for udsigt – et sted, man næppe frivilligt ville opsøge, medmindre man var ekstremt kødsulten.

Vi delte en 300 grams rib-eye fra Uruguay, der smagte godt, som den slags nu gør. Kødet var sødt (fra majsfordret kvæg?) og mørt med god fedtmarmorering, og var fint stegt medium rare som ønsket.

Men tilbehøret – Mama Mia! Bearnaisen var den ringeste, jeg nogensinde har smagt, jeg vil endda tillade mig at tvivle på, at den teknisk set overhovedet kan kaldes bearnaise, sådan som den smagte af bleg prefabrikeret salatmayonnaise irørt tørret estragon.

Salaten så ud, som om den var skåret og anrettet adskillige timer forinden – agurke- og gulerodsskiverne var indtørrede, og fritterne ikke ligefrem ophidsende.

Når prisen så næsten rammer 400 kr. for denne hovedret (bøf 300 kr., salat 40 kr., fritter 40 kr.) og postevand koster 20 kr., så kan man godt finde andre steder at bruge sine penge.

Man gjorde en fisk fortræd

Skagen Fiskerestaurant

Det har gennem tiden været op og ned med Skagen Fiskerestaurant, som er mest kendt for sin placering i Bindesbølls røde pakhuse på Skagen havn. Pakhusene er i sagens natur ikke fulgt med til Illum, men ankommer man tidligt nok, og vejret er til det, kan man nyde sin fískefrikadelle på terrassen.

Vi lagde imidlertid vejen fordi en aften og spiste husets treretters selvvalgsmenu, som står i 345 kr.

Jeg startede med årets hidtil dårligste ret, der smagte som daggammel biksemad: En tør overstegt gnalling af en jomfruhummer var sekunderet af ditto tørre og alt for stegte gnocchi og stenbiderrogn, hvis fine smag var fuldstændig druknet i halvsmeltet røget marv, og som det ikke allerede var fedt nok, brunet citronsmør og kartoffelchips. Man er nødt til at spørge sig selv, om kokken bag denne ret mon overhovedet smager på sin mad?

Min ledsagers forret var heldigvis noget bedre: En meget stegt kammusling var serveret med puré af jordskok og spinat.

På hovedretten var den gal igen: Vores ellers så flotte fisk – pighvar og havtaske – var overstegte og tørre. Førstnævnte var ledsaget af trøffel uden smag, kolde hårdkogte vagtelæg, bøgehat og alt, alt for meget tyndtskåret æble. Jeg vil tro, at kokken netop må have fået en af de her skrællere som kan lave uendeligt lange bånd af frugt og grønt, for min ledsagers knastørre havtaske var – udover røget selleri – ledsaget af lange shaves af rødbede.

Desserten var desværre ikke meget sjovere: Overraskende traditionel øllebrød serveret med Hansens is (sådan blev den i hvert fald introduceret af tjeneren) og rugbrødschips så hårde, at man var ved at brække tænderne.

Pricey pizza

Rossopomodoro

Endnu en pricey italiener (et par skiver kedeligt brød koster 30 kr.), denne gang ikke fra modebyen Milano, men pizzaens hovedstad, Napoli.

Centrum i restauranten er en stor trækulsfyret stenovn, hvorfra der udgår pizzaer i den absolut dyre ende: For en helt asketisk pizza uden ost betaler man 100 kr., mens vi måtte bløde 160 kr. for vores udmærkede fru fru: En pizza i blød, saftig stil med højt hævede brændte kanter, belagt med normal såvel som røget mozzarella samt ricotta og friarielli (spinatagtige grønne blade).

Et par små forkølede skiver fennikelpølse lå i den ene ende af pizzaen, mens jeg spejdede forgæves efter den annoncerede nduja smørepølse, som de laver så fremragende på Bæst på Nørrebro, der var selve årsagen til, at jeg havde valgt fru-fru’en.

Ndujaen viste sig dog at gemme sig i den modsatte ende i form af et dryp ren chili uden synligt kød.

Fra antipasto listen valgte vi en gang parmigiana – gratineret »lasagne« af auberginer, tomat, mozzarella og parmesan, som, selv om den indeholdt lovlig meget tomat og for lidt ost efter min smag, var ok.

Mindre glade var vi for en portion pasta pescatora (160 kr.) med hjerte- og blåmuslinger, blæksprutter og tomatsauce. Pastaen var ganske enkelt ikke kogt nok, tomatsaucen var for rigelig, og min ledsager klagede over, at hans muslinger knaste af sand – det gjorde mine dog ikke, så jeg lader tvivlen komme Rosso Pomodoro til gode og smider et lille tretal.

Feminin skipperbar

Corrallo Lobsterbar

Corallo er endnu en filial af en Milano-restaurant, her i et udpræget feminint maritimt layout, som nok skal lokke shoppingglade fruer til.

Hvad selve maden angår, er kortet allerede blevet revideret voldsomt, således at man i skrivende stund tilbyder en række forskellige småretter i snackstørrelse for 90 kr. stykket (tre for 250 kr.) og to lidt større frokostretter.

Vores tre småretter bestod af en salat af vandet iceberg med burrata ost, som desværre overdøvede den sarte smag af krabbe og hummerkød. En sprød toast kom med blå kartofler, grønne oliven, der smagte som de makinudstenede (og så sådan ud), cocktailtomater, et par store rejer og en lille jomfruhummer, som man selv skulle tage ud af skallen – visuelt effektfuldt, men i praksis besværligt, når man spiser toast.

Tredje snack var et par ok sliders (miniburgere), den ene en almindelig burger i sort bolle, den anden en crabcake i hvid bolle.

Vores dele-hovedret var pasta med en halv hummer, ifølge tjeneren af dansk oprindelse, og helt ok, selv om halen måske var en anelse tør/hård, hvis man skal være meget kritisk. Fettucine pastaen var imidlertid ikke okay, den var på én gang for hård indeni og smattet udenpå. Den ledsagende, annoncerede »gourmet salat« så vi ikke noget til.

Så endnu engang ender vi i landet lige mellem to og tre stjerner.

Hvad: Illum Rooftop. Hvor: Østergade 52, København K, tlf. 33144002

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.